Tusinder deltog i VM-fest i Hafnia-hallen, mens Qatar-kritik for en tid forstummede

Danmarks VM i Qatar blev for alvor sparket i gang tirsdag. Noget, som de danske fans har glædet sig til trods stor kritik af værtsnationen.

Hafnia-hallens grønne kunstgræstæppe danner rammen om den fodboldkamp, som mere end 1.000 rød-hvide fodboldfans har set frem til, lige siden Danmark kvalificerede sig til verdensmesterskaberne. 

- Det bliver så fedt. Vi har glædet os i jeg ved ikke hvor lang tid, siger Ditte Skouv fra Hvidovre, der er til storskærmsarrangement i Hafnia-hallen i Valby.

I takt med at uret bevæger sig nærmere og nærmere klokken 14:00 og kampstart, og jo mere fadøl der forlader hanerne og i stedet finder vej til de feststemte roligans, desto mere stiger humøret.

Der bliver sunget danske slagsange i kor, og de første fans er begyndt at danse til de velkendte taktfaste viser.

(Artiklen fortsætter under billedet...)

Ditte Skouv ser Danmarks åbningskamp med to kammerater.
Ditte Skouv ser Danmarks åbningskamp med to kammerater.
Foto: Katrine Angel / TV 2 Lorry

En af dem, der synger allerhøjest er Jeanette Krogstrup fra Køge. Hun har i dagens anledning taget familien med i Hafnia-hallen for at dele fodboldfesten med sine børn.

- Landsholdet er for mig enormt vigtigt! Det er noget, som er en stor del af mit liv. Og at få lov at dele det med alle dem, man overhovedet kan – familie, venner og alle de mennesker, der er her, det er fedt. Virkelig fedt, siger hun.

Ikke kun en festdag

Men man kan næsten ikke sige VM 2022 i Qatar uden også at nævne den massive kritik, som den seneste tid er haglet ned over slutrunden i ørkenstaten.

De imponerende stations i Qatar er nemlig bygget på ligene af tusindvis af migrantarbejdere, værtsnationen har gentagende gange brudt menneskerettighederne, og især kvinder og LGBT+ personer er uden rettigheder i Qatar.

Men det er noget, som de mange fans forsøger at lægge fra sig, når fløjten lyder.

- I dag er den dag, hvor jeg tænker, at slipper det politiske og ser fodbolden, og det er det, jeg er her for, siger Sebastian Hoe fra Gentofte, der er i Hafnia-hallen med sine kammerater.

(Artiklen fortsætter under billedet...)

Sebastian Hoe vil gerne fokusere på fodbolden, selvom han anerkender, at der er sket forfærdelige ting i Qatar.
Sebastian Hoe vil gerne fokusere på fodbolden, selvom han anerkender, at der er sket forfærdelige ting i Qatar.
Foto: Katrine Angel / TV 2 Lorry

Det har da også været med i overvejelserne hos arrangøren, at arrangementet ikke løber af stablen uden at lytte til kritikken som har raset den seneste tid.

- DBU har valgt at deltage, Danmarks Radio og TV 2 har valgt at sende det. Og så var vi ret hurtigt klar over, at så måtte danskerne også godt se fodbold sammen, siger Jan Barslev, der er leder af Hafnia-hallen. 

Derfor har de allieret sig med Amnesty International, så der er både plancher og dokumentarer i hallen, der skal gøre tilskuerne opmærksomme på de kritisable forhold hos værtsnationen.

Fokus på menneskerettighederne er desuden et krav, hvis man som arrangør vil gøre sig forhåbninger om at modtage støtte fra Københavns Kommune til en VM-visning. 

- Jeg håber, at det har den effekt, at folk er bekendte med problemstillingen og er parate til at diskutere.

- Vi er nødt til at lukke øjnene

Blandt de mange fremmødte rød-hvide fans har en del af dem, som TV 2 Lorry taler med, også fokus på de store problemer i Qatar. 

- Jeg går hundrede procent ind for menneskerettigheder, og jeg synes, det er forfærdeligt, det der er sket i Qatar. 

- Men vi kan ikke lave om på det, vi er med til VM, vi har kvalificeret os og gjort alt, hvad vi skal, så nu skal drengene have ro til at gøre deres arbejde dernede, siger Jeanette Krogstrup fra Køge. 

(Artiklen fortsætter under billedet...)

For Jeanette Krogstrup betyder det meget at kunne dele fodboldglæden med både familien og andre fans.
For Jeanette Krogstrup betyder det meget at kunne dele fodboldglæden med både familien og andre fans.
Foto: Katrine Angel / TV 2 Lorry

- Vi er helt enige om, at det, Qatar har gang i, ikke er okay. Men jeg har det sådan lidt, at når fodbolden går i gang, så er det sporten, der tæller, lyder det fra Sebastian Hoe.

Og så håber de alle sammen på, at det trods alt kan blive et fremragende dansk verdensmesterskab.

- Vi er nødt til at lukke øjnene og så bare heppe på vores landshold. Vi elsker landsholdet og vi elsker fodbold, så vi bliver nødt til at lukke øjnene, siger Ditte Skouv.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik