Slut med social dumping: ID-kort skal sikre ordentlig løn

Tidligere på måneden så nogle nye id-kort første gang dagens lys på en byggeplads i København.

Børnehuset Else i Ørestad er i gang med at blive opført som det første projekt, hvor id-kort skal afsløre dårlige løn- og arbejdsvilkår.

Med et personligt kort skal medarbejderne tjekke ind og ud, når de møder ind på og går hjem fra byggepladsen via en scanner.

quote Med de nye ID-kort gør vi indsatsen endnu mere målrettet og skaber større gennemsigtighed, så vi kan give de virksomheder, der fusker og løndumper, kamp til stregen

Frank Jensen, (Soc.dem.) overborgmester i Københavns Kommune

Det skal give Københavns Kommune og dens hovedleverandører et bedre overblik over, hvem der arbejder på byggepladsen.

Ifølge overborgmester Frank Jensen,Soc. dem., viser erfaringer nemlig, at det særligt er hos de mange underleverandører, der sker social dumping, hvor man forsøger at fuske med lønnen.

Se indslaget fra mandag hvor TV 2 Lorry var med ude og teste de nye ID-kort på en byggeplads i Ørestad.

De nye ID-kort er et ud af en række tiltag som Københavns Kommune har iværksat for at komme social dumping til livs på byggepladserne.

- Med de nye ID-kort gør vi indsatsen endnu mere målrettet og skaber større gennemsigtighed, så vi kan give de virksomheder, der fusker og løndumper kamp til stregen, udtaler Frank Jensen.

Mest bedrag i bygge- og rengøringsbranchen

I 2018 oprustede Københavns Kommune med et internt indsatsteam, som skal sætte målrettet ind, der hvor det vurderes, at der er risiko for snyd.

Især byggebranchen og rengøringsbranchen er nogle af de områder, hvor der forekommer mest snyd med løn og ansættelsesforhold.

Og noget tyder på, at der er behov for mere gennemsigtighed, når det kommer til udbetaling og ansættelse.

quote Det virker til at være et rigtig godt værktøj, og noget vi også gerne vil lade os inspirere af og kigge på om vi skal rulle bredere ud på flere offentlige byggerier,

Peter Hummelgaard, (Soc.dem.) beskæftigelsesminister

I 2018 gennemførte Københavns Kommunes indsatsteam 569 kontroller på blandt andet byggepladser, i kantiner og i rengøringsvirksomheder, og her blev der fundet overtrædelser i 70 procent af de forhold som vedrører dokumenter.

 

- Vi synes at det man gør i Københavns Kommune, blandt andet med at udbrede ID-kort på byggepladser er et rigtig, rigtig godt tiltag. Det virker til at være et rigtig godt værktøj, og noget vi også gerne vil lade os inspirere af og kigge på om vi skal rulle bredere ud på flere offentlige byggerier, siger Peter Hummelgaard, beskæftigelsesminister, Soc.dem.

Inspiration fra Norge

Ideen til pilotprojektet i Ørestad er hentet fra Norge, hvor man har gode erfaringer med at skattemyndigheder og arbejdstilsyn stiller krav om ID-kort.

Efter planen skal tre byggepladser og en rengøringskontrakt indgå i projektet om at komme social dumping til livs. For Peter Hummelgaard er det håbet at Københavns Kommunes mangeårige indsats, som nu har fået endnu et redskab, vil brede sig til flere myndigheder.

- Jeg ser mange perspektiver i projektet. Også i forhold til, om modellen kan inspirere andre offentlige myndigheder, siger han.

Indsats mod social dumping 

  • Projektet med ID-kort har kostet to millioner kroner, og den næste byggeplads med ID-kort forventes at starte op i januar 2020.
  • Københavns Kommune har siden 2011 sat ind mod social dumping.
  • 1 januar 2018 oprustede Københavns Kommune med en ny hotline og et internt  indsatsteam, som afslører langt flere tilfælde af snyd end hidtil.
  • I næsten alle afsluttede sager har teamet sikret tilbagebetaling til de underbetalte medarbejdere.
  • Når indsatsteamet finder tegn på social dumping, går de først i dialog med arbejdsgiver og giver mulighed for at bringe orden i forholdene. Sker det ikke, kan kommunen kræve en bod og i sidste ende opsige kontrakten med leverandøren.
  • Københavns borgerrepræsentation skal tage stilling til om ordningen skal udrulles til andre bygge- og arbejdspladser, når projektet i Ørestad er færdigt.

Kilde: Københavns Kommune

Sidste år blev der tilbage betalt 3,2 millioner kroner tilbage til underbetalte medarbejdere som var blevet snydt i deres løn, og selv om det samlede tal for 2019 ikke er opgjort endnu, vidner tal fra Københavns Kommunes indsatsteam om, at der er brug for mere opsyn.

- Det er jo en sikkerhed for alle, og også for dem der overholder spillets regler, og det er at de kan være helt sikre på at hvis der foregår social dumping på en arbejdsplads, så fanger vi det og kommer efter dem, siger Frank Jensen til TV 2 Lorry.

I år har indsatsteamet fundet overtrædelser i over halvdelen af de over 100 kontroller der er færdigberegnet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik