Verdensberømte kirsebærtræer springer ud nu: Sådan er "besøgs-reglerne"

Københavns Kommune forventer, at kirsebærtræerne på Bispebjerg Kirkegård vil begynde at rødme i løbet af denne uge. Derfor har kommunen iværksat en række besøgsregler, så folk igen kan forevige den spektakulære begivenhed ved selvsyn og kamera.

Millioner af små lyserøde blade fordelt på en allé af træer er de senere år blevet et voldsomt trækplaster for forårs- og fotohungerende københavnere.

Tusindvis af besøgende er valfartet til Bispebjerg Kirkegård i det københavnske nordvestkvarter, når de små blomsterknopper springer ud og bebuder forår.

Sidste år satte corona-pandemien dog en brat stopper for massernes fotosafari på kirkegården. Den blev simpelthen lukket ned.

Men sådan skal det ikke være i år, har man i Københavns Kommune besluttet.

Kommunen forventer, at kirsebæralléen åbner i denne uge og den åbner for alle. Dog er der opsat en længere række regler.

Det fortæller Jakob Hjuler Tamsmark, der er chef for coronateamet i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

- Vi har stadig et forsamlingsloft, og man skal fortsat holde afstand. Det gør, at vi er nødt til at lave nogle tiltag på og omkring Bispebjerg Kirkegård og selve kirsebæralléen, som skal være med til at sikre en god og tryg oplevelse for de besøgende. Tiltagene er nødvendige for, at vi kan åbne alléen, men de betyder, at man ikke kan slå sig ned med sin picnickurv, og at man risikerer at stå i kø for at komme ind på alléen, siger Jakob Hjuler Tamsmark.

Nogle af de konkrete tiltag, Københavns Kommune iværksætter, er afspærring og ensretning af enkelte stier på kirkegården, et køsystem og et gå-klik-gå-koncept på selve kirsebæralléen. Som navnet antyder, skal man gå, klikke et par billeder og så gå videre.

quote Står man stille unødigt længe bliver det svært at holde god og coronavenlig afstand.

Jakob Hjuler Tamsmark, chef, coronateamet i Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune

- Kirsebæralléen plejer at være et tilløbsstykke, og vi forventer også mange mennesker i år. Især hvis vejret bliver godt. Under normale omstændigheder kan københavnerne bruge lige så lang tid på alléen, som de vil, men det er der desværre ikke mulighed for i år. Her skal man følge flowet. Står man stille unødigt længe bliver det svært at holde god og coronavenlig afstand, siger Jakob Hjuler Tamsmark, der samtidig opfordrer københavnerne til at spørge sig selv, om besøget på kirsebæralléen kan planlægges på skæve tidspunkter eller måske helt vente til næste år.

Fakta: Sådan bliver besøget på kirsebæralléen en god oplevelse

Det skal du huske, hvis du besøger kirsebæralléen på Bispebjerg Kirkegård:

• Kirsebæralléen er åben hver dag i tidsrummet 07.00-22.00. Overvej, om du kan besøge alléen på ydertidspunkter. Hvis alle kommer samtidig, bliver det svært at holde afstand, og køen bliver lang.

• Der er kun adgang til kirsebæralléen via køen, som du nemmest finder ved at bruge indgangen fra Frederiksborgvej. Herfra er ruten til kirsebæralléen ensrettet.

• Som udgangspunkt bliver der ikke adgang til køen fra Støvnæs Allé. Du skal ind på kirkegården og følge køen med god afstand.

• Københavns Kommunes adfærdsguider hjælper med at dosere antallet af besøgende på selve alléen.

• Inde på kirsebæralléen skal du holde god afstand til andre besøgende og huske ikke at stoppe mere op end højst nødvendigt. Tag et par billeder og gå videre. Det hjælper på flowet og sikrer, at flest muligt kan nå at opleve den smukke allé.

• Lad picnickurven blive hjemme, og lad være med at slå dig ned i græsset. Kirsebæralléen risikerer at blive lukket, hvis for mange mennesker er samlet.

• Lad bilen stå og hop på cyklen. Så undgår du at parkere på de små, omkringliggende veje til gene for de lokale beboere.

• Tag dit affald med dig. Selvom affaldskurvene tømmes dagligt, risikerer de at blive fyldt hurtigt, når der er mange mennesker.

• Tis af hjemmefra. Der er kun få toiletter på Bispebjerg Kirkegård, så du risikerer at skulle stå i kø for at lade vandet. Du finder toiletterne ved indgangen til kirkegården på Frederiksborgvej.

• Respektér, at du er på en kirkegård. Vis hensyn og hold afstand.

- Hvis alle besøger kirsebæralléen samtidigt, bliver der kø til indgangen. Derfor skal man gøre op med sig selv, om man måske kan vente til næste år med at se blomsterne springe ud, siger Jakob Hjuler Tamsmark.

Københavns Kommune sender adfærdsguider ud til kirkegården i blomstringsperioden. Adfærdsguiderne skal være med til at sikre god afstand og kontinuerligt flow rundt på kirkegården og selve kirsebæralléen. Samtidig skal de være kommunens øjne og ører, oplyser Københavns Kommune.  

quote Der skal være plads til alle. Også dem, der bor i nærheden af kirkegården og dem, som bare gerne vil besøge gravene i ro og mag.

Jakob Hjuler Tamsmark, chef, coronateamet i Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune

Hvis presset på kirkegården bliver for stort, eller hvis de besøgende mod forventning ser stort på anvisningerne, risikerer kirsebæralléen at blive lukket for adgang.

- Vi vil allerhelst holde alléen åben i hele blomstringsperioden, og derfor håber jeg, at de besøgende vil respektere vores initiativer og adfærdsguidernes anvisninger. Der skal være plads til alle. Også dem, der bor i nærheden af kirkegården og dem, som bare gerne vil besøge gravene i ro og mag, siger Jakob Hjuler Tamsmark.

Københavns Kommune vil løbende være i dialog med Københavns Politi om situationen på og omkring Bispebjerg Kirkegård.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik