Tusindvis af "stærkt utilfredsstillende" fejl forsinker milliarddyrt skandalebyggeri igen-igen-igen

Flere tusind fejlbehæftede brandlukninger forsinker byggeriet af Niels Bohr Bygningen yderligere.

Færdiggørelsen af Niels Bohr Bygningen er løbet ind i nye problemer, som betyder, at det milliarddyre prestigebyggeri bliver yderligere forsinket.

Forsinkelsen skyldes, at flere tusinde af de brandhæmmende lukninger i bygningen ikke er lavet korrekt.

Det oplyser Vejdirektoratet, som er bygherre på forskningsbyggeriet, der skal skabe nye, topmoderne rammer for Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

quote Det er naturligvis dybt utilfredsstillende, at vi må bruge tid og ressourcer på den slags i byggeriets afsluttende fase, men det er altså den situation, vi står i

Erik Stoklund Larsen, anlægsdirektør ved Vejdirektoratet

Tekniske brandlukninger udføres blandt andet for at forhindre ilden at brede sig i tilfælde af brand. Brandlukning er en del af den tekniske isolering der foretages på bygninger og skal til enhver tid overholde de gældende krav til brandmodstandsevne. 

Vejdirektoratet har selv fundet frem til fejlene i forbindelse med, at der er foretaget stikprøvevise tilsyn over en lang periode fra 2020 til 2021. Der er tale om et tilsyn, der har suppleret den løbende, generelle kvalitetskontrol af byggeriet.

- Vi er stort set færdige med de øvrige aktiviteter på byggeriet, men vi har en stor udfordring med de mange tusinde brandhæmmende lukninger, der simpelthen er forkert udført, siger anlægsdirektør Erik Stoklund Larsen fra Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Han kalder situationen "dybt utilfredsstillende".

- Vi er lige nu i gang med at udbedre fejlene på dem, så vi kan få bygningen brandgodkendt og endelig færdiggjort. Det er naturligvis dybt utilfredsstillende, at vi må bruge tid og ressourcer på den slags i byggeriets afsluttende fase, men det er altså den situation, vi står i.

Niels Bohr-Bygningen på Jagtvej i København.
Niels Bohr-Bygningen på Jagtvej i København.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Byggeri udskudt utallige gange 

Det er ikke første gang, at byggeriet af Niels Bohr Bygningen er blevet ramt af problemer. I juni skrev Licitationen – Byggeriets Dagblad, at forskningsbyggeriet på godt et år var blevet udskudt ikke færre end 20 gange med en samlet, yderligere forsinkelse på knap 11 måneder.

Vejdirektoratet forventer, at Niels Bohr Bygningen med den nuværende fremdrift er brandgodkendt og klar til overdragelse uden væsentlige mangler i slutningen af oktober måned.

Niels Bohr-Bygningen på Jagtvej i København.
Niels Bohr-Bygningen på Jagtvej i København.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Brandlukningerne er ifølge Vejdirektoratet en vigtig del af bygningens komplicerede installationsgennemføringer og etagedæk.

De er lavet af en række forskellige entreprenører. Og Vejdirektoratet har efterfølgende forsøgt at få disse entreprenører til at udbedre deres mangelfulde arbejde. Dette har dog ikke været muligt. 

- Enten fordi entreprenørerne ikke har ønsket at gøre det eller ikke har magtet at levere den tilfredsstillende kvalitet i udbedringerne, lyder det i pressemeddelelsen.

Anlægsdirektør undrer sig 

- Det er stærkt utilfredsstillende set fra vores stol, uddyber Vejdirektoratets anlægsdirektør Erik Stoklund over for TV 2 Lorry.

- Når vi sammenligner med andre anlægsbyggerier, så støder vi jo ikke på et omfang af mangler og fejl, som vi har gjort i det her byggeri. Det kan undre mig, at entreprenørernes ledelser ikke har taget bedre fat og fået de her ting på plads, når de bygger tingene, siger han.

Anlægsdirektør Erik Stoklund Larsen er utilfreds med årligt udførte arbejde.
Anlægsdirektør Erik Stoklund Larsen er utilfreds med årligt udførte arbejde.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

Sommerferie og branchetravlhed har skabt forsinkelse  

Vejdirektoratet har i stedet set sig nødsaget til at indgå samarbejde med fire nye entreprenører til at rette fejlene i de tusindvis af mangelfuldt udførte brandlukninger

De nye entreprenørers arbejde med at udbedre brandlukningerne har dog været hæmmet af sommerferien og det travle anlægs- og byggemarked, der har gjort det svært for dem at mønstre tilstrækkelig arbejdskraft.

Vejdirektoratet forventer dog, at denne udfordring bliver mindre i den kommende tid, hvor ferieperioden slutter.

- Vi kan dog ikke skjule, at der er tale om et stort og kompliceret arbejde, eftersom de fejludførte lukninger ofte er skjulte og først bliver opdaget ved destruktive undersøgelser, siger anlægsdirektør Erik Stoklund Larsen og fortsætter:

- Jeg kan dog garantere, at vi som bygherre har vores fulde fokus på dette problem og arbejder på højtryk for at blive helt færdige med bygningen så hurtigt som muligt.

- Det er jo et stort og moderne byggeri, der er blevet færdiggjort i henhold til de tekniske og funktionelle krav, som blev fastlagt af Bygningsstyrelsen i samarbejde med Københavns Universitet. Og nu skal vi bare have løst udfordringerne med brandlukningerne.

Niels Bohr Bygningen er på nuværende tidspunkt over fire et halvt år forsinket, og byggeriet er fordyret med mere end 2,4 milliarder kroner i forhold til det oprindelige budget på 1,8 milliarder kroner, der var sat, da byggeriet blev skudt i gang i 2013

Den samlede regning lyder dermed på 4,2 milliarder kroner.

Her er et overblik over byggeprojektet:

Her er et overblik over byggeriet af Niels Bohr Bygningen.

  • Sommeren 2013: Daværende bygningsminister Rasmus Helveg (R) tog første spadestik til det nye Niels Bohr-byggeri. Intentionen var, at det skulle stå færdigt i 2017.

  • Februar 2017: Den statslige bygherre, Bygningsstyrelsen, opsagde kontrakten med det spanske vvs-firma Inabensa, der stod for bygningens ventilations- og kølesystem. Begrundelsen var store forsinkelser og kvalitetsproblemer.

  • Ventilationsentreprenøren Proventilation bliver tilknyttet for at rette op på de fejl, Inabensa har lavet. Blandt andet skulle der udskiftet 2,5 kilometer ventilationsrør.

  • April 2017: Bygningsstyrelsen beslutter at færdiggøre byggeriet med to af de eksisterende entreprenører, Bravida og Aarsleff.

  • Efterår 2017: Bygningsstyrelsen politianmelder Inabensa for snyd med materialer.

  • November 2017: Konsulentrapport kritiserer ledelsen af byggeriet. Bygningsstyrelsens direktør fyres. Vejdirektoratet overtager ansvaret for Niels Bohr-byggeriet.

  • December 2017: Inabensa rejser et erstatningskrav på 100 millioner kroner mod Bygningsstyrelsen for uberettiget at være blevet sat fra arbejdet.

  • Kammeradvokaten lægger på vegne af Bygningsstyrelsen sag an mod Inabensa med et erstatningskrav på 625 millioner kroner

  • Byggeriet var oprindeligt budgetteret til 1,6 milliarder kroner, men blev i december 2017 opjusteret til at ville koste 2,9 milliarder kroner.

  • Marts 2018: En ny tidsplan til Finansudvalget viser, at byggeriet tidligst vil stå færdigt i starten af 2019.

  • Juni 2018: Københavns Universitet anlægger en voldgiftssag mod Bygningsstyrelsen om principperne for den kommende husleje for Niels Bohr-byggeriet.

  • Juni 2019: Budgettet bliver endnu engang overskredet med 290 millioner kroner, og byggeriet har derfor behov for endnu en budgetbevilling.

  • August 2019: Byggeledelsen og bygherren på Niels Bohr-projektet tilbageholder betalinger til Proventilation for arbejde, som allerede er udført på byggepladsen.

  • Oktober 2019: Ventilationsentreprenøren, Proventilation, trækker sig fra arbejdet på grund af de ubetalte regninger.

  • Juni 2021: I løbet af de seneste knap 14 måneder er færdiggørelsen af forskningsbyggeriet Niels Bohr Bygningen i København blevet udskudt ikke færre end 20 gange med en samlet, yderligere forsinkelse på knap 11 måneder, skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.

  • August 2021: Flere tusind fejlbehæftede brandlukninger forsinker byggeriet af Niels Bohr Bygningen yderligere.


Kilder: Information, Bygningsstyrelsen, Proventilation og Vejdirektoratet

/ritzau/

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik