Taxachauffør taget med foden tungt på speederen: Mister både taxa og kørekort

En taxachauffør kørte vanvidskørsel lørdag aften.

Chaufføren af en taxa gik formentlig noget slukøret fra et møde med Københavns Politi lørdag aften.

Med foden lige lovligt hårdt placeret på taxaens speeder blev han nemlig standset af politiets fartkontrol på Rebildvej i Vanløse.

Her var taxachaufføren nemlig blevet målt til at køre med 108 km/t, selvom man på netop den strækning kun må køre 50 km/t.

Det har fået konsekvenser for den pågældende chauffør, oplyser Københavns Politi til TV 2 Lorry søndag morgen.

- Vi har beslaglagt taxaen med henblik på konfiskation, siger vagtchef Michael Andersen og forklarer, at det skyldes, at chaufføren har kørt vanvidskørsel, fordi taxaens hastigheden var mere end 100 procent over det tilladte.

Taxaen er ikke det eneste, chaufføren mister efter sin hasarderede kørsel.

Også chaufførens kørekort er blevet inddraget af Københavns Politi.

Politiet vil ikke oplyse til TV 2 Lorry, hvilket taxaselskab der er tale om. Ej heller ønsker vagtchefen at oplyse, om der befandt sig passagerer i taxaen.