Tivoli havde håbet på tidligere åbning – mister over 100 millioner

Forlystelsesparken ærgrer sig over ikke at være en del af fase to i genåbningen. Tivoli mener selv, at de står klar til at kunne åbne på forsvarlig vis i morgen.

Sammen med resten af landets kulturinstitutioner kan Tivoli først åbne for havens forlystelser, når fase tre af genåbningen sættes i gang den 8. juni.

Da Mette Frederiksen torsdag aften foran ministerresidensen i Lyngby satte navn på de brancher, der må genåbne fra på mandag, var det uden forlystelsesparker.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi havde regnet med, at vi skulle åbne i næste uge. Da vi hørte, at vi ikke var med i anden bølge, var vi kede af det og skuffede, men da vi så her til morgen kunne læse, at vi var med i næste bølge, så kan vi naturligvis glæde os over det, siger administrerende direktør Lars Liebst til TV 2 Lorry.

Går glip af over 100 millioner

Alligevel gør fire ugers lukket forlystelsespark ondt på regnskaber hos mere end 175 år gamle kulturinstitution i hjertet af København.

Med et dagligt omsætningstab på seks millioner kroner, når Tivoli således at gå glip af omkring 185 millioner kroner, inden kalenderen viser 8. juni.

- På den korte bane mister vi en masse omsætning, men vi må sige, at det heldigvis er gået rigtig godt de seneste par år. Vi er godt rustet. Vi er jo en gammel organisation, som har overlevet to krige og flere kriser, så vi skal nok komme ud på den anden side, siger Lars Liebst.

Derudover vil Tivoli, når parken åbner den 8. juni, køre med en væsentlig lavere kapacitet end normalt. Det skyldes blandt andet en stribe vidtrækkende sikkerhedsforanstaltninger, forlystelsesparken allerede har sat i værk.

- Vi kommer til at åbne med en devise om, at én person får ti kvadratmeter herinde. Det giver en kapacitet på 8.000 gæster på én gang, hvor vi normalt kan have omkring 35.000. Det kan vi spore via computere og tælleapparater, siger Lars Liebst.

Samtidig vil parken via kameraer og sikkerhedsvagter sørge for, at forsamlingsforbuddet – som til den tid kan stige til 50 – ikke bliver brudt.

For tidligt at tale om afskedigelser

Tivolis kundegrundlag udgøres af 30 procent internationale turister. Med en rejsebranche i hi på ubestemt tid, går parken også glip af disse indtægter.

Ifølge den administrerende direktør er det dog for tidligt at tale om, hvorvidt parken skal afskedige personale.

- Vi har en del timelønnede herinde, som vi kan justere på, afhængigt af om det bliver nødvendigt, siger han.

Helt i dvale ligger forretningen dog ikke. Tivoli råder foruden parken over flere restauranter med facade ud mod de omkringliggende gader, som har lov til at åbne sammen med resten af restaurationsbranchen den 18. marts.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik