Snævert flertal forlænger tilladelse til omdiskuteret motorløb i København

Med næsten mindst mulig margen har et flertal i Københavns Teknik- og Miljøudvalg stemt for en fortsat tilladelse til Copenhagen Historic Grand Prix – borgmesteren er imod.

Med seks stemmer for og fire imod stod det mandag aften klart, at Copenhagen Historic Grand Prix får lov til at afholde motorløb i hovedstaden mindst tre år endnu.

Det fremgår af referatet fra Teknik- og Miljøudvalgets seneste møde mandag, at Socialdemokratiet, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti stemte for forslaget om en ny tilladelse, mens SF, Enhedslisten og Alternativet stemte imod. Radikale Venstre var ikke til stede ved mødet.

Når motorløbet i år kan afholde jubilæum for det 20. grandprix i Københavns gader, vidner det om løbets lange historie i hovedstaden.

De seneste år har historien dog ikke været en rendyrket succesfortælling, efter stigende pres fra de nærmeste naboer, der har berettet om massive støjgener og forurening af bylivet, har fået medier og kommunens politikeres opmærksomhed.

Derfor var det heller ikke en selvfølge, at motorløbet ville få lov til fortsat at kunne afvikles i hovedstaden, da politikerne skulle tage stilling til en ny aftale for de kommende tre år.

Borgmester med skarpe vendinger forud for møde

Forud for mandagens møde havde Teknik- og Miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL), endda hældt benzin på den grønne motor og tilkendegivet offentligt, at Enhedslisten stemte imod:

- Jeg synes, det er en rigtig dårlig idé at tillade et stort motorløb i København. Det passer slet ikke til byens grønne profil.

- Selvom arrangørerne også har planer om et elbilsløb, så fylder det forsvindende lidt i de samlede planer. Støjen fra motorløbet generer også beboerne i området, og det bliver sværere at bevæge sig rundt i byen, mens løbet står på. Jeg er glad for, at det lykkedes os at forhindre et Formel 1 løb i København, og jeg håber, at det også vil lykkes at sætte en stopper for motorløbet Copenhagen Historic Grand Prix.

- Jeg kan i hvert fald på ingen måde forestille mig et parti i København støtte en forhistorisk begivenhed, som et motorløb, der fylder, støjer og sviner i vores allesammens by, lød det i en udtalelse fra borgmesteren fredag.

quote Jeg kan i hvert fald på ingen måde forestille mig et parti i København støtte en forhistorisk begivenhed, som et motorløb, der fylder, støjer og sviner i vores allesammens by

Ninna Hedeager Olsen, Teknik- og Miljøborgmester i København, EL

Partier manglede svar fra forvaltning før stillingtagen

Forud for mødet mandag aften var TV 2 Lorry i forbindelse med politikere fra Teknik- og Miljøudvalget.

Her var flere partier fortsat i tvivl om, hvad de skulle stemme ved spørgsmålet. Det gjaldt både Socialdemokratiet og Konservative, som først ville tage stilling til punktet ved mødet, når de fik mulighed for at stille opfølgende spørgsmål.

- Der var nogle ting om de elektriske biler og det velgørenhedsarrangement, som vi ville høre om, før vi besluttede os, siger Marcus Vesterager (S) til TV 2 Lorry onsdag.

Han medgiver, at fronterne er trukket skarpt op i sagen om grandprixet, men ifølge ham er det skævt at sidestille et kulturarrangement som Copenhagen Historic Grand Prix med eksempelvis de grønne planer for København.

quote Det her løb er ikke tungen på vægtskålen, som bevirker, om København er CO2-netutral eller ej. Og løbet i sig selv er heller ikke sundhedsfarligt i forhold til luftforurening

Marcus Vesterager, medl. Teknik- og Miljøudvalget i København, Soc.dem.

- Det, som vi har givet, er et principielt tilsagn om, at vi gerne vil tillade løbet i første weekend af august de næste tre år. Det her løb er ikke tungen på vægtskålen, som bevirker, om København er CO2-netutral eller ej. Og løbet i sig selv er heller ikke sundhedsfarligt i forhold til luftforurening, siger han.

Men der er vel en vis symbolik i at tillade, at et motorløb med forurenende forbrændingsmotorer må køre i København de næste år, hvor der fortsat er fokus på et grønt København?

- Selvfølgelig er der kommet øget fokus på luftforurening – også hos Socialdemokratiet. Men vi mener, at der skal være plads til arrangementer i byen. Og København er en bred pallette af borgere, som holder af forskellige ting. Nogen synes om et motorløb som det her, andre synes om andre kulturting i byen.

- Men jeg synes, at det er at tage det til ekstremerne, hvis man sammenligner mål om at være CO2-neutrale og forhindre luftforurening med et motorløb med gamle historiske biler, siger Marcus Vesterager til TV 2 Lorry.

Her er ruten, som bilerne ved Copenhagen Historic Grand Prix vil køre i starten af august.
Her er ruten, som bilerne ved Copenhagen Historic Grand Prix vil køre i starten af august.

Arrangør lover mindre støj end tidligere

Dermed slipper naboerne i området omkring banen ved Bellahøj sandsynligvis heller ikke for støjen fra de gamle biler de kommende år.

Flere beboere i Bakkehusene, der ligger lige ud til banen, har ved de seneste udgaver af grandprixet samlet sig i en protestgruppe mod løbet med aktioner som bannere og forsøg på at spærre banen.

- Man kan jo ikke bruge sit hjem i flere dage. Det er utroligt, at man kan få lov til at arrangere det i områder, hvor der bor mennesker. Det er det virkelig, har beboeren Svend Guttormsen tidligere sagt til TV 2 Lorry.

- Det er et helvede at bo her. Det er som at bo i en besættelseszone. Det er virkelig horribelt, man byder os beboere det.

Men også her er der godt nyt, forklarede tidligere racerkører og bagmanden bag grandprixet, Jac Nelleman, til TV 2 Lorry i starten af maj, hvor det stod klart, at løbet blev gennemført trods coronarestriktioner:

- Vi har for at mindske de støjgener, der måtte være, bygget en ny lydmur i år, som er med til at sænke lydniveauet væsentligt for naboerne. Det er sket i samarbejde med vores kollegaer i Aarhus, som har samme udfordringer, siger han.

Afholdes i år trods corona

Det historiske motorløb vil finde sted den 6. til 8. august, hvor weekenden starter med en parade af danske europa- og verdensmestre i motorsport, som kører fra Bellahøj til Københavns Rådhus for at få rådhuspandekager.

I år har det historiske grandprix desuden en verdenspremiere på programmet, når banen samtidig lægger asfalt til afholdelsen af et elektrisk motorløb i klassen Pure ETCR.

Her vil et internationalt felt af racerkørere i serien Electric Touring Car Racing køre om kap på rundstrækningen i eldrevne biler som en del af en større løbsserie på tværs af flere lande.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik