Tidligere ansatte bestrider Frank Jensens forklaringer

Den tidligere overborgmesters forklaring kan ikke genkendes af otte tidligere ansatte på Københavns Rådhus.

Til julefrokosten i 2011 slikkede daværende overborgmester Frank Jensen (S) en kvinde i øret, en anden på halsen og holdt en kvinde fast om hovedet, mens han forsøgte at kysse hende.

Det siger otte tidligere ansatte på Københavns Rådhus, der var til stede ved julefrokosten, ifølge Jyllands-Posten.

Frank Jensen har tidligere forklaret hændelsen med, at der blot var tale om en "glad dans" fra hans side.

De tidligere ansatte er utilfredse med Frank Jensens undskyldning for sagerne og har henvendt sig i et brev til Socialdemokratiets advokatordning.

- Han beklagede, hvis "nogen havde følt sig provokeret af hans glade dans", hvilket var en formulering han gentog på sms og foran alle medarbejderne i forvaltningen i januar, hvor vi oplevede, at han negligerede hændelserne ved julefrokosten, står der i brevet.

Appellen er henvendt til advokatfirmaet Norrbom Vinding, der ifølge Jyllands-Posten skal stå for undersøgelsen af anklagerne mod Frank Jensen.

Afviser udlægning

Frank Jensen forlod mandag i sidste uge sin post som Københavns overborgmester og næstformand for Socialdemokratiet.

Fra Frank Jensen lød det, at anklagerne om krænkelser ville overskygge hans politiske arbejde frem mod kommunalvalget næste år. Derfor har han valgt at trække sig, fortalte han.

Beskyldningerne mod Frank Jensen omfatter blandt andet, at han til en julefrokost gjorde "grænseoverskridende tilnærmelser" over for en studentermedhjælper.

Ifølge regionsrådsmedlem Maria Gudme (S) lagde Frank Jensen sin hånd på hendes lår og førte den under hendes kjole under en social begivenhed på et værtshus i Nyhavn i 2012.

Ifølge den nuværende formand for partiets ungdomsorganisation, DSU, Cecilie Sværke Priess, kyssede Frank Jensen sidste år i Fælledparken i København hende på kinden, hvilket hun oplevede som krænkende.

Frank Jensen afviser lokalformandens udlægning.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik