Store planer for Lynetteholm: Politikere vil have tunnel til lufthavnen under Øresund

Efter forundersøgelser for den kommende infrastruktur til og fra det kolossale byudviklingsprojekt Lynetteholm, har overborgmester og minister set sig lun på en sænketunnel til lufthavnen.

Lynetteholm skal anlægges som en kunstig ø midt i Københavns Havn mellem Nordhavn og Refshaleøen. Foto: Svetlana Koshmann/Grafik

En østlig ringvej i form af en over 10 kilometer lang tunnel rundt om København, som kobler sig på Nordhavnstunnelen og slutter ved Øresundsmotorvejen og lufthavnen i Kastrup, står højt på ønskelisten hos overborgmester Frank Jensen (S) og transportminister Benny Engelbrecht (S).

Ønsket kan de to socialdemokrater præsentere, efter Transport- og Boligministeriet og Københavns Kommune fredag har offentliggjort forundersøgelser af, hvordan det kommende byudviklingsprojekt Lynetteholm kan betjenes med infrastruktur.

Her er økonomien og effekten af forskellige løsninger for en østlig ringvej samt tre mulige metrolinjer blevet undersøgt og kortlagt.

Læs også Godt nyt til oprørte borgere: 720 lastbiler gennem byen hver dag kan være på vej i graven

Bevæbnet med de forskellige bud på trafikløsninger til og fra den kunstige ø, hvor boliger til 35.000 indbyggere over de kommende årtier skal skyde op mellem Nordhavn og Refshaleøen, kan overborgmester Frank Jensen pege på en 10 kilometer lang sænketunnel ud for Øresundskysten som sin favorit.

- Det er vigtigt for mig, at en Østlig Ringvej bliver ledt uden om Amager Fælled og ned langs kysten mod Øresund – og gerne som en sænketunnel. Det vil ikke bare være den billigste løsning, men også det mest skånsomme for både naturen og beboerne på Amager, som vil få mindre støj og gravearbejde, siger overborgmesteren.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Især varianterne Ø4 og Ø5 som en sænketunnel til biltrafik rundt om København synes overborgmester Frank Jensen godt om. Foto: Københavns Kommune

Lynetteholm – monstrøst byudviklingsprojekt

  • I 2070 skal den kunstige ø Lynetteholm stå færdig som en 2,8 kvadratkilometer stor, helt ny bydel i Københavns Havn med 35.000 indbyggere.
  • Øen skal tilsluttes metroen og være bindeled i en østlig ringvej rundt om København.
  • Samtidig anlægges Lynetteholm som kystsikringsprojekt, der som en dæmning skal beskytte København mod fremtidige stormfloder.
  • Fra 2021 skal den kunstige ø anlægges ved at fylde overskudsjord i en ramme. Den proces kan tage mellem 30 og 40 år.
Se mere

Læs også Her er planerne: Det skal du vide om Københavns nye ø

Sænketunnel kan bygges på dansk fabrik

Transportministeren bakker op om overborgmesterens ønske:

- Østlig Ringvej og en ny metro kan betjene Lynetteholm og andre byudviklingsområder, men vil i høj grad også skabe ny mobilitet og værdi for resten af hovedstaden. En Østlig Ringvej vil også aflaste mange centrale veje i København og samtidig forbedre adgangen til Københavns Lufthavn og Øresundsforbindelsen, udtaler Benny Engelbrecht (S).

Transportministeren påpeger, at løsningen med en sænketunnel kan sikre jobs i Danmark, da elementerne kan bygges på en fabrik i Rødby på Lolland, hvorfra Femernforbindelsen – som også laves som en sænketunnel – anlægges.

Og prisen? Ifølge forundersøgelserne beløber sådan en tunnel sig til et sted mellem 20 og 25 milliarder kroner.

Ny metrolinje – eller forlængelse af M4

Biltrafikken på den østlige ringvej kan dog ikke stå alene. For det enorme Lynetteholm-projekt involverer også en metro, som kan betjene den nye bydel og områderne omkring.

- Vi skal både have bilerne ledt væk fra de områder af byen, hvor københavnerne bor, og styrket den grønne kollektive trafik med mere metro, siger Frank Jensen (S).

Læs også Flere partier i København vil have jorden til Lynetteholm sejlet ind

Her peger forundersøgelserne på tre mulige løsninger: enten forlænges den nuværende nordhavnsmetro, M4, eller også skal der graves en helt ny linje, M5.

Artiklen fortsætter efter billederne.

En forlængelse af den nuværende nordhavnsmetro, M4, vil koste mellem fem og syv milliarder kroner. Foto: Københavns Kommune

Vælger man derimod at grave en helt ny metrolinje, som en af de to foreslåede her, kommer prisen op på omkring 20 milliarder kroner. Foto: Københavns Kommune

Den klart mindst omkostningstunge løsning er ifølge forundersøgelserne at forlænge Nordhavnsmetroen, så linjen via en tur over Lynetteholm og Refshaleøen har endestation ved Kløvermarken på Amager. Prisen på denne manøvre er mellem fem og syv milliarder kroner.

Skal man derimod grave en helt ny linje, altså en M5, vil det koste omkring 20 milliarder kroner.

Her er tidslinjen for Lynetteholm

  • 2020: Der skal indgås en endelig aftale mellem staten og Københavns Kommune om at bygge den nye ø, som så derefter skal blåstemples i Folketinget.
  • 2022 (og op mod 40 år frem): Anlægsarbejde med at etablere selve Lynetteholm foregår. Først skal øens afgrænsning konstrueres. Herefter begynder man at fylde ”rammen” op med overskudsjord – en proces der forventes at tage 30 til 40 år.
  • 2023: Nye anlægslove skal vedtages i Folketinget, hvor en ny metroforbindelse samt den østlige ringvej kan blive vedtaget.
  • 2025: Konkurrence for masterplan af byudviklingen af Lynetteholm udskrives.
  • 2035: De første indbyggere på Lynetteholm kan flytte ind. Herefter vil øen gradvist blive yderligere beboet i takt med færdiggørelse af opfyld og byggeri.
  • 2070: Lynetteholm står færdig som en ny bydel i København med plads til 35.000 indbyggere.
Se mere

Dermed står ét klart: Der skal findes nogle penge.

Selv forventer Københavns Kommune og Transport- og Boligministeriet, at der kan genereres indtægter på mellem 17 og 23 milliarder kroner fra udvikling og salg af grunde på Lynetteholm, som kan delfinansiere de enorme trafikprojekter.

Læs også Kæmpe ø-byggeri kan sende 72 lastbiler i timen gennem København i 30 år

Derfor skal der findes adskillige milliarder, hvis drømmen om både en sænketunnel og en ny metrolinje skal realiseres.

TV 2 Lorry gik i dybden med Lynetteholms visioner om at agere kystsikring i efteråret sidste år. Se mere i indslaget herunder:

06:10

København skal sikres mod fremtidens trussel om stormflod. Her spiller en sluse ved Lynetteholmen og Kalvebod-broerne store roller. Klimaforandringerne kommer og i serien

Luk video


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik