Udbrud af sydafrikansk corona-variant i København: "Bliv testet i weekenden"

Alle tæt på udbrud af smitsom virusvariant bør lade sig teste i weekenden, siger københavnsk borgmester.

Der er udbrud med en sydafrikansk virusvariant i Nordvest-kvarteret i København. Alle borgere tæt på udbruddet bør testes i weekenden.

Det siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) i en pressemeddelelse fra kommunen fredag aften.

- Den sydafrikanske variant må for alt i verden ikke få lov til at sprede sig i København.

- Derfor er det nu helt afgørende, at borgerne i Nordvest viser samfundssind ved at lade sig teste hurtigst muligt, så vi kan stoppe spredningen med den meget smitsomme variant, siger hun i meddelelsen.

Opfordringen om at blive testet gælder særligt beboere i det område, der ligger i trekanten mellem Frederiksborgvej, Frederikssundsvej og Glasvej.

Sms sendes ud til borgere

Der bliver sendt en sms ud til borgere, der bor tæt på udbruddet, hvor de opfordres til at lade sig teste. Man bør blive hjemme, til man har fået svar på prøven, fremgår det af pressemeddelelsen.

Udbruddet var kendt for Københavns Kommune allerede torsdag aften.

Da tog Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed ud i området med en podebil, hvor de stemte dørklokker og opfordrede borgerne til at blive testet øjeblikkeligt.

Ifølge TV 2 kan Københavns Kommune ikke oplyse det præcise antal af smittetilfælde, der er konstateret i kvarteret, men at det drejer sig om mellem to og ni. Kommunen kan heller ikke oplyse, om tilfældene er konstateret i forbindelse med rejseaktivitet hos de smittede.

Går under navnet B1351

Den sydafrikanske variant af coronavirus går også under navnet B1351. Den blev første gang opdaget i Sydafrika i oktober sidste år.

Virusvarianten har samme mutation som den britiske variant, der gør at virusset er mere smitsomt. Statens Serum Institut (SSI) vurderer, at denne variant af virusset ikke gør en mere syg end den almindelige coronavirus.

Til gengæld kan virusset være mere modstandsdygtig over for vacciner, da den har mutationen E484K, der giver virusset nedsat følsomhed over for antistoffer.

Den sydafrikanske variant er en af de varianter, som Statens Serum Institut (SSI) holder særligt øje med.

Læs om de fem varianter i SSI's søgelys her:

* Virusvariant B117:

Varianten blev første gang påvist i september sidste år i England.

Der er bred enighed om, at varianten er mere smitsom end de gængse varianter af coronavirus. Den øgede smitsomhed er vurderet til at være mellem 35 og 75 procent. I Danmark viser det relative kontakttal for varianten, at den er 55 procent mere smitsom end andre varianter.

Analyser har indikeret, at B117 ikke har medført alvorligere sygdom. Foreløbige resultater fra nyere studier tyder dog på, at der kan være øget dødelighed ved infektion med varianten.

Om B117 forårsager alvorligere sygdom undersøges yderligere. Foreløbige resultater antyder kun let nedsat følsomhed over for neutraliserende antistoffer.

I England har man dog fundet B117 med en ekstra mutation, E484K. Det er bekymrende, skriver SSI, for studier har vist, at E484K giver nedsat følsomhed for antistoffer. Det er ifølge SSI ikke tilfældet i Danmark.

* Virusvariant B1351:

Denne virusvariant blev første gang påvist i Sydafrika i oktober sidste år.

Den har flere mutationer i spike-proteinet på overfladen af virusset. Særligt tre af dem - K417N, E484K og N501Y - bekymrer forskerne. Det er nemlig muligt, at nogle af dem kan påvirke variantens smitsomhed eller følsomhed for antistoffer.

Studier har vist, at E484K-mutationen giver nedsat følsomhed for antistoffer. Nedsat følsomhed for antistoffer giver en bekymring for vacciners effekt på denne variant og for risikoen for at blive smittet igen.

Der har tidligere været berettet om 13 registrerede tilfælde af varianten med den pågældende mutation. Derudover melder Københavns Kommune fredag om et udbrud i kvarteret Nordvest uden at nævne, hvor mange der er bekræftet smittet.

* Virusvariant P1:

I januar i år rapporterede Brasilien og Japan om varianten P1, der første gang blev fundet i den brasilianske by Manaus og hos rejsende fra Japan, der havde været i Brasilien.

Varianten har ti mutationer i spike-proteinet. Særligt tre af dem er vigtige at holde øje med. Da varianten har mutationen N501Y, som også den britiske og den sydafrikanske variant har, er der stor mistanke om, at varianten P1 har øget smitsomhed. Det er dog ikke endeligt bevist.

Det vides ikke, om varianten giver alvorligere sygdom.

P1 har også mutationen E484K, som studier har forbundet med nedsat følsomhed for antistoffer.

* Virusvariant P2:

Denne variant blev fundet i Rio de Janeiro i Brasilien i slutningen af december sidste år.

Ligesom varianten P1 har denne variant også mutationen E484K, som studier forbinder med nedsat følsomhed for antistoffer. Det vides ikke, om varianten giver alvorligere sygdom.

* Virusvariant N439K:

Varianten blev første gang påvist i Skotland i marts sidste år, men den er også set i en række andre lande. I Europa er det især i Slovenien, Tjekkiet og Rumænien.

Der er øget fokus på denne variant, da studier viser, at N439K blandt andet indikerer nedsat følsomhed over for antistoffer.

Der er ikke evidens for, at denne variant påvirker effekten af vacciner. Der er heller ikke noget, der tyder på øget smitsomhed eller et alvorligere sygdomsforløb.

Der er ikke noget i denne variant, der tyder på, at den er mere alvorlig end det generelle billede med coronavirus i Danmark.

Kilde: Statens Serum Institut (SSI).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik