Værtshusejer risikerer lukning: Tvunget til at hyre dørmand

Krav om dørmænd kan gøre nattelivet mere trygt, lyder det. Men for Ralf Larsen og Byens Kro giver det ingen mening og kan i sidste ende betyde, at den lille beværtning må lukke.

På Byens Kro i Indre By i København har der med ejer Ralf Larsens egne ord “aldrig nogensinde været behov for en dørmand.”

Men et gedigent fadølsglas-kast derfra - på Christiansborg - har et politisk flertal vedtaget helt nye regler, der nu dikterer, at beværtningen skal have en mand i døren fra midnat til lukketid, fordi de har åbent efter klokken 02.00. 

Og det rammer Ralf Larsen og Byens Kro særdeles hårdt.

- Det er en kæmpe ekstraudgift for mig. Det kan komme til at koste mig mellem en halv til en hel million kroner om året, siger Ralf Larsen til TV 2 Lorry.

quote Det kan være, der er nogen, som bliver nødt til at sælge lortet

Ralf Larsen, ejer af Byens Kro

- Det er spørgsmålet, om jeg overhovedet kan blive, for de kommer til at lave hele nattelivet om på den her måde. Det kan være, der er nogen, som bliver nødt til at sælge lortet, siger Ralf Larsen.

Et flertal i Folketinget blev i begyndelsen af juni måned enige om en ny lov om mere tryghed i nattelivet. Den trådte i kraft få uger efter - 1. juli - og indeholdt altså blandt andet krav om dørmand efter midnat i særlige nattelivszoner.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen og galleriet.)

De nye regler

S-regeringen, Venstre, SF, DF og De Konservative vedtog 9. juni den nye lov.


Her fremgår det, at der skal være en autoriseret dørmand eller vagt på eksempelvis barer, caféer, værtshuse og diskoteker, der serverer alkohol i nattelivszoner - hvis disse serveringssteder holder åbent efter klokken 02.00. Dørmanden skal være til stede mellem 24.00 og 05.00.

Her er nattelivszonerne i København

Byens Kro i Møntergade har plads til omkring 50 gæster og ligger i nattelivszonen omkring Gothersgade.

Beværtningen bliver mest besøgt af et voksent publikum bestående af blandt andet kunstnere, journalister og andre barfolk. Der er fokus på kvalitetsøl og rom, og der er ikke “horder af unge og 10 shot for en hundredemand,” siger Ralf Larsen.

Han mener at de nye regler er overflødige.

- Det er signalpolitik. For som det er nu, har politiet jo mulighed for at sige til et sted, hvis de skal have en dørmand. Der har jeg set ske flere steder, siger Ralf Larsen.

TV 2 Lorry har været i kontakt med Københavns Politi. De henviser til, at politiet kan komme med en indstilling til Bevillingsnævnet om at påbyde brug af dørmand, men at det er Bevillingsnævnet, der træffer den endelige afgørelse.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Bevillingsnævnet

  • Bevillingsnævnet behandler ansøgninger om alkoholbevillinger, udvidet åbningstid og andre spørgsmål relateret til en alkoholbevilling.


Medlemmerne af Bevillingsnævnet i Københavns Kommune:

  • Mia Nyegaard, født formand (RV)
  • Andreas Keil (S)
  • Knud Holt Nielsen (Ø)
  • Mikkel Skovgaard, (Ø)
  • Karina Bergmann (K)
  • Louise Theilade Thomsen (V)
  • Rikke Skov Bonde (Københavns Politi)
  • Anne-Birgitte Agger (sagkyndigt medlem)


Observatørerne i Bevillingsnævnet er:

  • Kaare Friis Petersen (HORESTA)
  • Jeppe Møller-Herskind (DRC)
  • Evy Schmidt (3F)
  • Bent Lohmann (Lokaludvalgene)

Horesta har været med til at komme med forslag til den nye lov, og i brancheorganisationen er Annette Hyldebrandt, der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi og har ansvar for natteliv, glad for de nye regler.

- Som virksomheder vil vi gerne påtage os et ansvar for at sikre en god og tryg fest for dem, der går i byen i Danmark, siger hun til TV 2 Lorry.

- Men vi anerkender også, at der kan være mindre erhvervsdrivende, for hvem det her kan være en udskrivning, som de ikke havde regnet med, siger Annette Hyldebrandt.

Hun mener, at der er et stort pres på nattelivszonerne i København - og at der særligt er en udfordring i Gothersgade og Vestergade. Her har de fleste medlemmer af Horesta i forvejen længe haft dørmænd.

quote Som virksomheder vil vi gerne påtage os et ansvar for at sikre en god og tryg fest

Annette Hyldebrandt, chef for turisme og oplevelsesøkonomi

Argumentet fra de mindre steder er, at de aldrig har haft problemer, og at de er så lille et sted, at det ikke giver mening. Kan du følge det?

- Vi anerkender, at nogle kan komme i klemme på den del. Og vi anerkender, at det kan være svært at lave regler, som omfavner alle, siger Annette Hyldebrandt.

Hun ser gerne, at der kommer endnu mere synligt politi i gaderne, men mener at kombinationen af synligt politi, synlige natteværter og nu flere synlige dørmænd har “en god og præventiv effekt.”

Krofatter Ralf Larsen fra Byens Kro i Indre By er fortørnet over den politiske beslutning om at der skal være dørmænd i beværtninger, som har åbent efter klokken 02.00 i visse bydele
Krofatter Ralf Larsen fra Byens Kro i Indre By er fortørnet over den politiske beslutning om at der skal være dørmænd i beværtninger, som har åbent efter klokken 02.00 i visse bydele
Foto: Katrine Angel / TV 2 Lorry

Vil selv være dørmand

Den køber Ralf Larsen dog ikke.

- Jeg tror ikke, at et slagsmål foregår på den måde, at folk lader være med at slås, fordi de ser en dørmand ude foran mit værtshus. Det er ikke noget, man går og tænker på - det sker helt impulsivt, siger Ralf Larsen, der dog også gerne ser flere politibetjente på gaden.

Kan du helt ærligt sige, at du ikke kunne have brugt en dørmand på et eller andet tidspunkt?

- Det er meget sjældent, at der har været optræk til noget hos mig. Vi har altid kunnet klare at ringe til politiet selv i stedet for at lade en dørmand gøre det.

- Jeg er 1.90 høj og pænt stor, og jeg har god erfaring med den slags. Jeg vil vove at påstå, at jeg er bedre end de fleste dørmænd til at hjælp folk ind og ud. Det gør jeg i forvejen i dag. Så jeg har tænkt på, om jeg måske selv kan blive godkendt som dørmand, siger Ralf Larsen.

TV 2 Lorry har været i kontakt med Socialdemokratiet og Justitsministeriet, men det har ikke været muligt at få en kommentar. 

Krofatter Ralf Larsen fra Byens Kro i Indre By er fortørnet over den politiske beslutning om at der skal være dørmænd i beværtninger, som har åbent efter klokken 02.00 i visse bydele
Krofatter Ralf Larsen fra Byens Kro i Indre By er fortørnet over den politiske beslutning om at der skal være dørmænd i beværtninger, som har åbent efter klokken 02.00 i visse bydele
Foto: Katrine Angel / TV 2 Lorry

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik