To personer fængsles i sag om skuddrab på Nørrebro

To personer fremstilles fredag i grundlovsforhør efter torsdagens skuddrab på Nørrebro.

Opdatering klokken 12.53
Artiklen er blevet opdateret, efter at to personer er blevet sigtet i sagen.

De to personer, der blev anholdt efter skyderiet på Nørrebro torsdag aften, er sigtet for at have skudt og dræbt en yngre mand i midten af 20'erne.

Det er kommet frem fredag under et grundlovsforhør, hvor det blev besluttet, at de to skal fængsles frem til den 22. december. 

Det skete ved grundlovsforhøret, som blev holdt bag lukkede døre.

Den ene af de sigtede er en 21-årig mand. Han havde en svensk tolk med inde til grundlovsforhøret.

Den anden var en dansk mand.

Ifølge sigtelsen var det den svensktalende mand, der affyrede skud mod den nu afdøde mand og en anden person, der undløb fra stedet.

Den danske mand kørte flugtbilen, som politiet senere fik stoppet, hvorefter anholdelsen fandt sted.

De er også blevet sigtet for ulovlig besiddelse af en pistol af mærket Glock, der skulle være blevet brugt under skyderiet.

Der er muligvis flere gerningsmænd i sagen, og der kan også være flere forurettede. Efterforskningen af sagen fortsætter.

Sigtelsen kommer efter, at en mand torsdag eftermiddag blev ramt af skud i ryggen.

Manden mistede livet på hospitalet, efter at betjente havde fundet ham liggende på Nørrebro.

Hændelsen skete omkring Nørrebrogade og Sorgenfrigade.

Det var dog uklart, hvor skyderiet præcist er sket, da politiet torsdag undersøgte, om skudepisoden også skete der, hvor den dræbte blev fundet.

Kendt fra bandemiljøet

Senere torsdag oplyste politiet, at man havde anholdt to personer, og at manden, der blev skudt og dræbt på Nørrebro, har banderelationer.

Hvilken bande manden, der er midt i tyverne, er relateret til, oplyste politiet dog ikke.

Politiet kunne torsdag ikke afvise, at der var flere end de – foreløbigt – to anholdte involveret i sagen.

- Vi efterforsker bredt, og vi har ikke låst os fast på et bestemt antal gerningsmænd endnu, sagde politiinspektør i Københavns Politi, Rasmus Bernth Skovsgaard, til TV 2 Lorry.

Ligeledes kunne politiet heller ikke oplyse, om der var blevet afgivet flere skud.

Forfærdelse blandt beboere

Anmeldelsen om skud kom klokken 16.22, hvorefter politiet sendte flere patruljer afsted til Nørrebrogade i København.

- Vi kommer derud, hvor vi kan konstatere, at én person er ramt af skud i ryggen. Personen bliver kørt på hospitalet. Kort efter får vi at vide, at personen er afgået ved døden, fortalte vagtchef Martin Kajberg torsdag eftermiddag til TV 2 Lorry.

Hos Nørrebro Lokaludvalg er formand, Mogens Petersen, forfærdet over eftermiddagens hændelser.

- Det er trist. Det har været så dejligt at være fri for den slags meget længe. Og at vi nu skal igennem den her form for vold i bydelen igen er trist.

- Det er forfærdeligt, at det sker midt i myldretiden, hvor alle mulige andre mennesker bliver blandet ind i det. Der må være mange mennesker, der har bevæget sig rundt, sagde han torsdag til TV 2 Lorry.

Konflikt mellem bander

Som følge af en voldelig konflikt mellem to københavnske bander oprettede Københavns Politi den 17. november to visitationszoner.

Den ene blev i Brønshøj – mens den anden omfattede dele af Nørrebro, København NV og Ydre Østerbro.

Visitationszonerne blev oprettet efter, at der havde været flere episoder, som ifølge politiet havde forbindelse til konflikten mellem to grupperinger. Der havde i flere tilfælde været anvendt skydevåben.

Den 11. november blev der for eksempel affyret skud mod en gruppe personer. Det skete ved en kiosk på Ruten i Tingbjerg.

Et par dage senere, 16. november, blev der affyret flere skud ved en kiosk på Bisiddervej i København NV.

Visitationszonerne gjaldt frem til den 1. december klokken 18.00 – altså mindre end 24 timer før torsdagens skuddrab.

- Vi har ikke fundet det nødvendigt at forlænge de visitationszoner i hhv. Brønshøj og på Nørrebro og i Nordvest, som blev indført den 17. november, skrev Københavns Politi i den forbindelse på Twitter.

Det er på nuværende tidspunkt uklart, om torsdagens skuddrab kan forbindes til konflikten.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik