Tingbjerg-imam opfordrer til hjemmefejring: “Ramadanen må vige for corona”

For en uge siden begyndte muslimernes hellige fastemåned, men på grund af coronakrisen aflyser imamen fra Tingbjerg-Husums moske den planlagte fællesbøn.

Fællesbøn i moskeer, faste i døgnets lyse timer og middagsselskaber, hvor familie og venner samles efter solnedgang. Sådan plejer muslimer at fejre ramadan, men i år har corona-pandemien vendt alt på hovedet.

I Danmark er det forbudt at forsamles mere end ti mennesker, og moskeerne er lukkede, så ramadanen kan ikke blive fejre som normalt.

Imamen fra Tingbjerg-Husums lokale moske, Sameh Abd Elkahalek Mahmoud, er ikke i tvivl om, hvordan han skal gribe udfordringen an:

- I moskeen opfordrer vi folk til kun at holde ramadan med sin egen husstand. Ramadanen må vige for corona.

Han mener, det er vigtigt, at man følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer for, hvordan man skal fejre ramadan under corona-pandemien.

Råd til ramadan-fejring, som muslimer opfordres til at følge for at begrænse smittespredning.
Råd til ramadan-fejring, som muslimer opfordres til at følge for at begrænse smittespredning.
Foto: Sundhedstyrelsen

Fællesbøn i stuerne

Den aflyste fællesbøn kan ifølge Sameh Abd Elkahalek Mahmoud ikke udføres ved hjælp af online streaming. Et værktøj flere af landets kirker ellers har taget i brug.

Til gengæld foreslår han, at man laver fællesbøn med familien hjemme i stuen og bruger sociale medier som Facebook til at holde kontakten med dem, man skulle have holdt ramadan med.

For Mortada Nasir Shubbar, der er muslim,  handler fællesbøn om den kropslige dimension og følelsen af, at mange er samlet under samme tag mens de beder.

- Jeg tror, det ville være mærkeligt at se en imam bede alene. Man kan lave prædikener online, men selve praksissen, fællesbøn, kræver, at folk er til stede i samme rum, siger han.

Ritualets rolle

Ifølge Niels Gregersen, der er professor i systematisk teologi og har beskæftiget sig med religionsfilosofi, afspejler ramadanens faste og fællesbøn nogle almene behov hos mennesket.

- Vi har brug for at lave ritualer sammen, fordi det skaber fællesskab, og samtidig har ethvert menneske behov for at kunne løfte sig op over sig selv. Og at kunne løfte sig over sig selv og sin nuværende situation er noget, der især er brug for i coronatiden.

Derfor mener Niels Gregersen, at ritualer er vigtige at holde fast ved i krisetider.

Artiklen er skrevet af Sara Suri, der er journaliststuderende på RUC.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik