Unge omskriver Lucia-sangen til klimasang

Miljøorganisationen Ungdom NOAH bruger Luciadag til at minde os om, at der er håb i det mørke, klimakrisen har efterladt os i. Derfor går de senere i dag gennem Københavns gader.

Hannah, Laura og Tobias er nogle af dem, der hver dag kæmper for vores klode.

De sidder alle tre i bestyrelsen for Ungdom NOAH - en miljøorganisation for unge, der med møder og aktioner skaber opmærksomhed om de klima- og miljøudfordringer, vi står overfor.

 
 

Normalt handler aktionerne om at skabe fokus på aktuelle klimaproblemer, men i dag er det lidt anderledes.

quote Lucia handler om lys i mørket. Og det vil vi gerne overføre til klimakampen.

Laura Bordum Hansen

De vil nemlig bruge Luciadag til at skabe opmærksomhed på klimakrisen generelt.

Nærmere bestemt vil de bruge dagen til at skabe håb i det mørke, som klimakrisen efterlader os i med et Lucia-optog for klimaet:

- Lucia handler om lys i mørket. Og det vil vi gerne overføre til klimakampen, så vi kan få noget håb ind i den, fortæller 17-årige Laura Bordum Hansen.

 
 

Lucia-optog i klimaets tjeneste

Derfor går de tre unge aktivister forrest i et optog i de købehavnske gader klokken 17 fredag. Iført hvide kjoler og lys i håret.

Til tonerne af den klassiske sang om Santa Lucia, der i dagens anledning er omskrevet, så versene i stedet handler om skrald på strande og skovbrande. Og om håb.

 

Lucia-sangen om klima

Melodi: Santa Lucia

 

Nu bæres lyset frem
Stolt på vor klode


Et håb for vores hjem
Jorden den Gode

 

Nu er det i dag
Vi kampen op må ta'


Håb for vor klima
Håb for vor klode

 

Havene stiger
Uligheden forbliver


Tørke og skovbrande
Plastik på strande

 

Det er lige nu
Vi løsninger skal brug'


Håb for vor klima
Håb for vor klode

 

Rapporters grønne ord
Skal efterleves


For uden denne jord
Er alt vel forgæves

 

Sammen opnår vi fred
Og bringer lyset med


Santa Lucia
Santa Lucia

For selv om klimakrisen selvsagt er en alvorlig affære, mener de, at vi er nødt til at tro på, at den kan løses:

- Det er selvfølgelig en hel vild alvorlig og forfærdelig krise, vi står i. Men vi kan ikke løse de her problemer uden, vi har et håb om, at de kan løses, understreger 19-årige Hannah Klinge.

 
 

- Der er så mange gode ledere i verden, der kæmper for at sætte mål. Så vi i samarbejde kan løse det. Så i Ungdom NOAH tror vi på, at vi godt kan løse klimakrisen, hvis vi bevarer det her håb. Og så handler, siger Hannah Klinge.

Luciadag

Lucia betyder 'lys' og forbindes med lys og glæde. 

 

Historien fortæller, at Lucia var en ung kristen kvinde, der levede i 300-tallet i byen Syrakus på Sicilien. I stedet for at tro på den romerske religion var Lucia kristen, og det var ikke helt ufarligt dengang.

 

Lucia trodsede faren og sneg sig ud i natten for dele mad ud til de fattige. På hovedet bar hun en krans med lys, så hun kunne se og havde hænderne fri til at hjælp.

 

Da Lucia nægtede at gifte sig med den mand, som hendes familie efter datidens skik havde lovet hende væk til, hævnede han sig ved at angive den kristne Lucia til myndighederne.

 

Hun blev arresteret under kejser Diocletians forfølgelse af kristne og senere henrettet.

 

Kilde: Folkekirken

Vi laver angsten om til handling

For de tre unge aktivister handler aktionen om at bruge deres klimaangst til noget produktivt. Derfor har de slet og ret besluttet sig for at handle i stedet for at gå i panik, forklarer de:

quote Vi tager angsten og bekymringerne, og laver dem om til handling.

Laura Bordum Hansen

- Vi tager angsten og bekymringerne, og laver dem om til handling. Og det giver rigtig meget, synes jeg. Så sidder man ikke bare alene hjemme på sit værelse og læser deprimerende rapporter hele dagen, siger Laura Bordum Hansen og tilføjer:

- At man kan tage det og lave det om til en styrke. Og så komme ud på gaden og sige fra. Og at ens stemme kan blive hørt.

 
 

Deres forhåbning er, at aktionen kan vække noget glæde og håb hos dem, der ser optoget:

- Det er ikke bare folk, der er smurt ind i blod og demonstranter, der er vrede. Der er også en masse glæde, fællesskab og håb i kampen.

Vil du være med?

Så medbring et lys og hvidt tøj eller et lagen, og mød op på Nørrebrogade 39 kl. 16 fredag den 13. december.

 

For tilskuere begynder optoget kl. 17 fra Kultorvet.

 

Du kan finde begivenheden på Facebook lige her.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik