Simpel opgave tog 10 måneder at forberede: Museum kunne ikke tåle rystelser

Det krævede lang forberedelse, inden arbejdet med at omlægge varmekilden fra damp til fjernvarme hos Glyptoteket i København kunne begynde.

I 19 år har Jan Melin arbejdet med at lave fjernvarme i København.

Da produktionschefen fra NCC sidste år fik tildelt endnu en opgave, lignede det en, som han havde prøvet før. Men da han så nærmere på den, viste det sig, at opgaven var ganske speciel.

Det var nemlig Glyptoteket i København, der denne gang skulle have omlagt varmekilden fra damp til fjernvarme.

quote Jeg skal da være ærlig at indrømme, at opgaven har givet mange bekymringer på grund af alle de ting, der kunne gå galt, hvis det hele ikke planlagt ned til mindste detalje

Jan Melin, produktionschef NCC

Kunstmuseet stiller med ældgamle bygninger, materialer og bevaringsværdige værker andre udfordringer, end almindelige huse gør.

Museet tåler nemlig ikke nogen rystelser.

Derfor har arbejdet krævet stor forberedelse og en lang række af sikringer, før det kunne igangsættes.

- Det er en sjov og spændende udfordring at få. Mange af mine arbejdsdage har været ens, men her skulle vi til at arbejde helt anderledes, siger Jan Melin til TV 2 Lorry.

- Jeg skal da være ærlig at indrømme, at opgaven har givet mange bekymringer på grund af alle de ting, der kunne gå galt, hvis det hele ikke planlagt ned til mindste detalje.

I forbindelse med arbejdet har Glyptotekets glasarkade skabt udfordringer, da den ligesom andre dele af museet ikke tåler rystelser.
I forbindelse med arbejdet har Glyptotekets glasarkade skabt udfordringer, da den ligesom andre dele af museet ikke tåler rystelser.
Foto: NCC

10 måneders forberedelse

Selve opgaven handler om at føre fire rør ind til varmecentralen, som ligger midt inde i museets bygninger. Det omfattende projekt begyndte i januar efter knap 10 måneders forberedelse.

- Under normale omstændigheder ville vi bare have boret eller banket et rør igennem, men det har vi ikke kunne gøre her. Vi har måtte føle os langsomt frem og løbende holde øje med, om der var noget, der rørte på sig, forklarer Jan Melin.

Jan Melin og hans team har derfor brugt håndkraft for at skabe hul til varmecentralen. Det har betydet, at denne del af arbejdet har taget to og en halv uge, hvor det normalt ville tage to dage.

Glyptoteket varmeomlægning
Foto: NCC

Også Glyptoteket har rent praktisk måtte tage sine forbehold.

Det fortæller Glyptotekets bygnings- og sikringschef, Christian Dahl Melchiorsen, til TV 2 Lorry.

Det gælder blandt andet det fire gange fire meter store glasværk “Olympia” af Jørn Larsen.

For at sikre værket er det blevet pakket ind i først specialkonstrueret skum og efterfølgende en massiv trækasse.

Glyptoteket skal klimaoptimeres

At omlægge Glyptotekets varmekilde fra damp til fjernvarme er første step for kunstmuseet i et større projekt om at klimaoptimere hele museet:

- Indholdsmæssigt er vi et af verdens førende antik-museer. Nu vil vi skabe klimaoptimering, der står mål med det. Her er omlægningen fra damp til fjernvarme første skridt, fortæller Christian Dahl Melchiorsen.

Jan Melin anslår, at han og kollegaer fra NCC nu er igennem de allersværeste udfordringer i forbindelse med deres arbejdsopgaver. De forventer, at projektet er endeligt færdigt i maj 2021.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik