Touren kan give turismeboost: "Mon ikke, at vi får flere events i fremtiden?"

Den danske tour-start og efterfølgende sportslige succes kan få betydning for turismen i København og Danmark, vurderer VisitDenmark.

Det begyndte med en holdpræsentation i Tivoli, der gav selv den firedobbelt Tour-vinder Chris Froome gåsehud.

Herefter fulgte tre etaper i Danmark, hvor de mange danske tilskuere og den gode stemning indløste international omtale. 

Og på de franske veje hev de danske ryttere fire etapesejre hjem, inden Jonas Vingegaard søndag kunne lade sig hylde som dansk Tour-vinder på Champs-Élysées i Paris.

Der har på mange måder stået Denmark på årets udgave af Tour de France.

Og den danske tour-start og efterfølgende sportslige succes kan få betydning for turismen i København og Danmark, vurderer VisitDenmark. 

- Danmark er ikke særlig kendt som turistland i udlandet. Nu har vi fået fire ugers uafbrudt positiv omtale af Danmark i de internationale medier, så det må føre til, at der er nogle, der får lyst til at komme til Danmark og besøge vores dejlige land, uddyber Anders Rosbo, der er kommunikationschef i VisitDenmark, overfor TV 2 Lorry. 

Historisk dansk Tour

Da Jonas Vingegaard søndag blev kronet som vinder af årets Tour de France, var det afslutningen på en historisk dansk udgave af Tour de France.

Ikke alene lykkedes det cykelrytteren fra Glyngøre at sikre sig den samlede sejr og den prikkede bjergtrøje. 

De danske cykelryttere sikrede sig fire danske etapesejre i årets løb, hvilket ikke er sket tidligere.

Jonas Vingegaard sikrede sig sejren på 11. og 18. etape af det franske cykelløb, mens Magnus Cort og Mads Pedersen kunne lade sig hylde som vindere af henholdsvis 10. og 13. etape. 

Og netop samspillet mellem afvikling af Touren i Danmark og den sportslige udvikling med dansk succes kommer ifølge VisitDanmark til at tegne et særligt billede af Danmark og hovedstaden som sted. 

- Det har tegnet et billede af en fantastisk opbakning og et fantastisk sympati og interesse omkring Tour de France. Også sympatiske cykelryttere som for eksempel ydmyge Jonas Vingegaard. Det er også noget, som de internationale medier har klappet over. 

- Jeg tror, at fire ugers udelukkende positiv eksponering af Danmark i de internationale medier helt klart kan få udlændige til at overveje at tage til Danmark - også som cykelland, siger Anders Rosbo.

Udelukker ikke nye store sportsevents

Tour de France-starten kørte i hovedstadsområdet igennem København, Roskilde og Lejre Kommuner.

Ifølge Politiken er den samlede offentlige regning for at afholde Tour de France i Danmark mindst 180 millioner kroner. 

Men spørger man VisitDenmark, så er de penge altså givet godt ud. 

- Det handler ikke kun om hotelovernatninger og solgte sandwich. Det handler også om stoltheden og den samlingskraft, der er i Danmark, siger Anders Rosbo og tilføjer:

- Det handler om, at der måske bliver indgået forretningsaftaler med franske og udenlandske firmaer. Vi bliver præsenteret som et land og en by, der er utrolig dygtige til at lave de her store sportsevents, så mon ikke, at vi får flere i fremtiden?, slutter han. 

Sagnlandet Lejre blev i forbindelse med 2. etape af Tour de France fra Roskilde til Nyborg vist for millioner af tv-seere. Hør direktør Lars Holtens reaktion i interviewet nedenfor.

Interview med direktør Lars Holten, Sagnlandet, om brandingværdi.