Tivoli Hjørnet modtager prestigefuld arkitekturpris fra Amerika

For tre år siden åbnede Tivoli Hjørnet med både hotel, forretninger og Food Hall. Nu er byggeriet blevet tildelt international hæder med en amerikansk arkitekturpris.

Tivoli Hjørnet har modtaget en arkitekturpris i USA. Foto: Tivoli / Presse

Både støv og byggelarm har for længst lagt sig på hjørnet mellem Vesterbrogade og Bernstorffsgade i København, hvor den gamle have Tivoli skabte Tivoli Hjørnet - et mekka af madsteder, forretninger og hoteldrift på i alt 6.000 kvadratmeter.

Byggeriet, der kendes ved den bølgede facade af glas langs Bernstorffsgade ved Københavns Hovedbanegård, har efterhånden flere år på bagen.

Læs også Amerikanere hylder amerikanere - for Tivoli-byggeri

Alligevel er Tivoli Hjørnet og arkitekterne Pie Cobb Freed & Partners Architects nu blevet hædret med en arkitekturpris fra USA - den ottende pris siden åbningen i 2017.

Her har American Institute og Architects, AIA, netop offentliggjort listen med de otte modtagere af arkitekturprisen 2020, hvor Tivoli Hjørnet altså er med.

Tivoli Hjørnet har modtaget en arkitekturpris i USA. Foto: Tivoli / Presse

Nyt og gammelt i skøn forening

"Projektet er mesterligt udført idet det vækker harmoni og balancerer to modsatrettede udtryk. Det er imødekommende og charmerende og er blevet en selvstændig kraft i byen. Den kurvede gadefacade synes at ånde ubesværet, mens den lægger op til at blive udforsket af de forbipasserende. Samtidig skaber havefacadens grønne kaskader af årstidens vækster det perfekte bagtæppe for den fortryllende have", lyder ordene blandt andet fra juryen.

Læs også 3F i aktion: Tivoli-restauranter uden overenskomst

Netop at harmonere det, som juryen kalder "modsatrettede udtryk", er en af de største kvaliteter ved arkitektfirmaet Pie Cobb Freed & Partners med chefarkitekt Ian Bader i spidsen.

Tegnestuen står også bag udvidelsen af museet Louvre i Paris og de velkendte glaspyramider i gården.

- Vi er meget stolte over den amerikanske hæderspris og tager det som et stort skulderklap og kvalitetsstempel af vores ambitioner om at skabe langtidsholdbare løsninger, hvor vi både tager hensyn til forlystelseshavens traditioner og fornyelser, der står på skuldrene af kvalitet, siger Tivolis direktør Lars Liebst i en pressemeddelelse.

Læs også Cityringen kan afspore planlagt Tivoli-byggeri

Det prisbelønnede Tivoli Hjørne er delt op i 2 faser ifølge den godkendte lokalplan.

Fase 1 fra 2017 på hjørnet af Bernstorffsgade og Vesterbrogade er allerede bygget.

Den kommende Fase 2 på Vesterbrogade mellem Tivolis Hovedindgang og Dansk Industri, hvor det nuværende spisested Hereford Beefstouw har til huse, er endnu ikke bygget.

Desuden er der usikkerhed om, hvornår og hvordan projektet kan realiseres. Det skyldes den københavnske metro, der med Cityringen kører under netop det hjørne, hvor Tivoli skal bygge.

Tivoli er derfor i dialog med Metroselskabet om, hvordan eventuelle problematikker om gravedybde og pilotering kan løses.

Tivoli Hjørnet er tidligere blevet tildelt følgende priser:

  • National Honor Award, American Institute of Architects, 2020
  • Mixed Use Architecture Award, Architecture MasterPrize, 2019
  • Design Awards, Society of American Registered Architects, New York Council, 2019
  • Special Mention: Commercial/Mixed-Use, Architizer A+ Awards, 2019
  • Award of Merit, American Institute of Architects, New York State Chapter, 2018
  • American Architecture Award, Chicago Athenaeum, 2018
  • International Architecture Award, Chicago Athenaeum/European Centre, 2018

Kilde: Tivoli

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?