To familier – to valg: Den ene dropper jul med bedsteforældre, den anden løber risikoen

Familien Anderskov fra Amager er en af de familier, som har lyttet til eksperterne og droppet den store julerejse tværs over Storebælt.

Datteren Karla er enig i den store familiebeslutning.

- Ja, jeg synes, det er bedre at være på den sikre side end at tage derover og smitte dem, så de risikerer at dø, lyder det alvorligt fra 11-årige Karla Anderskov, da vi besøger familien i hjemmet på Amager.

I år har familien droppet julerejsen fra Amager til forældrene og bedsteforældrene på Bjørnø i det sydfynske øhav.

quote Det er ikke fordi mine forældre skranter, men de er jo oppe i årene. Og hensynet til dem var udslagsgivende.

Anders Anderskov

- Det var helt klart de stigende smittetal. Dem synes jeg, vi skal have bragt ned. Så må man tage et ansvar, siger hendes far, Anders Anderskov.

Eksperter fraråder at krydse Storebælt

På baggrund af de høje smittetal i Københavnsområdet anbefalede en række eksperter i sidste uge at gøre som familien Anderskov.

Er det overhovedet realistisk at lukke ned mellem landsdelene på en så vital dag som juleaften?

- Jamen, det må vi jo gøre op med os selv - hvad der er vigtigst? Om juleaften er vigtigere end at en hel masse mennesker bliver smittet og at vi fordeler den her smitte ud over landet. Det er jo det, der er risikoen, sagde formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin, Anders Beich, til TV 2 Lorry.


Vil ikke løbe nogen risiko

Familien Anderskov er ikke i tvivl om, at beslutningen er rigtig.

- Det er ikke fordi, mine forældre skranter, men de er jo oppe i årene. Og hensynet til dem var udslagsgivende. Julen er jo en traditionsbunden tid, hvor man samles i familier. Men som en af mine forældre så rigtig sagde: Det her kunne risikere at blive deres sidste jul, hvor Karla har mange jul endnu til gode, så hun skal jo nok klare julen i 2020, siger Anders Anderskov.

Og datteren Karla har vænnet sig til tanken.

quote Som en af mine forældre så rigtig sagde, det her kunne risikere at blive deres sidste jul

Anders Anderskov

- Jeg vil jo godt have været derover, fordi det plejer at være meget sjovere. Men jeg tror også, det bliver sjovt herhjemme – at prøve noget nyt. Nu skal vi holde jul med nogle venner i stedet. Men det er stadig rigtigt ærgerligt, siger Karla. 

Hendes farfar Asger forsikrer til hendes store begejstring over Skype Karla om, at julegaverne er på vej over Storebælt.

- Der er andre, der i den grad kommer til at være alene. Jeg ved, at der er flere på Bjørnø, der har aflyst julen. Der er flere, som kommer til at sidde helt alene. Vi kan jo trøste os med, at det bliver jul næste år igen. Og så er alt det her møg overstået, siger Asger Anderskov.

Andre familier og andre valg

Der er selvfølgelig mange andre familier, som trods anbefalinger vælger at krydse Storebælt alligevel.

Hos familien Grahn Jagd i Greve – mor, far og fireårige Alva – er der flere hensyn, som spiller ind.

quote Coronarisikoen er hun nok villig til at løbe for at få lov at se sin familie, for det er så vigtigt for hende. Den her fødselsdag er den, hun forventer bliver hendes sidste.

Ida Isabella Grahn Jagd

- Planen er stadigvæk, at vi skal til Jylland og se svigermor og svigerfar. Og så se oldemor også, siger Ida Isabella Grahn Jagd.

Hvorfor?

- Det betyder bare meget - henover julen - især for mig, men også for min datter, at man får lov til at se de mennesker, man elsker. Man kan hurtigt komme til at tage for givet, at man altid bare kan ses, siger Ida Isabella Grahn Jagd.

Hvad tænker du om risikoen for, at bedstemor og bedstefar og oldemor bliver smittet med corona?

- Jeg synes, den er overhængende. Jeg er faktisk nervøs for det. Og derfor har vi også holdt os så meget hjemme, som vi overhovedet kan, siger Ida Isabella Grahn Jagd

Planen om at kombinere julerejsen med en fejring af oldemorens 90-års fødselsdag er dog udskudt. Plejehjemmet har frabedt sig, at man tager beboerne hjem til jul.

- Coronarisikoen er hun nok villig til at løbe for at få lov at se sin familie, for det er så vigtigt for hende. Den her fødselsdag er den, hun forventer bliver hendes sidste - og det gør vi andre nok også, siger Ida Isabella Grahn Jagd.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik