To mænd bag tremmer for at opbevare 200 kilo dynamit i et skur på Amager

Politiet fandt i april sprængstoffet på en adresse i Sundby på Amager under en planlagt politiaktion.

To mænd på 21 og 55 år er blevet idømt fængselsstraffe på henholdsvis fem og fire år for at have opbevaret mere end 200 kilo dynamit på en adresse på Amager.

Det har Københavns Byret afgjort torsdag middag, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Den store mængde sprængstof blev fundet under en planlagt politiaktion i et skur i Sundby 18. april, skriver politiet.

De to tiltalte erkendte sig ved torsdagens retsmøde skyldige og modtog dommene.

- Der er tale om en meget stor mængde sprængstof, hvilket selvfølgelig gør sagen alvorlig.

- De to mænd har tilstået at have opbevaret dynamit og tændsatser, og jeg er tilfreds med de domme, som retten er nået frem til, siger anklager Stephanie Dahl-Jensen fra anklagemyndigheden ved Københavns Politi.

De to mænd, der har en venskabelig relation, har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen i april. Den 21-årige er ifølge politiet tilknyttet motorcykelklubben Navajo MC fra Vig. Det er ifølge politiet en støtteklub til rockerklubben Satudarah, skriver B.T.

- Jeg havde ikke umiddelbart nogen plan med sprængstoffet, sagde han ifølge mediet under retsmødet.

- Jeg købte sprængstoffet nogle uger inden min anholdelse af en bekendt, som jeg pludselig stødte ind i. Han virkede rimelig desperat, og jeg købte det uden at tænke mig om, lød det.

Farligt i en radius af 135 meter

Sammen med sprængstoffet fandt politiet også to tændsatser, men de mange kilo var ikke umiddelbart i eksplosionsfare under opbevaringen. Det skriver politiet.

Det var efterforskere fra Grænsecenter Øresund (GCØ), der hører under Københavns Politi, som slog til på adressen i april.

GCØ er et samarbejde mellem dansk og svensk politi og har til formål at efterforske grænseoverskridende kriminalitet i Øresundsregionen.

Redskabsskuret befandt sig på den 55-åriges adresse og ifølge B.T. vurderer flere eksperter, at en eksplosion af den størrelse ville kunne være livsfarlig i en radius af 135 meter.

Politiet har i den forbindelse beregnet, at 160 personer havde folkeregisteradresse inden for den afstand af skuret.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik