Skovfoged efter fest på Amager Fælled: "Skrål gerne i vildens sky, men drop forstærkere"

Man må ikke spille "elektronisk forstærket musik" i naturen, minder skovfoged om, efter unge i weekenden festede på Amager Fælled.

Natten til søndag var omkring 300 mennesker samlet på Amager Fælled, hvor de festede til den lyse morgen.

Her havde de festende ifølge en forbipasserende 'stillet op som på et diskotek' med Soundboks-musikanlæg' midt i det fredede naturområde.

Både hos Københavns Kommune og Naturstyrelsen er man glad for, at naturen bliver brugt, men at spille elektronisk forstærket musik på Amager Fælled er over grænsen.

quote Man må gerne sidde 30 mennesker omkring et bål og hygge sig, drikke øl og skråle i vildens sky, men det er den enorme støj fra forstærket musik, som vi ikke kan tolerere.

Sven Norup, skovfoged i Naturstyrelsen med ansvar for statens arealer på Amager

- Vi freder natur, så vi kan give vores dyreliv et helle. Så er det en rigtig dårlig idé at tage byens aktiviteter med ud i naturen, siger skovfoged Sven Norup, der er skovfoged i Naturstyrelsen med ansvar for statens arealer på Amager.

- Man må gerne sidde 30 mennesker omkring et bål og hygge sig, drikke øl og skråle i vildens sky, men det er den enorme støj fra forstærket musik, som vi ikke kan tolerere, siger han.

Det er ifølge Naturbeskyttelsesloven ulovligt at bruge "elektronisk forstærket musik" i naturen.

For fem år siden oplevede Naturstyrelsen problemer med fester på deres naturarealer, men det har ikke været et problem på det seneste. Københavns Kommune oplever heller ikke, at fester på Amager Fælled er et gentagende problem.

Påvirker dyrelivet

Sven Norup mener, at en fest som den i lørdags kan påvirke dyrelivet.

- Når der bliver holdt fest, påvirker man det område, som dyrene har søgt til for at finde føde eller for at finde hvile. Det er særligt slemt i den situation, hvor der er yngel, og det er der jo nu.

- Jeg siger ikke, at det er en kæmpe katastrofe, men vi har jo nogle områder, hvor vi siger, at her har naturen helle. Og det forstyrrer sådan en aktivitet, siger han.

Københavns Kommunes renholdsafdeling fandt 10 sække med affald ved skraldespandene ved bålpladsen efter festen mandag morgen.

- Vi er jo taknemmelige for, at de har ryddet op efter sig selv, men der er jo et stort fugleliv derude, der har det med at hoppe i det affald, de kan komme til, så vi kunne have ønsket os, at de havde taget de poser, der ikke var plads til i spandene med sig, siger Jakob Hjuler Tamsmark.

Udendørs fester i hele København

Den udendørs fest i Amager Fælled fandt sted samme weekend, som Københavns Politi måtte rykke ud flere gange for at stoppe udendørs fester i byens parker og på pladser. Politiet gav 27 påbud mod støjgener i weekenden i hele København.

TV 2 Lorry har talt med en 24-årig mand, der deltog i en større udendørs fest på Nørrebro lørdag. Han opfordrer andre unge til at holde fester blandt andet på Amager Fælled, der er langt fra beboelse.

quote Jeg kan godt forstå, at folk ikke gider have fest på Nørrebro, men de skal ikke rykke det ud i naturen.

Sven Norup, skovfoged i Naturstyrelsen med ansvar for statens arealer på Amager

Men Sven Norup mener ikke, at Amager Fælled er et bedre sted at feste end i byen:

- Jeg kan godt forstå, at folk ikke gider have fest på Nørrebro, men de skal ikke rykke det ud i naturen, siger han.

Den samme melding kommer fra Københavns Kommune.

- Selvom Amager Fælled ligger langt fra bebyggelse, er det ikke oplagt at feste i, fordi det er et sårbart naturområde. Men man skal tænke sig om og passe på det, når man er derude, siger Jakob Hjuler Tamsmark.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik