Unik cykelbane midt i København får dødsstødet efter 20 år

Det har skabt stor frustration, at en cykelbane ved Christianshavn står til at lukke.

I 20 år har den ligget der. Men om kort tid kan det være slut.

BMX- og dirt jump-banerne på Arsenaløen står til at blive jævnet med jorden.

Organisationen bag banerne, Holmen Dirt, har søgt om brugsretten til området, men har efter eget udsagn fået afslag af Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Beskyttet område

Banerne ligger nemlig klods op af et beskyttet område - et såkaldt fortidsminde - på det, der hedder fortidsmindebeskyttelseslinjen. 

Formålet med fortidsmindebeskyttelseslinjen er at sikre udsynet og fortidsmindets værdi, og her ligger cykelbanerne altså for tæt på - og det får nu konsekvenser.

Behroz Karimi, der er formand for foreningen Holmen Dirt, er ked, at det er kommet så vidt, at banerne skal fjernes, så man ikke længere kan dyrke den ekstreme form for cykelsport på stedet.

quote Vi har skabt et sted, hvor forældre er trygge ved at sende deres børn hen. Og det kan vi jo ikke bare få op at køre et andet sted.

Behroz Karimi, formand, Holmen Dirt

- Vi har ligget her i 20 år, og vi har altid haft et godt samarbejde med kommunen, siger han og fortsætter:

- Men nu hvor vores medlemstal er vokset, så har de set sig nødsaget til at gøre noget ved det.

Men er afslaget ikke fair nok, når jeres baner ligger på et beskyttet område?

- Både og. Det, vi ikke forstår, er, at der kan gives dispensation til bebyggelse andre steder på samme linje. Alle skal behandles lige. Og det føler vi ikke, vi er, siger Behroz Karimi med henvisning til, at der er skudt bygninger op andre steder på beskyttelseslinjen.

Den omtalte bebyggelse fremgår af nedenstående billeder fra henholdsvis 1999 og 2021. Det røde lag med striber er fortidsmindebeskyttelseslinjen.

Det beskyttede område ved Holmen Dirt 1999.
Det beskyttede område ved Holmen Dirt 1999.
Det beskyttede område ved Holmen Dirt 2021.
Det beskyttede område ved Holmen Dirt 2021.

"De dræber det"

Holmen Dirt har 300 medlemmer. Derudover samarbejder organisationen også med lokale institutioner, der blandt andet giver mulighed for, at børn og unge kan komme ud og prøve kræfter med cykelsporten.

På billederne herover fremgår det, at der er blevet bygget på fortidsmindebeskyttelseslinjen - også efter Holmen Dirt begyndte at bedrive cykelbaner derude.

Ifølge Behroz Karim, er der tale om, at Københavns Kommune har givet dispensation til bebyggelsen. Derfor undrer han sig også over, at de ikke kan få samme form for dispensation.

- Hvad er det for en by, vi vil have? Kun cafeer? Eller skal der være plads til fritidsaktiviteter?, siger han og fortsætter:

- For Københavns Kommune er det billigt at have et tilbud som os, fordi vi i princippet er selvkørende. 

Hvad er BMX og dirt jump

  • BMX startede i de tidlige 1970'ere i USA, hvor børn begyndte at konkurrere på deres cykler på jordbaner for at imitere deres motocross-idoler - heraf kommer navnet ”Bicycle MotoCross” eller BMX. I dag er BMX en international sport, der siden 2008 har været en del af det olympiske program.

  • BMX er en af cykelsportens mest intense sprintdiscipliner, hvor teknik, overblik og styrke skal gå op i en højere enhed. BMX-race køres på en kort bane med en række hop og sving, hvor de hurtigste ryttere kan nå op på 40-50 km/t og gennemfører et heat på 35-40 sekunder.

  • Dirt Jump gælder om at hoppe højt og holde sit 'flow' kørende. Dirt Jumps er højere og stejlere end hoppene på BMX og Pumptrack baner. De høje hop gør, at man kan hoppe højt, og øvede kørere kan tilmeld lave tricks, mens de hænger i luften. 

Behandler sagen

Københavns Teknik- og Miljøforvaltning fortæller dog til TV 2 Lorry, at sagen om Holmen Dirt stadig behandles. I en mail skriver områdechef Rikke Sønderriis:

- Holmen Dirt ligger inden for Fortidsmindebeskyttelseslinjen, og her har tidligere sager vist, at det er meget, meget svært at opnå dispensation, skriver hun i mailen og fortsætter: 

- Såfremt det ender med, at Holmen Dirt må flytte, vil Københavns Kommune gå i dialog med foreningen om en fremtidig placering af banerne. 

Derudover tilføjer hun, at de øvrige bygninger i nærheden - de bygninger som Behroz Karim henviser til - efter deres nuværende viden er lovligt opført.

Behroz Karim anslår, at det vil koste flere millioner kroner at flytte banen. Men det er ikke kun pengene, der gør ondt.

- Vi har skabt et sted, hvor forældre er trygge ved at sende deres børn hen. Og det kan vi jo ikke bare få op at køre et andet sted. Det er synd, at man lader noget spire, for derefter at dræbe det.

_

_





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik