Succes med at give kræftpatienter kemo i hjemmet: ”Det betyder enormt meget”

Kræftpatienter har mulighed for at få en stor del af kemobehandlingen i eget hjem. Tidligere krævede behandlingen en lang indlæggelse med ofte over 100 døgn på hospitalet.

- Jamen, det er så den her smarte maskine, der sender min kemo afsted på de rigtige tidspunkter.

Sådan lyder det fra kræftpatient Hendrik Jørgensen, der viser en lille elektronisk pumpe frem, der sørger for, at han får sin kemobehandling. Behandlingen får han i sit eget hjem, og den lille pumpe kan han have med overalt. 

Mere hjemmetid - mindre tid på hospitalet

Hendrik Jørgensen har et forstadie til Akut Myeloid Leukæmi, som er en kræftform i knoglemarven og blodet.

quote Jamen, det betyder jo enormt meget, at jeg kan komme hjem og være i mine vante omgivelser og dyrke min passion her med musikken og sove i min egen seng. Der er mange fordele ved det

Hendrik Jørgensen

Tidligere ville diagnosen have betydet en lang indlæggelse med ofte over 100 døgn på hospitalet. Hendrik Jørgensen slipper dog med markant færre indlæggelsesdage, efter at Rigshospitalet har indført, at kræftpatienter kan få behandling i eget hjem.

Sådan fungerer hjemmebehandlingen

Kræftpatienten får en elektronisk pumpe med hjem i en lille taske. Tasken kan de have på ryggen, og den kan tages med overalt. 

Pumpen bliver liggende i tasken under behandlingen, og patienten skal ikke gøre noget aktivt med pumpen for at få sin kemobehandling. 

Inden patienten får pumpen med hjem, er den blevet programmeret til at give kemoen klokken 08.00 om morgenen og klokken 20.00 om aftenen. 

Patienten får dermed sin planlagte kemobehandling derhjemme, alt imens patienten kan bruge sin tid på alverdens andre gøremål. Vedkommende kan for eksempel tage ud at handle, gå ture med familien eller blot slappe af på sofaen under behandlingen.

Der sidder en alarm på pumpen, som advarer patienten, hvis der skulle opstå problemer. 

I disse tilfælde opfordrer hospitalerne patienten til at ringe med det samme, uanset hvilket tidspunkt på døgnet det er. 

Patienten bliver også generelt opfordret til at ringe med de mindste bekymringer. Alt fra spørgsmål om behandlingsforløbet til bekymringer om ubehag.  

Kilde: Lars Kjeldsen, Ledende overlæge, Rigshospitalet

I stedet har han nu langt mere hjemmetid og kan nøjes med at komme til tjek på ambulatoriet hver anden dag.

- Jamen, det betyder jo enormt meget, at jeg kan komme hjem og være i mine vante omgivelser, dyrke min passion, som er musik, og sove i min egen seng. Der er mange fordele ved det, siger Hendrik Jørgensen.

Populær behandling for pårørende

Hjemmebehandlingen er både populær hos Hendrik Jørgensen og hans kone, Christina Falk Spenster. Ingen af dem har nemlig lyst til unødig tid på hospitalet.
Christina Falk Spenster er glad for, at hendes mand kan få behandlingen derhjemme.
Christina Falk Spenster er glad for, at hendes mand kan få behandlingen derhjemme.
- Det bedste er det her med, at man på en eller anden måde kan forsøge at holde fast i noget normalitet midt i det her, som er et alvorligt sygdomsforløb og som indimellem også giver grund til stor bekymring og usikkerhed, siger Christina Falk Spenster. 


Patienterne, der får hjemmebehandling, bliver opfordret til at ringe til hospitalerne med selv de mindste bekymringer, og de kan ringe på alle tidspunkter af døgnet.

Klare fordele for hospitalerne

Foreløbige resultater fra et forskningsprojekt, viser gode resultater med hjemmebehandlingen. Blandt andet står det klart, at patienternes livskvalitet er blevet bedre med hjemmebehandlingen.


Patienterne har også følt sig trygge ved at have pumpen med hjem, og har der været problemer, har de generelt kunnet løses hurtigt ved at ringe til afdelingen.

Den elektroniske pumpe sørger for, at Hendrik Jørgensen får sin kemo på de rette tidspunkter.
Den elektroniske pumpe sørger for, at Hendrik Jørgensen får sin kemo på de rette tidspunkter.

For hospitalerne er en af de store fordele, at de færre indlæggelser giver bedre plads på ellers ofte fyldte hospitalsafsnit. 

- Det betyder, at der er nogle andre patienter, som har et større behov for indlæggelse, der kan ligge i de senge, som vi får frigjort. Vi har sågar også kunnet lukke nogle senge, så vi har brug for færre senge, siger ledende overlæge Lars Kjeldsen.

”Det betyder rigtig meget”

Tilbage i dagligstuen hos Hendrik Jørgensen er familien begejstrede for, at behandlingen kan foregå i hjemmet fremfor på hospitalet.

- Jeg synes, hele forløbet har fungeret rigtig godt, og det har været dejligt at kunne spare med Christina, så det har betydet rigtig meget, siger Hendrik Jørgensen. 

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik