Vandpibecafé i København og 23 gæster får bøder

Fredag aften var 23 gæster forsamlet i vandpibecafé i København. Indehaveren og gæsterne får bøder.

Københavns Politi har fredag aften givet bøder til indehaveren af en vandpibecafé og 23 gæster, der var samlet på caféen.

Det oplyser politiet på Twitter.

Onsdag trådte nye regler i kraft for at inddæmme coronavirus, og de betyder blandt andet, at man ikke må være forsamlet flere end 10 personer.

Men på en vandpibecafé i Københavns Nordvestkvarter var der ifølge politiet forsamlet 23 personer. Både indehaveren og de 23 personer blev sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet.

- De vil nu modtage bøder, skriver Københavns Politi på Twitter.

Politiet rykkede ud til vandpibecaféen efter en anmeldelse om, at der var personer forsamlet, oplyser Københavns Politis kommunikationsafdeling til Ritzau.

Da patruljen nåede frem, så vandpibecaféen ud til at være lukket, men betjentene kunne tydeligt se, at der var folk derinde.

Bødetaksterne er 1500 kroner for hver person, der deltager i en forsamling på flere end 10 personer, og 5000 kroner for visse forretninger, som trodser forbuddet mod at holde åbent.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik