Teenager fængsles for overfald på 19-årige Lauritz

En 18-årig mand er varetægtsfængslet i 18 dage efter et groft overfald i Gothersgade.

Den 18-årige mand, som natten til fredag blev anholdt efter at have været efterlyst for grov vold i Gothersgade i det indre København sidste lørdag, er blevet varetægtsfængslet frem til den 17. marts.

Det skriver Københavns Politi på Twitter.

Manden blev fredag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i Københavns Byret. Her erkendte han sig delvist skyldig sigtelsen. Ifølge Ritzau kom det også frem, at manden tidligere dømt for grov vold

Den 18-årige, der nu er fængslet, er sigtet for at stå bag overfaldet på den 19-årige Lauritz Lindboe Wind, som fredag aften og nat i sidste uge var på natklub med sine venner i Gothersgade.

Her blev Lauritz Lindboe Wind umotiveret groft overfaldet med knytnæveslag og spark, hvorefter han i bevidstløs tilstand blev kastet ud på vejbanen foran kørende biler.

Derefter blev der hoppet på hans hoved, før personen eller personerne bag overfaldet forsvandt igen.

- Da jeg ligger ude foran bilen, kommer der én eller anden løbende og hopper og lander med al sin kraft med hælen lige ned i baghovedet på mig, mens mit hoved i forvejen ligger plantet i asfalten, fortalte den 19-årige gymnasieelev til TV 2 Lorry i tirsdags.

Stor opmærksomhed efter viralt opslag

Den voldsomme sag har fået meget medieomtale de seneste dage, da Lauritz Lindboe Winds mor, Karina Lindboe Wind, efter overfaldet delte et opslag på Facebook, hvor hun viste et billede af sin søn under overskriften "Når en mors frygt bliver virkelighed".

Her beskrev hun overfaldet på sin søn og gik til angreb på den forråelse af kulturen, som hun oplever sker i det københavnske natteliv.

Samtidig opfordrede hun andre til at dele opslaget og kontakte hende, hvis de havde lignende oplysninger.

- Jeg vil gerne høre andres historie, for jeg vil have, at vi skal gøre noget nu. Denne her gang skal vi gøre noget. Vi skal have politikerne og borgmesteren i København til at gøre noget.

- Der skal sættes overvågningskameraer op, mere politi i gaden eller privat vagtværn, eller forældreovervågning. Hvad som helst, der kan hjælpe til at få stoppet denne her vold. Jeg ved ikke, om hårdere straffe er vejen frem. Det er der delte meninger om, men lige nu eskalerer situationen. Det bliver værre og værre, så der må gøres noget, sagde Karina Lindboe Wind til TV 2 Lorry i tirsdags, og allerede onsdag stod det klart, at hun sammen med andre forældre til voldsramte unge mobiliserer en demonstration, som skal sætte fokus på problematikken.

Karina Wind, mor til Lauritz der var udsat for gruppevold i weekenden, har efterfølgende fået et hav af henvendelser fra bekymrede forældre. Derfor vil hun nu arrangere en demonstration, der kan være med til at dæmme op for de umotiverede gruppeoverfald på unge i nattelivet.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik