Tidligere drabschef dømt for brud på tavshedspligt

Jens Møller var anklaget for flere brud på tavshedspligten. Han blev frifundet for langt det meste.

Den tidligere drabschef i Københavns Politi Jens Møller er idømt 15 dagbøder a 1000 kroner for brud på tavshedspligt og for uberettigede opslag i sager i politiets sagssystem.

quote Det overrasker mig

Jens Møller, tidligere drabschef i Københavns Politi


Sagen drejer sig om bogen "Opklaret - drabschefens erindringer", hvor Jens Møller taler om nogle af de sager, han arbejdede med som leder af Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet.

Møller var anklaget for at have brudt sin tavshedspligt i forbindelse med ni passager i bogen. Men kun én af passagerne var ifølge retten et brud på tavshedspligten.

- Det overrasker mig, at jeg er dømt for brud på tavshedspligten ved at fortælle, at der er fundet vævsrester på et projektil, som er gået gennem foden på en mand, fortæller Jens Møller.

- At han er blevet skudt gennem foden, har været offentligt fremme i retten, og man skulle tro, at det var selvindlysende, at der så er fundet vævsrester og DNA på projektilet, siger han.

Vil nærlæse dommen

Umiddelbart kan dommen ikke ankes til Østre Landsret, da straffen ikke er højere. Men Jens Møller vil nu sammen med sin advokat Jakob Lund Poulsen nærlæse dommen og så overveje, om han vil søge om særlig tilladelse til at anke.

- Men jeg er glad for, at der er sat et punktum i sagen. Om det så bliver et foreløbigt punktum, det må vi se, lyder det fra Jens Møller.

/ritzau/

OVERBLIK: Drabschef fra ubådssag dømt for brud på straffeloven

Tidligere drabschef Jens Møller er tirsdag dømt for brud på tavshedspligten. Få et overblik over sagen her.

Den tidligere drabschef i Københavns Politi Jens Møller er tirsdag idømt 15 dagbøder a 1000 kroner for brud på tavshedspligten og for uberettigede opslag i politiets sagssystem.

Overtrædelserne skete i forbindelse med en bogudgivelse. Jens Møller er nok mest kendt for at være efterforskningsleder i sagen om drabet på den svenske journalist Kim Wall, der blev dræbt i en ubåd i Køge Bugt.

Få overblik over sagen her:

  • Bogen "Opklaret - drabschefens erindringer" udkom 24. oktober 2018. Bogen er skrevet af Jens Møller og journalist Stine Bolther.

  • 30. oktober 2018 anmeldte Københavns Politi den daværende drabschef Jens Møller for brud på tavshedspligten.

  • I den forbindelse skiftede Møller job. Fra at have været drabschef blev han leder af politiets indbrudsgruppe. Efter nogle måneder valgte han at gå på pension efter 37 år i politiet.

  • I februar 2021 rejste Statsadvokaten i København tiltale mod Møller. Han blev anklaget for i bogen at have brudt tavshedspligten i forbindelse med omtale af tre sager. Alt i alt var der rejst tiltale for ni passager i bogen.

  • Han blev desuden anklaget for uberettiget at have slået op i politiets sagssystem Polsas i to sager.

  • 19. august 2021 blev sagen mod Jens Møller indledt ved Københavns Byret. Her nægtede han sig skyldig i alle anklagepunkter. Han forsvarede sig med, at alle tavshedsbelagte oplysninger allerede var beskrevet offentligt i medier og i domme fra forskellige retter.

  • 28. september 2021 traf dommer Elisabeth Larsen i Københavns Byret afgørelse i sagen. Hun gav Jens Møller ret i, at de tavshedsbelagte oplysninger allerede var offentliggjort. Bortset fra i ét tilfælde.

    Hun vurderede også, at to opslag i politiets sagssystem var sket som led i faktatjek til bogen og dermed ikke havde nogen tjenestelig berettigelse. Derfor var der tale om stillingsmisbrug.


/ritzau/

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik