Syv stemmer gav valgsted på Nørrebro en afgørende rolle på valgaftenen

Det her viser, hvor vigtigt det er at komme ud og stemme, siger valgekspert.

Ups.

En menneskelig fejl i stemmeoptællingen gjorde, at Rådmandsgade Skole på Nørrebro fik en ufrivillig hovedrolle i valgaftenens sidste hæsblæsende minutter.

38 valgtilforordnede skulle tælle cirka 8500 stemmesedler på valgstedet. Men da optællingen var færdig klokken 23.30, manglede der syv stemmer.

- Det er for mange, og det kan vi naturligvis ikke acceptere, forklarer valgstyreformand Kim Henrik Christensen (S), der derfor måtte sætte de trætte optællere til at begynde forfra, alt imens de sidste valgsteders resultater begyndte at tikke ind.

I valgaftenens absolut sidste sekund - med 99,8 procent af stemmer talt op på landsplan, var der tvivl om ét mandat ifølge prognoserne. Et mandat, der kunne afgøre valget. Et mandat som Rådmandsgade Skole kunne afgøre.

Så da de syv manglende stemmesedler blev fundet i anden optælling, kunne Kim Henrik Christensen ringe resultatet ind til Københavns Kommune, der skulle registrere det.

Der vidste han godt, at de var blandt de sidste valgsteder. På Rådmandsgade Skole fulgte de nemlig valgdækningen på en computer med lyden slået fra.

- Da vi ringede ind, så kunne vi jo kort tid efter se fordelingen af mandater skifte plads. Og så var der nogle, der blev meget glade og nogle, der var knap så glade, fortæller han til TV 2 Lorry.

Alt efter hvilken tv-kanal man så valg på, så var Rådmandsgade Skole nemlig meget afgørende.

På TV 2 stod rød blok nemlig til at få 87 mandater og dermed flertal med de forventede tre nordatlantiske mandater, mens rød blok stod til at få 86 mandater i DRs prognose - lige præcis ét mandat for lidt til at danne et flertal.

Intet var afgjort, før til sidst

Valgstedet på Rådmandsgade konsoliderede udfaldet af valget, men de var ikke som sådan afgørende for resultatet, forklarer valgekspert Peter Lautrup-Larsen til TV 2 Lorry.

Det handlede altså mere om forskellige valgprognoser, og det faktum at hovedstadsområdet har flest vælgere og derfor traditionelt set tager længere tid at tælle op.

- Normalt ville man sige, at de to kanalers prognoser var enige, fordi et mandat fra eller til ikke betyder noget, men der var bare det, at det var det afgørende mandat, de var uenige om, siger Peter Lautrup-Larsen.

Det faktum at det var så tæt til det sidste er, ifølge Peter Lautrup-Larsen at hver stemme tæller:

- Det her viser, hvor vigtigt det er, at komme ud og stemme. Der var ikke noget, der var afgjort før til allersidst, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik