Et flertal på Rådhuset stemmer imod Lynetteholm – ved en fejl

Venstre kom ved en fejltagelse til at stemme imod planerne for Lynetteholm og en havnetunnel. Et reelt flertal i Københavns Borgerrepræsentation støtter dog fortsat projektet.

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har på papiret trukket støtten til byudviklingsplanerne med den kunstige ø Lynetteholm samt en østlig ringvej mellem Nordhavn og Amager – også kendt som havnetunnelen.

Torsdag aften behandlede politikerne på Rådhuset den længe imødesete Kommuneplan 19, som anviser den overordnede retning for byens udvikling de kommende fire år.

Her skulle medlemmerne blandt andet stemme om tre ændringsforslag vedrørende Lynetteholm og havnetunnelen.

Og stik mod forventningerne og alle de nuværende valgte et snævert flertal at trække Københavns Kommunes støtte til det gigantiske byudviklingsprojekt nord for Refshaleøen.

Der var dog tale om en fejl.

For ifølge Venstre, som stemte for ændringsforslagene, og skabte flertallet, var der tale om en fejl, som blev begået i kommunens sektretariat.

Det siger Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard, der også er beskæftigelses- og integrationsborgmester.

- Vi opdager fejlen, da vi undrer os over konstellationen af partierne i flertallet. Så ser vi straks, at vi har fået udleveret det forkerte materiale fra sekretariatet og altså derfor stemmer om et andet punkt end resten af partierne, siger hun til TV 2 Lorry.

Ifølge borgmesteren gjorde partiet straks sekretariatet opmærksom på fejlen, men fik at vide, at stemmerne stod ved magt og ikke kunne omgøres.

- Jeg synes da, det havde klædt sekretariatet at udvide lidt mere musikalitet og sige, at når nu fejlen ligger hos os, så burde det være muligt at stemme om, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Hun oplyser, at Venstre ved det næste møde i Borgerrepræsentationen vil stille et ændringsforslag, som skal gøre skaden god igen og på ny stadfæste et flertal for Lynetteholm og havnetunnellen.

- Det er virkelig en ærgerlig fejl. Især fordi der på Rådhuset ikke er nogle partier, der er så varme fortalere for Lynetteholm og havnetunnellen som Venstre.

 

I en periode torsdag aften var der blandt flere politikere, som TV 2 Lorry har talt med, forvirring om, hvad der egentlig var sket under aftenens møde, og hvad der i grunden står ved magt.

Fredag morgen står det dog klart, at flertallet mod Lynetteholm og havnetunnellen formelt set står ved magt, og at kommunens støtte til Lynetteholm og havnetunnellen udgår af Kommuneplan 19.

Men det får ingen reel indflydelse, garanterer Venstre. Det skyldes, at der fortsat skal stemmes om alle beslutninger, og at kommuneplanen mest af alt skal ses som en hensigtserklæring for de kommende år.

Stemmemoradset ærgrer dog De Konservative.

- Det korte af det lange er, at Havnetunnellen og Lynetteholm er ude af Kommuneplanen. Det er jo ærgerligt, men heldigvis er det jo noget Folketinget og staten vælger i sidste ende, siger gruppeformand Jakob Næsager til TV 2 Lorry.

En kommuneplan gælder for fire år og anviser den overordnede retning for byens udvikling.

Projekt med lange udsigter

By & Havn forventer, at anlægsarbejdet med at etablere Lynetteholm går i gang i 2021. Først skal øens afgrænsning konstrueres.

 

Herefter begynder man at fylde ”rammen” op med overskudsjord – en proces der forventes at tage 30 til 40 år.

 

Lynetteholm skal efter planen været fuldt udbygget i 2070, hvor den til den tid vil huse 35.000 beboere. Øen får en metroforbindelse og en ringvej fra Amager og en havnetunnel til og fra Nordhavn.

 

Samtidig anlægges Lynetteholm som kystsikringsprojekt, der som en dæmning skal beskytte København mod fremtidige stormfloder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik