Teenagere sigtet for hjerteløs fup af kvinder i sorg og handicappede

Københavns Politi har torsdag gennemført en større aktion i Københavnsområdet. Unge mænd på 17 og 19 år er sigtet i sagen. Tidligere er et tocifret antal personer sigtet i sagen.

Ældre kvinder i sorg og handicappede kvinder er så sent som i november i år blevet narret til at udlevere NemID og bankoplysninger af to teenagere. 

Sådan lyder sigtelsen mod de unge mænd på henholdsvis 17 og 19 år. 

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse

quote Vi ser med stor alvor på denne type kriminalitet mod ældre borgere

Politikommissær Ove Randrup, Københavns Politi

Torsdag morgen har politikredsen gennemført en koordineret anholdelses- og ransagelsesaktion på i alt fire adresser i Københavnsområdet. 

De to mænd blev anholdt og sigtet, men er nu løsladt igen. Sigtelserne er opretholdt.

Ser med alvor på sagen

Politikommissær Ove Randrup fra Afdelingen for efterforskning af økonomisk kriminalitet ved Københavns Politi taler i alvorlige vendinger om sagen.

- Vi ser med stor alvor på denne type kriminalitet mod ældre borgere, der i god tro og i tillid til andre mennesker bliver udnyttet af kriminelle. Vores råd er, at man aldrig giver den type oplysninger via telefonen til personer, der udgiver sig for at være en bank eller en offentlig myndighed, siger Ove Randrup i pressemeddelelsen. 

Københavns Politi fortsætter efterforskningen i sagen og har derfor ikke yderligere kommentarer.

Snød sig til bankoplysninger

Politikredsen beskriver dog i pressemeddelelsen, hvordan bedrageriet menes at være udført. 

Gerningsmændene har således ringet til ældre kvinder, der lige har mistet en ægtefælle. Personen har over for de sørgende enker præsenteret sig som medarbejdere i Skattestyrelsen eller skifteretten. 

De ældre kvinder har efterfølgende blandt andet oplyst deres NemID og bankoplysninger til gerningsmændene. 

På den måde blev de ældre kvinders konti lænset. Samme fremgangsmåde blev brugt til at narre penge fra ældre handicappede kvinder tidligere i år. 

Flere andre sigtet i sagen

Københavns Politi oplyser, at de desuden tidligere har sigtet “et tocifret antal unge muldyr.”

“Dvs. personer, som har stillet deres konti til rådighed for modtagelse af penge overført fra de forurettede. De er alle blevet sigtet for medvirken til bedrageri eller hæleri i forbindelse med bedrageri,” lyder det i pressemeddelelsen. 

Københavns Politi advarer samtidig unge mod at stille konti til rådighed for bekendte eller fremmede. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik