Vanvidsbilist fanget af laserlys - kørte dobbelt så hurtigt som tilladt

Fartoverskridelsen blev registreret ved hjælp af politiets laser-værktøj.

Det kan gå stærkt, når man har foden tungt på speederen.

Men det kan altså også gå for stærkt. Alt for stærkt.

Det måtte en 22-årig bilist sande lørdag aften klokken 20.13.

I en 60 kilometer-zone på Helsingørmotorvejens afslutning ved Ryparken trykkede han nemlig lidt for hårdt på speederen.

Uheldigvis for den unge mand blev det fanget af politiets hastighedskontrol.

Det skriver Københavns Politi søndag morgen på Twitter.

Manden blev fanget med 127 kilometer i timen, og han kørte dermed mere end dobbelt så hurtigt som tilladt.

Hændelsen er karakteriseret som vanvidsbilisme, og bilen er derfor blevet beslaglagt.

Dyre Sønnichsen, der er vagthavende ved Københavns Politi, oplyser til TV 2 Lorry, at bilen - en Volkswagen Golf - der ejes af en anden end føreren, er blevet beslaglagt.

Han fortæller videre, at fartoverskridelsen blev registreret ved hjælp af politiets laser-værktøj.

- En patrulje havde stillet sig op med laser og skød mod motorvejen. Her registrerede de manden, siger han til TV 2 Lorry.

Opgraderet laserstråler

Politiet har i årevis brugt laserstrålen til at fange fartbøller ved at rette laserstrålen mod et køretøj og dermed måle, hvor hurtigt biler kører.

Men i juli opgraderede Københavns Politi udstyret, så de blev endnu bedre rustet til opgaven fremover – særligt med henblik på at fange vanvidsbilister.

Da oplyste politiet, at de 12 nyindkøbte lasere kan ”skyde” længere end de gamle, og samtidig får de trafikanter, der kører med for høj fart, sværere ved at spotte fartmålerne.

- Med de nye lasere har vi fået et rigtigt godt arbejdsredskab. Det giver os bedre betingelser for at få stoppet de bilister, der kører for hurtigt, så de nye lasere er på den måde med til at højne sikkerheden i trafikken, lød det fra vicepolitiinspektør Henning Pedersen, der er leder af Operativ Færdselsafdeling.

Ny lov slår hårdt ned på vanvidsbilister

Per 31. marts 2021 trådte en ny lov om vanvidsbilisme i kraft, der skulle dæmme op for bilister, som kører hensynsløst og til fare for andre i trafikken.

Loven giver politiet større beføjelser til at fratage bilister, der kører farligt eller meget for hurtigt, muligheden for at fortsætte med at køre bil – og samtidig stramme til om den økonomiske konsekvens – ved at gøre det muligt at konfiskere bilen på stedet.

Definitionen af vanvidsbilisme

Hvis du rammer en person, er der tale om vanvidsbilisme når:

  • Der er tale om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Det vil sige, hvis du f.eks. kører for hurtigt eller påvirket. (Straffelovens § 241, 2. punkt)

  • Det samme gælder, hvis du laver skade på nogens legeme eller helbred, og det er sket under særligt skærpede omstændigheder. (Straffelovens § 249, 2. punkt)

  • Hvis du udsætter andre for nærliggende fare for liv eller førlighed. (Straffelovens § 252)


Hvis du ikke rammer nogen, er der tale om vanvidsbilisme når:

  • Man kører særligt hensynsløst

  • Man kører med en fart på mere end 100 % af det tilladte, og speedometeret kommer over 100 km/t. Dette ses f.eks. hvis man kører dobbelt så stærkt et sted, hvor man kun må køre 60 km/t

  • Man kører med mindst 200 km/t uanset hastighedsgrænsen

  • Man kører i bil med en promille på over 2,0


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik