Turister må overnatte i København - kan sætte en stopper for fyringer

Hos 3F København er der glæde over, at turister må overnatte i hovedstaden. De håber, at deres medlemmer, der er på lønkompensation, kan undgå fyringer.

Turister fra Tyskland, Norge og Island må nu overnatte i København. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Det er nu tilladt for tyske, norske og islandske turister at overnatte på københavnske hoteller, hvis de kommer til Danmark over sommeren.

Det oplyste justitsminister Nick Hækkerup (S) på et pressemøde fredag.

- Vi ændrer beslutning, så de turister, der kommer ind fra de lande, også har mulighed for at overnatte i København og i Frederiksberg Kommune. Det gør vi under indtryk af den kritik og den udvikling, der har været de seneste 14 dage, siger Nick Hækkerup.

Læs også Turister må ikke overnatte i København - men det er ikke her, der er flest nye smittede

Grænserne for turister fra Tyskland, Norge og Island åbner 15. juni. Indtil nu har meldingen fra regeringens været, at de ikke må overnatte i København eller på Frederiksberg og kun må tage på besøg i storbyen. Men den melding er altså nu ændret.

Og det vækker glæde hos fagforeningen 3F.

- Hvis vi skal have restauranterne, hotellerne og hele underholdningsindustiren i gang igen, så er det ikke nok med danske turister. Så giver det god mening med udenlandske turister. Vi tænker, at mange tyskere vil søge mod Danmark, fortæller formanden for 3F København, John Ekebjærg-Jakobsen, til TV 2 Lorry.

Frygtede fyringer

Ifølge Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilie Lonning Skovgaard (V), var der i slut maj over 30.000 københavnere, der er hjemme på lønkompensation - heraf er halvdelen ansatte i hotel- og restaurationsbranchen. Også hun er tilfreds med beslutningen. 

- Dermed kan hoteller og turistbranchen i hovedstaden få en tiltrængt pengeindsprøjtning, der forhåbentlig kan betyde, at flere virksomheder overlever coronakrisen, siger hun og kommer samtidig med en skarp kritik til regeringen.

Læs også Dybe panderynker hos 3F: Nul turister får voldsomme konsekvenser

- Men jeg må igen tage mig til hovedet over regeringens slingrekurs. Den ene dag mener man noget, så kommer der kritik, og så mener man pludselig noget andet. Det er nærmest en joke og utroværdigt over for befolkningen.

Hos 3F frygtede man, at ansatte i hotel- og restaurationsbranchen på lønkompensation ville blive opsagt, da den del af København havde lange udsigter til at starte op igen. Men nu er der en større optimisme for medlemmernes fremtid.

- Vi håber, at de kan blive fastholdt hos de respektive arbejdsgivere, når der nu kommer liv i København igen, siger John Ekebjærg-Jakobsen.

Læs også Turister må ikke overnatte i København, og det vil Helsingør lukrere på

København er største turistmagnet

Beslutningen om, at turister alligevel godt må overnatte i København, kommer, efter Venstre og Radikale Venstre har presset på for det.

- Det giver ikke mening, at vi siger til turister, at de gerne må komme til Danmark, men bare ikke til vores hovedstad. De må være der om dagen, men skal overnatte et andet sted, sagde Tommy Ahlers, der er medlem af Erhvervsudvalget for Venstre, til Ritzau tidligere fredag.

Turister fra Tyskland, Norge og Island, der fra på mandag må rejse ind i Danmark, skal fortsat have booket seks overnatninger, eje et sommerhus eller have en kæreste, for at de må krydse grænsen til Danmark.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik