Udvalgspolitikere: Selskaber skal ikke bygge tofamiliehuse i København

Københavnske villakvarterer får flere og flere store tofamiliehuse, men det er ikke positivt, mener flere medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget.

Mange grundejere i københavnske villakvarterer er trætte af, at der skyder nye tofamiliehuse frem rundt omkring dem.

Og den udvikling huer heller ikke Jakob Næsager fra Det Konservative Folkeparti, der er medlem af Københavns Teknik- og Miljøudvalg.

- Vi synes bestemt ikke, at det er en positiv udvikling, at man bygger tofamiliehuse i et villakvarter. Vi ønsker at bevare villakvarterne som grønne oaser, og det bliver sværere og sværere for københaverne at få råd til at købe en bolig i et villakvarter, hvis de er i skarp konkurrence med store selskaber, som er på jagt efter villaer, som de kan omdanne til flerfamilieboliger, siger Jakob Næsager til TV 2 Lorry.

quote Jeg kan godt forstå naboernes frustrationer, hvis villaområderne er ved at udvikle sig til mini brokvarterer. Det er ikke det, der er tanken.

Lars Weiss, medlem af Teknik- og Miljøudvalget (A)

Lars Weiss fra Socialdemokratiet mener også, at tofamiliehuse bliver et problem, hvis det er en god forretning for selskaber.

- Jeg kan godt forstå naboernes frustrationer, hvis villaområderne er ved at udvikle sig til mini brokvarterer. Det er ikke det, der er tanken. Jeg synes, at det er væsentligt, at vi i København også værner om den eneart, som vores villakvarterer har, så det er med socialdemokratiske øjne ikke et scenarie, vi ser med glæde på, siger Lars Weiss til TV 2 Lorry.

Lars Weiss, medlem af Teknik- og Miljøudvalget i København.
Lars Weiss, medlem af Teknik- og Miljøudvalget i København.
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry

I Teknik- og Miljøudvalget forsøgte man for få år tilbage at dæmme op for byggeriet af tofamiliehuse.

Praksisændringen i 2017

I 2017 blev det vedtaget, at Københavns Kommune ikke som udgangspunkt skal godkende byggeri af tofamiliehuse med det, der kaldes et lodret skel. Det vil sige to sammenhængende boliger ved siden af hinanden.

Tofamiliehuse med lodret skel er to boliger ved siden af hinanden.
Tofamiliehuse med lodret skel er to boliger ved siden af hinanden.
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry

Dengang forholdt man sig dog ikke til byggeri af tofamiliehuse med et vandret skel. Altså to boliger, der ligger ovenpå hinanden.

Tofamiliehuse med vandret skel er når boligerne ligger ovenpå hinanden.
Tofamiliehuse med vandret skel er når boligerne ligger ovenpå hinanden.
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry

Jakob Næsager har svaret på, hvorfor man kun valgte at stoppe tofamiliehuse med lodret skel.

- I 2017 der oplevede vi kun, at det var et problem med det her med lodrette skel mellem flerfamiliehuse. Der var det ikke et praktisk problem med, at man også byggede flere boliger ovenpå hinanden, siger han.

Men nu er flere politikere blevet opmærksomme på, at også det vandrette skel skaber problemer ude i villakvartererne. Naboerne fortæller, hvordan de store tofamiliehuse giver skyggegener og indkigsgener.

quote Hvis vi skal fortsætte med at fortætte i byen, så synes jeg ikke, vi kan sige, at det kun skal være i brokvartererne. Altså så kan det være lige så relevant i villakvartererne.

Ninna Hedeager Olsen, Teknik- og Miljøborgmester (Ø)

Og der er ikke nok tale om få tilfælde.

En aktindsigt som TV 2 Lorry har søgt hos Teknik og Miljøforvaltningen viser, at byggeri af tofamiliehuse med vandret skel har været en tendens i flere år. Siden 2014 har kommunen minimum godkendt 31 ansøgninger om at ændre et enfamiliehus til et tofamiliehus med vandret skel. Ni af ansøgningerne har kommunen godkendt efter praksisændringen i 2017.

Der sker fortætning i byen

Ifølge Københavns Teknik- og Miljøborgmester er der ikke det samme principielle problem i at bygge tofamiliehuse med vandret skel. Det skyldes, at boliger med vandret skel ikke på samme måde går ud over det grønne.

Og da der er flere og flere, som vil bo i København, er fortætning en nødvendighed, mener Københavns Teknik- og Miljøborgmester fra Enhedslisten, Ninna Hedeager Olsen.  

- Hvis vi skal fortsætte med at fortætte i byen, så synes jeg ikke, vi kan sige, at det kun skal være i brokvartererne. Altså så kan det være lige så relevant i villakvartererne, siger hun til TV 2 Lorry.

Men Teknik- og Miljøborgmesteren mener, at byggeri af tofamiliehuse bliver et problem, hvis muligheden udnyttes af selskaber.
 
- Jeg synes ikke, det er en god ide med spekulationsbyggeri i byen, der presser priserne op, men jeg ønsker, at familien som har lyst til at bygge for at bo flere generationer sammen, skal have lov til det. Så vi må ligesom finde en måde, hvor vi kan stoppe det ene uden at begrænse fuldstændig villaer nogensinde kan laves om, siger Ninna Hedeager Olsen.

Ninna Hedeager Olsen, Teknik- og Miljøborgmester i København.
Ninna Hedeager Olsen, Teknik- og Miljøborgmester i København.
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry

Der skal findes en løsning

Generelt er de alle enige om, at muligheden for at bygge tofamiliehuse med vandret skel ikke skal fjernes, men begrænses.

Jakob Næsager peger på kommuneplanen som en mulig løsning.

quote Hvis ikke det lykkes at få sat en effektiv stopper ind i kommuneplanen, så vil vi tage det op i teknik og miljøudvalget, så vi i lokalplanerne får sat en stopper for det.

Jakob Næsager, medlem af Teknik- og Miljøudvalget (C)

Kommuneplanen er en ramme for, hvordan arealet i en kommune skal bruges. Og kommuneplanen er netop nu ved at blive udarbejdet for København.

- Hvis ikke det lykkes at få sat en effektiv stopper ind i kommuneplanen, så vil vi tage det op i teknik og miljøudvalget, så vi i lokalplanerne får sat en stopper for det, siger Jakob Næsager.

Jakob Næsager, medlem af Teknik- og Miljøudvalget i København.
Jakob Næsager, medlem af Teknik- og Miljøudvalget i København.
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry

Teknik- og Miljøborgmesteren mener, at løsningen skal findes højere oppe i systemet.

- Jeg tror, at med det vi ser lige nu med den enorme udvikling, der er af spekulationsbyggeri, der tror jeg, at vi har brug for hjælp fra Folketinget. Jeg tror, at vi bliver nødt til også at få noget ændret lovgivning, siger Ninna Hedeager Olsen.

Til december vil det stå klart, om kommuneplanen vil begrænse muligheden for at bygge tofamiliehuse med vandret skel.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik