SF får grønne indrømmelser med i Lynetteholms-lov

SF har fået flere grønne indrømmelser med i anlægsloven for Lynetteholm. Partiet er dog ikke helt tilfredse med aftalen.

Når politikerne fredag stemmer om anlægsloven for Lynetteholm, er det et lovforslag med flere grønne indrømmelser til SF, end der oprindeligt var lagt op til.

Alligevel er det ikke et jublende SF, der agter at stemme ja til aftalen, som regeringen har politisk flertal for.

- SF har været meget kritiske og bekymrede for den anlægslov, der skal vedtages nu, og vi er det sådan set fortsat. Vi forsøgte så sent som i sidste uge at udskyde det, så man får bedre tid til at undersøge projektet ordentligt, siger Anne Valentina Berthelsen, der sidder i Transportudvalget for SF:

- Men det vil regeringen ikke, og de har et flertal, og derfor har vi som det eneste meget kritiske parti, der er en del af principaftalen måtte kæmpe forbedringer ind. Det er ikke perfekt, men jeg er glad for det, lyder det videre.

Efter pres fra SF, er det nu blevet tilføjet til anlægsloven, at der skal etableres en 15 hektar stor marin havpark med stenrev, som kan filtrere vandet. 

Derudover skal der nu genplantes dobbelt så meget ålegræs, som der bliver ødelagt ved anlæggelsen af Lynetteholm. Hidtil har det kun været et tilsvarende areal, der skulle genplantes, men nu kommer arealet i stedet op på fem hektar ålegræs.

quote Jeg er stadig ikke, ud fra de oplysninger, vi har nu, betrygget i, at det her ikke får miljøkonsekvenser

Rasmus Vestergaard Madsen, medlem af Transportudvalget for Enhedslisten

Ålegræsbede er vigtige for miljø- og dyreliv under vandet. De er hjemsted for et rigt udvalg af havets mindre dyr og et vigtigt opvækstområde for fiskeyngel. Desuden optager ålegræs CO2 og binder betydelige mængder kvælstof og fosfor.

Endeligt er der nu opnået enighed om, at der efter anlægsloven er vedtaget, skal laves en strategisk miljøvurdering (SMV) for projektet, som tillæg til den VVM-undersøgelse der er lavet for selve anlæggelsen af halvøen.

Ny måde at opgøre miljøpåvirkninger

At der nu skal laves en SMV betyder, at man er enige om fremadrettet at opgøre miljøpåvirkningerne i et større perspektiv.

Groft sagt er forskellen på de to vurderingstyper, at en SMV er en mere overordnet og mindre konkret miljøvurdering. En VVM er en vurdering af et konkret projekts miljømæssige påvirkninger - i dette tilfælde selve anlægget af halvøen Lynetteholm. 

En SMV involverer udarbejdelsen af en miljørapport, der tager højde for hele projektets miljømæssige konsekvenser. 

I Lynetteholms tilfælde vil man eksempelvis medregne både den metroforbindelse og den østlige ringvej, der skal etableres til og fra øen, og så vil man medregne byudviklingen til 35.000 beboere og også den dokport, der skal laves for at Lynetteholm bliver en stormflodssikring af København.

Det er et krav fra EU, at der udarbejdes en SMV ved visse typer af større projekter, der vurderes at have indvirkning på miljøet.

- Bordet fanger, når man laver sådan en SMV. Så skal man også tage resultatet til sig og handle på det, siger Anne Valentina Berthelsen, SF.

HVAD ER FORSKELLEN PÅ EN SMV OG EN VVM?

De to undersøgelser ligner til forveksling hinanden, da det er de samme trin der skal gennemføres. Dog har det stor betydning, hvilken undersøgelse man anvender, da undersøgelses-typerne er forskelligt afgrænset.


SMV (Strategisk MiljøVurdering):

En miljøvurdering, der skal forsøge at medregne alle miljøpåvirkninger, et projekt medfører i et strategisk perspektiv. Dette betyder, at hvis der planlægges infrastruktur, industri eller andre ting der kan påvirke miljøet som følge af et anlægsprojekt medregnes dette også. Desuden er der særlige regler for inddragelse af offentligheden.

Vedtaget af EU i 2001 og gennemført i Danmark ved Miljøvurderingsloven fra 2004.


VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet):

En miljøvurdering der skal forsøge at medregne alle miljøpåvirkninger ved et konkret projekt. Det kan eksempelvis være ved et husbyggeri. En VVM vil ofte være mere præcis, da men med kendskab til det konkrete projekt har bedre forudsætninger for at regne på miljøpåvirkningerne. 

EF-direktiv fra 1985.


Kilder: 

Anne Merrild Hansen, professor ved  Det Danske Center for Miljøvurdering

Den Store Danske

Massiv miljøkritik op til afstemning

I den seneste tid har flere professorer i miljøret meldt sig på banen af kritikere overfor  projektet. 

Kritikken peger på flere dele af projektets forarbejde, bl.a. at vurderingerne af hvor meget dyreliv og havmiljø der påvirkes er for overfladiske, at vores naboer i Østersøen ikke er blevet inddraget nok i processen, og desuden at der ikke allerede nu er lavet en SMV, hvilket ifølge flere eksperter er i strid med EU-regler.

En aktindsigt givet til Ingeniøren viser også, at statens eget organ Miljøstyrelsen i en 11 sider lang rapport savner væsentlige oplysninger i forarbejdet.

Se indslag fra onsdag, hvor juraprofessorer kritiserer Lynetteholmsprojektet for at være i strid med EU-lovgivning.

Anne Valentina Berthelsen medgiver, at SF helst havde set en SMV blive lavet, inden anlægsloven blev vedtaget. Et synspunkt der deles af Enhedslisten, som ikke agter at stemme for anlægsloven fredag.

- Hvis vi overhovedet skulle overveje at stemme for, skal jeg med syvtommersøm sikre mig, at det her ikke har konsekvenser for Øresund og Østersøen, siger Rasmus Vestergaard Madsen, medlem af Transportudvalget for Enhedslisten.

Han mener ikke, at de grønne indrømmelser, der er kommet til anlægsloven, er tilstrækkelige:

- Det synes jeg sådan set ikke. Jeg synes, vi burde sætte processen på hold, indtil vi har fået fuldstændig afklaring om, hvad der er op og ned i forhold til EU-regler. 

- Jeg er stadig ikke, ud fra de oplysninger, vi har nu, betrygget i, at det her ikke får miljøkonsekvenser.

SF's Anne Valentina Berthelsen påpeger, at hun ikke er glad for at skulle stemme for anlægsloven, men mener, det er det rigtige at gøre, da loven har flertal også uden SF.

- Anlægsloven bliver vedtaget, uanset om SF stemmer for eller ej. Hvis vi havde sagt, vi ikke ville stemme for, var den blevet vedtaget uden alle de her indrømmelser. Vi er bedre tjent med Lynetteholmsprojektet, ved at vi aktivt går ind og kæmper.

I betænkningen til lovforslaget har SF noteret, at "eftersom det alene er regeringens ansvar, at krav og regler fra EU bliver fulgt, stemmer SF for lovforslaget", men Anne Valentina Berthelsen mener ikke, det er billige, grønne point, partiet forsøger at hente:

- Nogle gange er det nødvendigt at pointere det. Vi har miljøjurister og eksperter, vi stoler utrolig meget på, som siger, det ikke holder i EU-retten. Så det er vores måde at sige ”det er jer der lægger hovedet på blokken”.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik