Teenageløver på tur: Fire løver har forladt Københavns Zoo

Tirsdag tog Zoologisk Have afsked med fire teenageløver, der skal ud i verden.

For de fleste mennesker kommer der et tidspunkt i livet, hvor det er tid til at løsrive sig og stå på egne ben. Og det gælder faktisk også for løver.

Tirsdag tog Københavns Zoo afsked med fire teenageløver på 18 måneder, der skal have nye hjem. To unge hanner, der skal til Wellington Zoo i New Zealand og to unge hunner, der fremover skal bo i Barcelona Zoo.

- Det har været et stort arbejde. Der har været mange tests og mange mails frem og tilbage, før sådan noget går i hak, men det er lykkes, og det er en stor glæde at se dem komme afsted, siger Carsten Grøndahl, der er chefdyrlæge i Zoologisk Have.

Zoologisk Have har haft god tid til at forberede sig på afrejsen, da det hele tiden har været meningen, løverne skulle væk fra flokken. Faktisk sker det normalt, når løverne er omkring 16 måneder gamle, hvorfor tiden ifølge Carsten Grøndahl var inde til at sige farvel.

- Man kan ikke beholde et par hanner i en løveflok. Eller hunner. Hannerne vil slås med faren, og hunnerne vil blive parret af deres egen far og give frygteligt indavl, siger han.

Kun tyve minutters bedøvelse

For at få løverne ind i en transportkasse til rejsen, er det nødvendigt at bedøve dem. Det sker ved, at de først får en injektion i låret der bringer dem ind i en lille fornarkose. Herefter bedøves de helt med pile, forklarer Carsten Grøndahl:

- Det vil sige, at vi starter en fin narkose uden at have dem ophidset og kørende rundt på væggene, og det er en kæmpe fordel, siger han.

Holdet, der skal gøre "forsendelsen" klar, er dog nødt til at arbejde i et vist tempo, da narkosen kun varer i 20 minutter.


Hunløver fik indsat hormonstave

Inden de to hunløver blev lagt ind i transportkasserne, fik de indopereret p-stave. Det skyldes, at den europæiske avlskoordinator på nuværende tidspunkt ikke har planer om at disse to løvinder skal have unger.

Ifølge Carsten Grøndahl er det ikke noget, man gør ved løverne i Zoologisk Have normalt, men noget man valgte at gøre for at hunløverne ikke skal i fuld narkose igen, når de ankommer til Barcelona.

- Det gør vi ikke selv her. Vi vil gerne have, at de får afkom. Vi synes, det er en kæmpestor del af berigelsen at der er parringsadfærd, graviditetsadfærd og drægtighedsadfærd. At der er fødsel og den dynamik som ungerne giver, når de er små, mellemstore og store i flokken og som gør, at løveflokken kan arbejde på normal løveflokvis, siger chefdyrlægen.

Carsten Grøndahl oplyser, at de to hanløver skal være avlsdyr i New Zealand, mens hunløverne skal fungere som ambassadører for den vilde natur i Barcelona.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik