Tivoli genåbner: "Vi savner at lave noget megasjovt"

Nu er Tivoli genåbnet efter en lang coronanedlukning med krav om test, mundbind og tidsbestilling. Stemningen blandt de besøgende var i dag helt i top.

Pjerrot, pynt og stort påsketema.

Kl. 11 i dag genåbnede Tivoli efter en lang coronanedlukning til tonerne af Tivoli-Garden, der spillede den gamle have klar til forlystelsesræs og besøgende. 

Pjerrot, Columbine og Harlekin stod klar til at klippe den traditionelle røde snor til en sommersæson, der begynder med et påsketema med masser af påskeliljer og påskeæg, der pynter. 

Pjerrot i dans på vej ind i Tivoli efter genåbning ved hovedindgangen.
Pjerrot i dans på vej ind i Tivoli efter genåbning ved hovedindgangen.
Foto: Jan Christiansen - TV 2 Lorry

Hvorfor er I taget i Tivoli i dag?

- Helt åbenlyst fordi vi savner at lave noget megasjovt,  siger Sophie Nyborg fra Midtsjælland til TV 2 Lorry, der er taget i Tivoli med sin datter Molly Jastrup Nyborg, som istemmer:

- Ja, for vi keder os meget, griner hun. 

En af Tivolis mest populære forlystelser er Rutschebanen, som i dag var flittigt besøgt kort efter genåbningen. 

Også tvillingesøstrene Emilie og Emma fra Hedehusene ved Roskilde var glade for igen at kunne komme i Tivoli, hvor de skulle tilbringe hele dagen. 

- Det er fedt og sjovt, siger Emilie Liljebertasi og Emma Liljebertasi til TV 2 Lorry.

Emma og Emilie Liljebertasi fik flittigt prøvet Rutschebanen - og det var nemt, for der var ingen kø, da TV 2 Lorry besøgte Tivoli i formiddags.
Emma og Emilie Liljebertasi fik flittigt prøvet Rutschebanen - og det var nemt, for der var ingen kø, da TV 2 Lorry besøgte Tivoli i formiddags.
Foto: Jan Christiansen - TV 2 Lorry

Test, mundbind og tidsbestilling

Som en del af genåbningen følger Tivoli sundhedsmyndighedernes krav om, at besøgende, fra 15 år og opefter, skal kunne fremvise en negativ coronatest, der maksimalt er 72 timer gammel. 

For personer over 12 år er det påkrævet at bære mundbind i alle hurtigkørende forlystelser og i indendørs forlystelser og butikker. 

Flere havde mundbind på, når de gik rundt, men det er kun et krav indendørs og i de vilde forlystelser.
Flere havde mundbind på, når de gik rundt, men det er kun et krav indendørs og i de vilde forlystelser.
Foto: Jan Christiansen - TV 2 Lorry

Derudover skal man bestille plads i den gamle have, så Tivoli kan sikre, at der ikke er for mange inde ad gangen. 

- Tivolis mål har under hele Covid-19 været, at gøre gæsterne og medarbejdernes tryghed til vores førsteprioritet samtidig med, at magien skal holdes intakt. Derfor følger vi Covid-19 udviklingen dag for dag og er klar til at tilpasse os, så gæsterne får en god oplevelse, der lever op til alle restriktioner. Samtidig står vi klar til at åbne mere op, så snart det er muligt, siger Susanne Mørch Koch, som er direktør i Tivoli i en pressemeddelelse og fortsætter:

 - Vi har planlagt en sommersæson, der kan fodre alle de kultur, mad – og oplevelseshungrende gæster til fulde, og det glæder vi os meget til at få skudt i gang. I år sætter vi særligt fokus på gastronomi med op til flere nye restauranter. Forhåbentligt vender Fredagsrock også tilbage sammen med en lang række andre nye musikinitiativer, og vi har opfundet et stort antal nye kulturevents, hvor langt de fleste blot kræver en entrebillet for at deltage. Det er et propfyldt program, vi åbner op til den 27. marts, og det i kombination med Danmarks genåbningsplan giver det anledning til optimisme, selvom Covid-19 stadig spiller en rolle. 

Tivoli genåbning
Foto: Jan Christiansen - TV 2 Lorry

På nuværende tidspunkt har Tivoli kun åbent i weekenderne. Det er historisk, at Tivoli ikke har åbent på alle hverdage, for det er ikke sket siden Rutschebanen blev bombet tilbage i 1944. 

Også restauranterne er lukkede, og der foregår ikke ting i de indendørs sale. 

Tivoli har i denne sommersæson åbent til og med 26. september 2021. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik