Skarpt lys fra LED-reklame blænder beboere: Kommune lover at rette fejlen

Mange borgere i København er utilfredse med et stort reklamebanner, der lyser ud over Søerne. De mener ikke, kommunen har overholdt lovgivningen på området.

Et stort reklamebanner lyser ud over Søerne i København. Og når mørket falder på, er det ikke kun Søerne, lysets skær rammer.

Det trænger også ind i flere borgeres lejligheder, og det har skabt megen utilfredshed.

Borgerne har kæmpet en kamp med Københavns Kommune for at få dem til at gøre noget ved den store lysende reklame. Et problem kommunen nu er opmærksomme på.

Der er tale om en Tuborg Julebryg-reklame i levende billeder, der udsender et skarpt LED-lys, som breder sig udover Søerne i København.

Reklamen er på toppen af bygningen Trekanten, som ligger mellem Rosenørns Allé og Åboulevarden tæt ved Sankt Jørgens Sø og Peblinge Søen.

Ejerforeninger modtager klager

Borgerne føler sig generet af lyset, der lyser flere lejligheder op, når mørket falder på. En af dem, der er utilfreds med reklamen, er den tidligere kulturminister Jytte Hilden fra Socialdemokratiet.

- Det er irriterende, at jeg skal have et blinkende lys ind i mit soveværelse og i min stue, siger hun til TV 2 Lorry.

Jytte Hilden bor over for reklamen på Vester Søgade. Hun har ad flere omgange klaget til Københavns Kommune over den store reklame. Og hun er ikke den eneste.

Flere beboere har henvendt sig til hendes ejerforening og de omkringliggende ejerforenigner, hvor de har udtrykt deres utilfredshed med det opsigtsvækkende lys fra reklamen.

- Vi har absolut modtaget mange klager. Man kan ikke komme hjem uden at møde en nabo, som klager. Dels har folk skrevet til bestyrelsen i ejerforeningen, og så hører vi klager fra folk, vi møder, når vi går rundt i byen, fortæller Mogens Granborg, der er næstformand i ejerforeningen Vestersøhus, hvor Jytte Hilden bor, til TV 2 Lorry.

Artiklen fortsætter under billedet

Det er reklamen på toppen af bygningen, der er til gene for borgerne.
Det er reklamen på toppen af bygningen, der er til gene for borgerne.
Foto: Privatfoto

Overholder ikke fredningsregler

Både Jytte Hilden og Mogens Granborg mener ikke, at reklamen overholder reglerne for, hvordan der må reklameres i et fredet område, som Søerne er.

- Man sætter en skrigende belysning op, som lyser henover et fredet område. Man har ikke taget højde for den virkning, det har, når man går fra en lysstofrørsreklame (som der tidligere har været, red.) og til LED-reklame, der kan ses langt væk, forklarer næstformanden.

Men ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen er dette ikke korrekt.

- Ejendommen er beliggende uden for Søernes søbeskyttelseslinje og er ikke omfattet af bestemmelser om fredning og naturbeskyttelse, skriver underdirektør i forvaltningen, Hans Christian Karsten, i et notat formuleret til Jytte Hilden.

Samtidig er der også utilfredshed blandt de generede borgere over, de ikke er blevet involveret i en såkaldt partshøring, inden reklamen blev sat op. Men det, mener forvaltningen ikke, har været nødvendigt, før forvaltningen gav tilladelse til reklamen.

- I forhold til placering og omfang af skiltet har vi vurderet, at der ikke var grundlag for partshøring af omkringboende, skriver enhedschef i forvaltningen Pernille Svenstrup til TV 2 Lorry.

Artiklen fortsætter under billedet

Lige nu er det en reklame for Tuborg Julebryg, der reklameres for på toppen af Trekanten.
Lige nu er det en reklame for Tuborg Julebryg, der reklameres for på toppen af Trekanten.
Foto: Anders Malling Beck

Følger ikke loven

Derudover er Jytte Hilden overbevist om, at tilladelsen fra Københavns Kommune er i strid med den lovgivning, der er på området, der handler om reklameophæng.

Her henviser hun til byggeloven paragraf 6D stk. 2, som siger, at ”skiltning, lysinstallationer o. lign. ikke må være til ulempe eller virke skæmmende i forhold til omgivelserne”.

Men kan du ikke bare rulle dine gardiner for eller købe mørklægningsgardiner?

- Når der er fejl i behandlingen af sagen, og tilladelsen ikke er overholdt, så skal jeg ikke bare bede om mørklægningsgardiner, svarer Jytte Hilden.

Nu vil kommunen justere lysstyrken

Teknik- og Miljøforvaltningen er opmærksomme på problemet og vil rette op på det i den kommende fremtid, oplyser de til TV 2 Lorry.

Forvaltningen overvejer også at involvere borgerne i en partshøring.

- Efter at vi er blevet gjort opmærksom på, at betingelserne i tilladelsen til lysreklamen ikke er overholdt, er vi gået i dialog med skiltets ejer og naboerne om løsninger, der kan bringe skiltet i overensstemmelse med tilladelsen.

- Klagerne går primært på lysstyrken, hvorfor denne skal nedjusteres. I forbindelse med den fremadrettede vurdering af ulemperne for de omkringboende vil forvaltningen tage stilling til, om der skal foretages partshøring, om den lysstyrke vi vil fastlægge som acceptabel, skriver enhedschef Pernille Svenstrup.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik