Succesfuld genåbning af Tingbjerg Skole: Trygge voksne giver trygge børn

Det var en succes, da Tingbjerg Skole onsdag genåbnede efter en måneds lukning. Tydelig kommunikation i personalegruppen og en god dialog med forældre og elever sikrede en tryg stemning, fortæller skoleleder.

Forældre og børn kom gående fra højre og venstre med et smil på læben foran Tingbjerg Skole, som er en ud af 26 skoler i Københavns Kommune, der genåbnede onsdag den 15. april.

- Hvis vi er oprigtigt trygge som voksne, så kan vi bedre give den tryghed videre til børnene.

Sådan lød budskabet fra skoleleder på Tingbjerg Skole og Fritidsdel, Marco Damgaard, inden genåbningen.

For ham var det vigtigt med tydelig kommunikation og dialog med medarbejdere såvel som forældre. De skulle kende reglerne og rammerne for genåbningen af skolen. Kun sådan kunne det blive en succes.

Vellykket første skoledag

Onsdag var en anderledes dag, fortæller Marco Damgaard. Men der har ikke været panikstemning - tværtimod.

I stedet har der været en tryg og god stemning, som børnene har kunnet trives i.

Marco Damgaard roser skolens personale for en god kommunikation både internt og med elever og forældre.

- Børnene har været omgivet af trygge voksne, så det er vi kommet rigtig godt i mål med, lyder det fra Marco Damgaard.

Skoleleder Marco Damgaard hilser på forældre og elever.
Skoleleder Marco Damgaard hilser på forældre og elever.
Foto: Gitte Larsen

Kreativitet i højsædet

For at løse udfordringen med at efterleve sundhedsmyndighedernes retningslinjer har skolen måttet tænke kreativt.

- Vores børn bliver i de samme rum, på de samme gange, på de samme toiletter, med de samme voksne mellem klokken 8-16, siger Gitte Larsen, der er leder for fritidsordningen på Tingbjerg Skole og Fritidsdel.

Der har ikke været tegn på børn, som har udvist utilfredshed med ikke helt at kunne lege på samme måde som normalt. Personalets kreativitet er dog kommet i spil, fortæller hun:

- De har blandt andet fundet gadekridt frem, og så har de uddelt nogle personlige gadekridt, som børnene har i deres garderober. Så børnene tegner kun med de samme gadekridt, for de kan jo ikke komme i opvaskeren.

Personalet på Tingbjerg Skole og Fritidsdel havde lavet skilte for at byde børnene velkommen og minde dem om at holde afstand.
Personalet på Tingbjerg Skole og Fritidsdel havde lavet skilte for at byde børnene velkommen og minde dem om at holde afstand.
Foto: Gitte Larsen

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik