Venner i sorg over knivdræbt englænder: "Vi glemmer dig aldrig"

Offer for knivdrab var mangeårig bartender på værtshus på Christiania. Kolleger og bekendte udtrykker sorg over hans død.

Den 57-årige englænder, som mistede livet efter et knivstikkeri lørdag aften på Christiania, var en kendt og afholdt person på fristaden.

Manden arbejdede som bartender på Christiania-baren Woodstock, fremgår det på værtshusets Facebook-side.

”I går aftes lidt i 11 mistede vi en af vores kæreste ældste medarbejdere. Han blev på skammeligeste vis stukket ihjel foran det Blå Hus på vej hjem til Blå Karamel. Vi glemmer dig aldrig Ian ROY Parkin - og sorg er den følelse, der breder sig hos os alle. Woodstock har derfor lukket resten af dagen,” skriver Facebook-bruger Anders Snesol Thorsen i et opslag.

Den tragiske nyhed har udløst mange reaktioner fra folk, der kendte den afdøde. Flere udtrykker deres dybe medfølelse og kondolerer.    

”Skrækkeligt. Dejligt rare Roy. Altid klar på en snak og et godt kram. Rolig bartender og skøn DJ, der spillede britisk musik på sine vagter. Jeg vil savne dig. Må du hvile i fred og skabe god ånd i himlen,” skriver en kvinde i kommentarsporet.

”Han var en skide fin fyr, det er godt nok tragisk at så fredeligt et menneske ender sine dage i et knivstikkeri,” skriver en anden.

Københavns Politi har oplyst, at den dræbte er britisk statsborger, men har været bosiddende i Danmark siden midt 1980’erne.

quote Vi er fortsat i gang med forhør og forsøger at tale med folk

Brian Belling, leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi,

Gerningsmand lignede en hjemløs østeuropæer

Knivstikkeriet fandt sted ved Løvehuset på Christiania omkring klokken 22.48.

Politiet har endnu ikke foretaget nogen anholdelser i sagen, men søger efter gerningsmanden, som beskrives som en mand på cirka 45 år, 170-180 centimeter høj og østeuropæisk af udseende.

Gerningsmanden er kraftig/tyk/stærk af bygning, og han har mørkt/kraftigt og usoigneret fuldskæg. Han var iført mørkt slidt tøj og lignede en hjemløs. Han talte engelsk med østeuropæisk accent, og han lugtede af spiritus.

Manden er set ved gerningsstedet på Christiania ved Løvehuset. Herfra løb ham ind på Christiania mod caféen Månefiskeren og videre i ukendt retning.

Politi efterlyser vidner

Brian Belling, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, fortæller søndag eftermiddag til Ritzau, at politiet efterforsker sagen ved blandt andet at afhøre personer.

- Vi er fortsat i gang med forhør og forsøger at tale med folk, siger han til Ritzau.

Artiklen fortsætter under billedet.

Københavns Politi undersøger knivstikkeriet på Christiania lørdag aften.
Københavns Politi undersøger knivstikkeriet på Christiania lørdag aften.
Foto: Presse-fotos.dk

Han oplyser, at den 57-årige mand blev stukket flere gange med kniv. Manden blev erklæret død, efter han kom på hospitalet.

Politiet opfordrer vidner, der kan have set gerningsmanden før eller efter knivstikket, til at kontakte politiet.

Har man oplysninger, kan politiet kontaktes på telefon 114.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik