Varmt efterår får (kortvarigt) stor betydning for din varmeregning

Varmt efterårsvejr kan have positiv effekt på årsafregningen, hvis man har variabel pris på naturgas.

17 grader udendørs.

Det er tommelfingerreglen for, hvornår danskerne generelt begynder at tænde for varmen derhjemme, ifølge Green Power Denmark, der er erhvervsorganisation for energisektoren.

I oktober måned har temperaturen ligget omkring 15-20 grader i dagtimerne, og i gennemsnit været to grader varmere end middeltemperaturen for måneden.

Men hvilken effekt har det varme vejr på din varmeregning?

En hel del, om end det muligvis kun er kortvarigt, siger chefkonsulent i Green Power Energy, Kristian Rune Poulsen.

For det varme vejr har gjort, at flere har ventet med at tænde for varmen - og dermed bruger mindre:

- Normalt er det her i midten af oktober, at fyringssæsonen starter. Men med så høje temperaturer, så er det blevet udskudt for flere, siger han til TV 2 Lorry.

Derudover har varmen i Danmark, og i resten af Europa, gjort, at der stadig bliver fyldt op på gaslagrene, og at der ligefrem er eksempler på, at der er for meget gas til rådighed, fortæller han.

Prisen for den rene gas uden afgifter er lige nu på cirka tre kroner per kubikmeter. Men lige så snart temperaturen falder, så forventes den at stige til 10-15 kroner per kubikmeter.

- Lige nu står vi et godt sted. Men så snart vinteren kommer, så er gas en mangelvare igen og så vil prisen stige. Selvom det er lunt nu, så bliver det koldt til vinter, siger han.

Positiv overraskelse på årsafregningen

Hvis man har en variabel pris på sin naturgas, så kommer man til at mærke at gasprisen er billig lige nu, fortæller Kristian Rune Poulsen fra Green Power Energy.

- Hvis man har en variabel pris, så har man nok betalt en rigtig dyr aconto-regning for de her måneder, men når vi når hen imod årsafregningen, så indregner man de her perioder med lavere priser, siger han.

Og selvom han ikke kan love, at det betyder, man nødvendigvis får penge tilbage, så ser det positivt ud for oktober måned - energikrisen taget i betragtning:

- Lige nu trækker det ned i regningen på den gode måde for forbrugerne, siger han.

Derudover vil alle forbrugere generelt nyde godt af den lave pris, så længe det varer.

- Selvom gassen er billigere, så koster det stadig penge. Det er godt under alle omstændigheder, siger han. 

Varme i resten af oktober og begyndelsen af november

Men måske kan det varme efterår strække sig lidt længere.

Resten af oktober og begyndelsen af november ser i hvert fald varmere ud en normalt, lyder det fra TV 2 Vejrets Jens Ringgaard Christiansen:

- Ser vi på den sidste uge af oktober, så hæver temperaturen sig yderligere. Begyndelsen af november er også varm, og der kan slås mange varmerekorder i Europa, siger Jens Ringgaard Christiansen til TV 2 Lorry.

Normalt har oktober en middeltemperatur på 9,4 grader. Men efter de første 21 dage står oktober 2022 noteret for en middeltemperatur på 11,3 grader.

Og med nattetemperaturer der er lavere end den normale gennemsnitstemperatur, så er der god sandsynlighed for, at flere kan vente med at skrue helt op for varmen.

Udover varme, så har efteråret også budt på masser af vind nær de store vindmølleanlæg, hvilket også har givet gode muligheder for elproduktionen fortæller Jens Ringgaard Christiansen.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik