Træt af homofobi i fodbold – FCK indgår nyt samarbejde for mere mangfoldighed

FCK, Pan Idræt og #Gamechanger har indgået en samarbejdsaftale, der skal sikre et øget fokus på inklusion af alle i dansk fodbold.

FCK vil have, der skal være plads til alle uanset seksuel orientering i fodbold.

Derfor har klubben netop indgået et officielt samarbejde med med Pan Idræt og #Gamechanger, der skal sikre et øget fokus på inklusion af alle i dansk fodbold.

Samtidig bliver Pan Idræt også ny samarbejdsklub i F.C. København. Det oplyser FCK i en pressemeddelelse.

- For os handler det om at sætte handling bag ordene om at være mere for københavnerne, siger direktør Jacob Lauesen.

FCK vil simpelthen lære om bedre inklusion i fodbold og så brede det ud til resten af fodboldflagskibets samarbejdsklubber.

- Når vi siger, at vi vil være københavnernes klub, så gælder det alle københavnere. Derfor skal vi have en klub, der bidrager konkret til, at alle føler sig velkomne i dansk fodbold, uanset om det er som tilskuer i Parken, som spiller i vores egen klub eller i en af vores samarbejdsklubber, uddyber Jacob Lauesen.

Inspirationsmøder og udveksling

Konkret kommer samarbejdet eksempelvis til at byde på inspirationsmøder i Parken og udveksling i Talentafdelingen.

quote Det er et vigtig skridt i den rigtige retning for fodbolden i Danmark

Christian Bigom, formand for Pan Idræt

Pan Idræt er stiftet i 1984 og har i dag flere end 1.500 medlemmer fordelt på 27 idrætsgrene, herunder fodbold. Et af foreningens formål er at sikre plads til alle i idræt med et særligt fokus på seksuel mangfoldighed og kønsdiversitet.

- Pan Idræt er en meget veldrevet klub, der har nogle unikke kompetencer, der er brug for i alle klubber, siger Anders Hall Toft, der er leder af FCK Klubsamarbejdet.

- Vi kan bidrage til at udvikle Pan Idræt yderligere som idrætsforening, mens de kan lære os en masse om bedre inklusion af alle i fodbold. Det kan vi hjælpe med at sprede til en masse klubber, så alle føler sig velkomne, uanset hvem de er, uddyber han.

FCK Klubsamarbejdet tæller 53 samarbejdsklubber med flere end 37.500 medlemmer, hvilket svarer til 28 procent af alle aktive fodboldspillere på Sjælland og i København.

Vil gøre en forskel

Samarbejdet mellem Pan Idræt og F.C. København involverer også Projekt #Gamechanger, der er et projekt, som handler om at gøre en forskel.

- Når vi i Pan Idræt er med til at søsætte projekter som #GameChanger, er det vigtigt, at der kommer blivende resultater, der kan understøtte en kulturforandring, siger Christian Bigom, formand for Pan Idræt.

- Derfor siger vi ja tak til et tæt samarbejde med FCK om mere mangfoldighed i fremtidens fodbold året rundt. Vi ser FCK's engagement i #GameChanger og samarbejdsaftalen med os i Pan Idræt som et vigtig skridt i den rigtige retning for fodbolden i Danmark.

F.C. Københavns første initiativ i samarbejdet bliver at tage læring ind internt:

- Vi begynder med os selv ved at invitere Pan Idræt til at komme ud i vores Talentafdeling og lære fra sig, siger Anders Hall Toft.

- Derefter tilbyder vi det bredere til vores samarbejdsklubber, der alle bliver inviteret til et inspirationsmøde i Parken med oplæg fra Pan Idræt, inden vi har planer om flere initiativer.

Det nye samarbejde bliver officielt præsenteret til kampen mellem FCK og Randers den 12. august.