Skidt nyt for Tivoli og Bakken – vilde rutsjebaner skal holdes lukket

Ifølge retningslinjer skal vilde forlystelser holdes lukket, medmindre man kan lave afskærmning. Bakkens direktør er fortørnet.

Danskere med hang til vilde rutsjebaner og et sus i maven må væbne sig med tålmodighed.

For selv om forlystelsesparker rundt i landet onsdag har fået lov at åbne, skal de vildeste rutsjebaner og attraktioner som udgangspunkt holdes lukket grundet risiko for smitte med coronavirus.

Det fremgår af et nyt sæt retningslinjer for forlystelsesparker, tivolier og lignende, der er offentliggjort på retsinformation.dk, skriver Ritzau.

Det gælder forlystelser, der giver anledning til råben og skrigen samt forlystelser med kraftig bevægelse eller rotation.

Bakken-direktør: Det er horribelt

TV 2 Lorry har været i kontakt med Tivolis pressechef Torben Plank. Men han ønsker endnu ikke at kommentere på det netop offentliggjorte regulativ. Han forventer dog, at forlystelseshaven vil kunne melde nyt ud i morgen om, hvordan de har tænkt sig at tilpasse havens forestående genåbning den 8. juni efter de nye retningslinjer.

- Vi skal lige tygge på det, siger Torben Plank.

På Dyrehavsbakken er direktør, Nils-Erik Winther, stærkt utilfreds med de skærpede retningslinjer, som er meldt ud så sent som to dage, før Bakken genåbner nu på fredag. 

- Jeg synes, det er horribelt, at regeringen meldte ud en dag før Kristi Himmelfartsferien, at udendørs forlystelsparker alligevel godt måtte genåbne før fase 3, men at vi så har måttet vente på de her retningslinjer. Vi føler os kørt rundt i manegen, siger Nils-Erik Winther.

Han forventer, at Bakkens nye forlystelse Supernova og Rutschebanen vil være lukket som følge af de nye retningslinjer.

- Det er jo nogle af vores helt store trækplastre, så det gør naturligvis ondt, siger han.

Hårdt slag for forlystelseshaver

Der er ingen tvivl om, at retningslinjerne er et hårdt slag for branchen, mener Lars Frelle-Petersen, medlemsdirektør i Dansk Industri, som er brancheorganisation for forlystelsesparkerne.

- Det indebærer for mange af parkernes vedkommende, at de ikke kan åbne for de mest attraktive af forlystelserne.

- I mange af parkerne er de fire-fem vildeste forlystelser et trækplaster, og hvis de er lukket, vil mange nok spørge, hvorfor de så skal betale for at komme ind, siger han til Ritzau.

En forlystelse kan dog, uanset hvor vild den er, åbne, såfremt der er afskærmning, som forhindrer smittespredning.

Den kan også åbne, hvis personer sendes ind i forlystelsen i hold.

Men Lars Frelle-Petersen mener ikke, det kan svare sig for parkerne at åbne med disse forbehold.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik