Undersøgelse: Elever i gymnasiekor udsat for seksualiseret og krænkende adfærd

I perioden mellem 1981 og 2001 er elever i Sankt Annæ Gymnasiekor blevet udsat for seksuelle krænkelser, viser en advokatundersøgelse, som er bestilt af Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning.

Enkelte medarbejdere på Sankt Annæ Gymnasium har udsat elever for seksuelle krænkelser og bidraget til at skabe et seksualiseret miljø.

Det er konklusionen i en advokatundersøgelse af forholdene omkring Sankt Annæ Gymnasium i Valby, der nu er afsluttet. 

Det oplyser Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen i en pressemeddelelse.

Fakta om Sankt Annæ Gymnasium og Gymnasiekoret

  • Sankt Annæ Gymnasium består af både en grundskoledel (elever fra 3.-9. klasse) et gymnasium og Sangskolen, der er skolernes musiske uddannelsesspor. Det er det eneste gymnasium i Danmark, der er kommunalt drevet.


  • Sankt Annæ Gymnasiekor blev etableret i 1967. I dag er det opdelt i tre forskellige kor – klassisk kor, kammerkor og rytmisk kor - med forskellige dirigenter. De tre kor har tilsammen ca. 200 sangere, der alle er elever på gymnasiet.


  • Korene optræder i kirker og koncertsale og er hvert andet år på en længere turné.


- Vi undskylder overfor de elever, der har oplevet disse krænkelser. Det er et klart svigt, at ingen har forhindret det i at ske, siger rektor på Sankt Annæ Gymnasium, Anette Holst.

39 tidligere elever har bidraget til rapporten, og af dem har ni personer til advokaterne fortalt om verbale og fysiske krænkelser, som de har oplevet i deres studietid på Sankt Annæ Gymnasium.

Det seksualiserede miljø omkring gymnasiekoret kom både til udtryk i hverdagen og i forbindelse med korets koncerter, fester og rejser, oplyser de.

Lærere lagde an på elever

Flere af pigerne i gymnasiekoret oplevede for eksempel uønskede berøringer, kys og kærtegn, sjofle vittigheder, grænseoverskridende handlinger og opfordring til sex. Der var eksempler på lærere, der ikke holdt passende afstand til eller som direkte “lagde an” på elever, og der forekom også kærlighedsforhold mellem lærere og elever.

- Det er utrolig trist og selvsagt helt uacceptabelt, det, de tidligere elever har oplevet. Jeg er rystet over, at nogle af de voksne, der skulle passe på eleverne, i stedet skabte en grænseoverskridende kultur omkring gymnasiekoret, siger rektor på Sankt Annæ Gymnasium og sender en undskyldning afsted:

- Jeg vil sige undskyld både til de elever, der har oplevet disse krænkelser, og til de andre elever, der måtte være vidner til det. Det er et klart svigt, at ingen har forhindret, at det skete.

I undersøgelsen fortæller flere af de tidligere elever, at flere af underviserne gav udtryk for, at det kunne "betale sig” at flirte med lærerne for at opnå fordele. 

- Oplevelsen af, at det kan fremme ens muligheder, hvis man spiller med i et seksualiseret miljø, er udtryk for en syg kultur etableret af voksne professionelle, der skulle undervise og danne unge mennesker - ikke krænke dem, siger administrerende direktør i Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning Tobias Børner Stax.

Krænkede får umiddelbart ingen erstatning

Kort inden Københavns Kommune bestilte advokatundersøgelsen i sommeren 2021 kom det frem, at der i DR´s pigekor havde hersket en seksualiseret og grænseoverskridende kultur med fysiske og verbale krænkelser af sangerne, og at det var ledende medarbejdere omkring koret, der stod bag krænkelserne.

Det fik flere elever til at hive fat i rektor på Sankt Annæ Gymnasium Anette Holst og fortælle, at der også her havde fundet krænkelser sted overfor elever. Indholdet af henvendelserne fra de tidligere elever var så alvorligt, at ledelsen på Sankt Annæ Gymnasium sammen med Københavns Kommune besluttede at iværksætte den eksterne advokatundersøgelse.

- De første meldinger fra tidligere elever gjorde os bekymret for omfanget af krænkelserne – hvad var der foregået, og hvor længe stod det på? Vi blev hurtigt klar over behovet for en grundig, ekstern undersøgelse af forholdende omkring koret, så vi ikke skulle undersøge os selv i noget, der kunne være meget alvorligt, forklarer Tobias Børner Stax, der samtidig sender en tak til de elever, der henvendte sig.

I undersøgelsen, der har stået på i syv måneder, fremgår det, at i hvert fald enkelte personer i skolens ledelse på et tidspunkt har kendt til, at der var en lærer og en elev, der var i et forhold og boede sammen. Det skete fordi, det blev nødvendigt at lade en af lærerens kollegaer overtage eksaminationen af den pågældende elev.

Det understreges dog også, at der er ikke er fundet henvendelser til hverken skolens ledelse eller til Københavns Kommune om problemerne i perioden. Det er også advokaternes vurdering, at ingen af de hændelser, der er beskrevet i advokatundersøgelsen, bør føre til politianmeldelse, lyder det.

Derfor skal Københavns Kommune heller ikke umiddelbart udbetale erstatninger, som man så det i DR-sagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik