Springer du badet over? Vi bruger meget mindre vand end før krisen

Vi vasker hænder som aldrig før. Og er hjemme som aldrig før. Alligevel er vandforbruget i København og omegnskommunerne faldet mærkbart under coronakrisen.

Kontorlandskab efter kontorlandskab står tomme hen, hoteller og restauranter er støvsuget for mennesker og de fleste steder er trænings- og sportsfaciliteter et lukket land. 

Bare enkelte eksempler, som har indflydelse på det samlede forbrug af vand.

I de seneste to uger, hvor store dele af landet mere eller mindre har været lukket ned, har Hovedstadsområdets Forsyningsselskab HOFOR registreret en betydelig nedgang i vores vandforbrug.

quote - Det kan være, at familierne sparer lidt på tøjvask og det daglige brusebad, nu hvor man kan nøjes med at trække i joggingtøjet om morgenen.

Astrid Skotte, pressechef, HOFOR

- Der er tale om en lang række forhold, som spiller ind. Hovedforklaringen er sandsynligvis nedgangen i erhvervslivet, der betyder mindre forbrug af vand i produktionen, på arbejdspladser, i restauranter, frisører, skoler og så videre, siger pressechef i HOFOR, Astrid Skotte, til TV 2 Lorry.

FAKTA

HOFOR leverer vand til én million mennesker i hovedstadsområdet og forsyner København og de syv omegnskommuner Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, Rødovre og Vallensbæk med vand.

De seneste to uger har København og otte omegnskommuner brugt 50.000 kubikmeter mindre vand om ugen end normalt.

I gennemsnit svarer det til, at hver eneste borger har brugt syv liter mindre vand i døgnet end normalt i de mere end fjorten dage, som coronakrisen foreløbigt har varet.

- Hvor familierne nok bruger mere vand end normalt til toiletskyl, kaffebrygning, håndvask, rengøring og lignende, fordi mange er hjemme hele dagen, kan det omvendt være, at familierne sparer lidt på tøjvask og det daglige brusebad nu, hvor man kan nøjes med at trække i joggingtøjet om morgenen, siger Astrid Skotte.

I Nordsjælland er det Novafos, som leverer vand til til Allerød, Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal Kommuner, og her har man endnu ikke præcise tal for den seneste tids forbrug af vand.

FAKTA

De seneste to uger har HOFOR sendt 50.000 kubikmeter vand mindre ud om ugen end normalt. 

Det er en nedgang på 5 procent.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik