Stor stigning i dansetyverier - mand ville danse med Thomas, og så var hans dankort væk

Thomas Bro Schaadt fik stjålet sit dankort, da en ukendt mand pludselig ville danse med ham. Politiet får så stort et antal anmeldelser i øjeblikket fra borgere, der bliver udsat for dansetyverier, at en målrettet indsats er iværksat.

Det var en sen decemberaften, og 31-årige Thomas Bro Schaadt var på vej hjem fra julefrokost i København.

Før han ved af det, nærmer en ukendt mand sig. Thomas hilser på ham, og de falder i snak. Ud af det blå bliver Thomas budt op til dans af den ukendte mand. Men dansen er kortvarig.

- Pludselig får han travlt med at komme ind i sin bil, og så kører han rigtig hurtig væk. Jeg tænkte, at det var godt nok mærkeligt, og så mærker jeg efter, fortæller Thomas Bro Schaadt til TV 2 Lorry.

Da Thomas mærker efter i sine lommer, finder han ud af, at han mangler noget.

- Jeg kan mærke, at mit dankort er væk.

Den dansende mand havde fået fuldt udbytte af sit trick og sluppet afsted med Thomas’ dankort.

- Det er voldsomt lige nu

Thomas var den aften i december blevet udsat for et tricktyveri. Et såkaldt dansetyveri, som politiet kalder det, hvor tyve går målrettet mod uopmærksomme personer på gaden. Her begynder de med berøring som blide spark, dans, slag, klap og andre afledningsmanøvre.

Et øjebliks uopmærksomhed fører til, at gerningsmændene får fravristet et ur, mobil, pung, dankort eller smykker fra personen, og før offeret ved af det, er gerningsmanden væk.

Thomas er langt fra den eneste, der har oplevet at blive udsat for et dansetyveri. 

Flere borgere er de seneste par uger blevet udsat for disse tyverier i København.

- Vi er voldsomt plaget af det og har været det de sidste par uger, fortæller vicepolitiinspektør i Københavns Politi Lars Feldt-Rasmussen til TV 2 Lorry.

Ofte finder tyverierne sted ved Nørreport, Østerport, Hovedbanegården, Rådhuspladsen og Kongens Nytorv samt i metroen, hvor der er mange mennesker om aftenen. Politiet har derfor rettet deres øjne særligt mod disse steder, så folk som Thomas ikke skal udsættes for dansetyverier.

- Vi gør alt, hvad vi kan og sætter ind, når vi får de her anmeldelser, og så har vi en målrettet patrulje, som kan få taget gerningsmændene på fersk gerning, siger Lars Feldt-Rasmussen.

Held med målrettet indsats

Når Thomas ser tilbage på episoden i december, ærgrer han sig over, at han ikke opdagede gerningsmandens skjulte bagtanke med dansen.

- Ligesom man har set med tricktyve, så prøver de at få din opmærksomhed et sted, og så sker der noget et andet sted, forklarer han.

Han er ikke i tvivl om, hvornår han under danseseancen blev frarøvet sit dankort.

- Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg tydeligt huske, hvornår det er, han tager mit dankort, men jeg bemærker det simpelthen ikke.

Indtil videre har politiet haft held med deres målrettede indsats og pågrebet nogle af gerningsmændene.

Det har dog vist sig, at nogle af dem har været under den kriminelle lavalder på 15 år, men ikke alle.

- Vi har også fået fængslet nogle, der er ældre, lyder det fra vicepolitiinspektøren.

Politiets råd: Sådan garderer du dig mod tricktyveri

1: Udstil ikke dine værdigenstande: 
Et oplagt offer for en tricktyv er en, som har noget, som har værdi for dem. Det er en god idé ikke at flashe sine værdigenstande.
Smartphone, pung, dyre ure eller smykker bør ikke pådrage sig opmærksomhed fra de forkerte. 

2: Hold øje med dine værdigenstande
Vær hele tiden klar over, hvor dine ting er og gem dem et sikkert sted, hvor de er svære at komme til for andre end dig selv. 

3: Vær mistænksom
Kommer en vildt fremmed hen og krammer dig på gaden? Han har måske ikke rent mel i posen. 
Det er altid en god idé at holde øje med sine omgivelser - særligt når man er et sted, hvor der er mange mennesker. 

4: Råb op!
Bliver du udsat for et tyveri er det første, du bør gøre at råbe op - tiltræk dig så meget opmærksomhed som muligt, så andre ser, hvad der foregår og ved, at du er blevet bestjålet. Det kan også skræmme tyven væk.  

5: Ring til politiet
Hvis du er vidne til et dansetyveri, selv bliver udsat for et dansetyveri eller ser personer, som generelt skaber utryghed i nattelivet, så tøv ikke med at ringe 114. Er det akut, så ring 112.

6: Er skaden sket: Læg mærke til gerningsmanden
Det anbefales, at man lægger mærke til gerningsmanden, hvis man enten selv bliver udsat for tyveri eller er vidne. Hvad har de på? Hvilken type sko, hvilken farve jakke? Kendetegn?
I visse tilfælde kan det være en god idé at tage et billede med sin mobiltelefon, men man skal aldrig udsætte sig selv for fare - er gerningsmanden truende bør man ikke opildne til vold.  

7: Er skaden sket: Pas på dig selv
I tråd med forrige råd, så skal man altid være forsigtig, hvis man bliver udsat for kriminalitet og hellere søge hjælp hos politiet end gribe sagen i egen hånd.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik