Selvskade - Mies hemmelige liv

Indsatsen imod selvskade bliver nu opjusteret. Her er Mie Andersens historie om at gøre skade på sig selv og komme ud på den anden side. Udgivet den 24. august 2022 Journalist: Sebastian Bindesbøll Møller Udvikler: Louise Cassens

Mie Andersen skar sig selv første gang, da hun var 13 år. Hun holdt selvskaden hemmelig i mange år.

Op imod hver femte af alle elever, der forlader folkeskolen, siger, at de har prøvet at skade sig selv. En af dem, der har alvorlige problemer på grund af selvskade, er 27-årige Mie Andersen, som bor på Amager. Indtil teenageårene var der ikke noget, der indikerede, at Mie Andersen skulle få alvorlige problemer med selvskade.

- Jeg fremstod altid glad, velfungerende og som én, der havde styr på livet, siger Mie Andersen, da jeg besøger hende i hendes hjem på et bosted for udsatte på Amager.

Hun scorede topkarakterer i skolen og spillede håndbold på højeste niveau. Hun var endda udpeget til at være en af de spillere, der kunne komme på landsholdet.

- Det var vigtigt for mig, at jeg udadtil fremstod perfekt. Der var bare ikke nogen, der vidste, hvordan jeg havde det bag min facade, siger hun.

Selvskade_Happy

Penge til området

Et område indenfor psykiatrien, hvor der faktisk for nylig er sket forbedringer, er i indsatsen over for selvskade. Team for selvskade, som hører under Børne- og ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden, er netop blevet tildelt en fast bevilling på 3.5 millioner kroner.

- Det betyder, at vi kan ansætte en ekstra medarbejder udover de fire, vi er nu. Det betyder også, at vi ikke behøver at søge penge igen og igen. Derfor kan vi koncentrere os om at hjælpe patienterne både nu og på længere sigt, siger Teamets leder Lotte Rubæk.

Holder det hemmeligt

Et problem, når man arbejder med selvskadende, er, at de ofte holder deres lidelse skjult for omverdenen. 

Imens omverdenen kun så, at overfladen skinnede og smilet var stort, gik Mie Andersen rundt med et stort hul indeni.

- Da jeg er 12 år, begynder jeg at blive rigtig ked af det. Ikke bare engang imellem men hele tiden, siger Mie Andersen.

Skærer sig selv som 13-årig

En dag, da hun er 13 år gammel, får den indre smerte hende til at gøre noget, hun ikke har prøvet før. Hun skærer sig selv.

- Jeg havde før prøvet at skære mig ved fejl, da jeg havde barberet mine ben. Men den her gang var det ikke en fejl, der gjorde jeg det bevidst, siger Mie Andersen.

Mie har nu skadet sig selv for første gang.

- Der var det vitterlig et råb om hjælp, og en forhåbning om, at nogen så det, siger Mie Andersen.

Seks gode råd, hvis du har en pårørende, der skader sig selv


Selvskade_haandbaald2

Alt som før

Men der er ikke nogen omkring hende, der ser det. Til gengæld er det heller ikke noget, hun gør igen. I hvert fald ikke med det samme. I stedet fortsætter alt som før. Tomheden bag hendes perfekte smil bliver bare større og større.

- Det var enormt ensomt. Der var ikke nogen, der vidste, hvordan jeg havde det, og jeg kunne ikke fortælle nogen, hvordan jeg havde det. Så ville hele den her perfekte facade af mig krakelere, siger Mie Andersen.

Facaden krakelerer

Men på en studietur i niende klasse kommer der første gang en sprække i hendes polerede facade.

- Det ender med, at en af mine lærere lægger mærke til, at jeg ikke har det så godt og siger, at hvis jeg er ked af det, så kan jeg komme til hende, siger Mie Andersen.

Først afviser Mie. Men om aftenen kommer reaktionen.

- Der ender det med, at jeg bryder fuldstændig sammen foran hende og græder i flere timer, siger Mie Andersen.

Selvskade_Portrait

Coaching

Episoden fører til, at Mie bliver tilbudt nogle få timers coaching. Men hun finder hurtigt tilbage til den tilstand, hvor hun kan skjule sin indre smerte. End ikke hendes nærmeste ved, hvordan hun har det. Derfor kommer hun ikke i egentlig behandling. Hullet indeni vokser, og nu tager hendes selvskade fart.

- Jeg begynder stille og roligt at skære i mig selv, siger Mie Andersen.

I den ulykkelige situation bliver selvskaden Mies destruktive ven.

- Det giver mig desværre meget godt. Mine følelser er meget ekstreme, og jeg føler meget tit, at jeg ikke kan kontrollere dem. Jeg bliver rigtig bange og ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det, jeg kan kontrollere, er smerten, jeg påfører mig selv, siger Mie Andersen.

Smerten dulmer hendes mørke følelser.

- Der var rigtig meget stress og rigtig meget angst. Samtidig følte jeg selvhad, som gjorde, at Jeg tænkte: Hvis jeg skal kunne komme igennem de her følelser og det her angstanfald, så bliver jeg nødt til at skade mig selv, hvis jeg skal få lidt ro, siger Mie Andersen.

Selvskade_arm_2

Skærer der hvor ingen kan se

I starten skærer hun sig steder, der kan skjules.

- Jeg pressede ikke til. Det var meget overfladisk. Jeg skar på mit inderlår, siger Mie Andersen.

Men med tiden tager selvskaden tager til.

- Det bliver flere steder, og det bliver større områder, siger Mie Andersen.

Hun holder stadig sin selvskade skjult for omverdenen. Hun får et job på en café.

- Arbejdet gjorde, at jeg kunne gemme mig. Jeg arbejdede rigtig meget, fordi jeg følte, at det var mit fristed. Jeg kunne være en anden end mig selv, siger Mie Andersen.

Advarselslamper

Hendes forældre kender stadig intet til selvskaden. Men en konkret episode får forældrene til at opdage, at deres datter bærer på noget, hun ikke fortæller.

- Vi skal flytte fra mit barndomshjem i Greve. I og med at vi er ved at pakke ting ned, finder jeg en masse barndomsbilleder, som jeg smider ud. Det får alarmklokkerne til at ringe hos mine forældre. De undrer sig over, at jeg pludselig vil have alle mine barndomsminder væk, siger Mie Andersen.

Får Psykolog

Nu går det op for forældrene, at Mie bærer på en hemmelighed. At hun har det svært. De sørger for, at hun får en psykolog.

Men de ved stadig ikke, at du skærer i dig selv?

Nej, siger Mie Andersen.

Selvskade_Seng

Mister lysten til livet

Imens Mie fortsætter sit skjulte liv med selvskade, får hun det gradvist værre. Selvom familien prøver at hjælpe, kender de ikke hendes hemmelighed og kan ikke få hende få hende ud af hendes stærkt depressive tilstand. Til sidst må psykiatrien træde til.

- Jeg bliver indlagt, fordi jeg ikke længere føler, jeg kan være i en her verden. Jeg føler ikke, at jeg hører til. Jeg er hos min psykolog og fortæller hende, at jeg egentlig allermest har lyst til at tage mit eget liv, siger Mie Andersen.

Lukket psykiatrisk afdeling

Psykologen sørger for, at Mia bliver indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.

- Det var svært og håbløst i starten. Jeg var enormt bange, og jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til, jeg havde alle mulige forestillinger siger Mie Andersen.

Selvskaden tager til

På psykiatrisk afdeling eskalerer Mies selvskade yderligere.

- Jeg havde det bare dårligt, siger Mie Andersen.

Hun skader sig oftere og oftere og mere og mere alvorligt.

- Og så en dag går det jo galt, kan man sige. Jeg skærer mig så dybt, at jeg skal sys for første gang, siger Mie Andersen.

Er du berørt af selvskade?

Familien ser et plaster

Det er først efter den episode, at Mie ikke længere kan opretholde den hemmelighed, hun har haft for sin omverden i flere år. Familien kan nu selv se, at hun er selvskadende.

- De kan se et plaster igennem en sok, da de besøger mig på lukket afdeling, siger Mie Andersen.

selvskade_room2

Ikke set som selvstændigt problem

Undersøgelser viser, at omkring 20 procent af de børn, der forlader folkeskolen, har prøvet at skade sig selv. Men det er først her de senere år, at børne- og ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden er begyndt at sætte ind med målrettet behandling. 

Indtil starten af nullerne, så man ikke selvskade som et selvstændig problem, men fokuserede på de andre diagnoser patienterne havde. Men det undrede Lotte Rubæk, som i dag er leder af Team for selvskade, og dengang var psykologstuderende og arbejdede på en afdeling for spiseforstyrrelser. 

- Det gik op for mig at de her unge mennesker, udover de lidelser de kom med, også skar i sig selv, eller bankede hovedet ind i muren. Jeg tænkte: Hvad pokker er det her, siger Lotte Rubæk til TV 2 Lorry.

Forskning

Lotte Rubæk besluttede sig for 17 år siden sammen med Bo Møhl, som i dag er professor emeritus ved Aalborg Universitet, at undersøge fænomenet nærmere og startede - som den første i landet - et forskningsprojekt om selvskade. Samtidig steg opmærksomheden om emnet verden over.

- Man har tidligere forstået selvskade som en form for selvmordsadfærd, hvor man også forskningsmæssigt har blandet selvskade og selvmord sammen i en stor pærevælling, siger Lotte Rubæk.

Stor forskel

Forskningen viste, at selvmord på mange måder adskiller sig fra selvskade. Den vigtigste forskel er årsagen til at adfærden. Hvor selvmord er et udtryk for håbløshed, har selvskade en helt anden funktion.

- Selvskade er ofte noget, personen gør for at få det bedre lige her og nu i situationen. For mange er det endda en overlevelsesstrategi, fordi de ikke ved, hvad de ellers skal gøre for at holde sig i live. Mange får en fornemmelse af, at de med selvskaden får luften til at gå lidt af ballonen, at de bliver nedreguleret og igen kan være i sin egen krop, siger Lotte Rubæk.

Tidlig indsats

I forbindelse med den nye opprioritering bliver det såkaldte STIME-projekt udvidet og gjort permanent. Det er et samarbejde om tidlig indsats overfor unge, som er indgået imellem psykiatrien og en række hovedstadskommuner. 

- Det giver og mulighed for at opdage unge, der skader sig selv, hurtigere. Dermed kan vi behandle dem, før deres lidelse bliver så alvorlig, at den er helt uoverskuelig, og de udvikler alvorlige psykiatriske problemer, siger Lotte Rubæk. 

Selvskade_team

Patienter liver screenet

I dag bliver børn og unge, der kommer til børne- og ungepsykiatricenteret systematisk screenet for selvskade ved første besøg. Hvis de er selvskadende, bliver de henvist til Team for selvskade, hvor de tilbudt at være med i et forskningsprojekt, der afprøver en helt ny form for behandling, som i høj grad foregår via internettet.

- Selvskade har hidtil været et problem, som der ikke blev gjort noget ensartet ved, og man ikke har kunnet tilbyde nogle målrettede indsatser. Der er det vigtigt, at der er indsatser på forskellige niveauer, og at indsatserne er baseret på forskning og viden, siger Lotte Rubæk.

Team for selvskade tilbyder et målrettet forløb, som tager 11 uger, hvor selvskadende modtager hjælp fra teamets ansatte til at håndtere deres selvskade. 

- Vi afprøver en ny internetbaseret terapiform. I første omgang er det er forskningsprojekt, hvor vi indsamler viden om den behandling, vi giver de unge. Vi vil sikre, at vi får den bedst mulige behandling, inden vi ruller den ud i hele psykiatrien, siger Lotte Rubæk.

Vidensdeling

Team for selvskade sørger også for, at den nyeste viden om selvskade bliver spredt ud til de ansatte i psykiatrien. Blandt andet hvordan man bedst kan behandle børn og unge, der lider af selvskade. 

 - Det har hjulpet os meget, at vi har fået en ensrettet tilgang, og nogle redskaber og vejledninger, vi kan arbejde ud fra, siger Gunilla Puk Hjarding, som er sygeplejerske på Døgnafsnittet for Spiseforstyrrelser på Bispebjerg Hospital.

Mange holder op

Team for selvskade regner med at kunne præsentere resultaterne af det forskningsprojekt, der undersøger virkningen af deres behandling om et par år. De oplever, at de gør en forskel for mange af de unge, de får i behandling.

- Vi oplever, at en del af dem slet ikke skader sig selv længere, og vi oplever, at langt de fleste har væsentlig mindre selvskade, end de havde, da de startede, siger Lotte Rubæk.

Selvskade_venterum

Mie blev afhængig

I dag har man altså erkendt, at en tidlig målrettet, forbyggende indsats er det, der skal til. Det samme, som vi hører fra mange andre dele af psykiatrien, hvor patienter bliver så dårlige, at det er svært at hjælpe dem ud af en håbløs situation. Mies historie viser, hvor galt det kan gå, hvis man ikke sætter ind fra start.

- Fordi jeg kunne opnå det, jeg havde brug for, gjorde jeg det jo mere og mere. Det blev en afhængighed for mig til sidst, siger Mie Andersen. 

Det var altså først da Mie Andersen blev selvmordstruet og indlagt på lukket afdeling, at det gik op for hendes nærmeste, at hun var selvskadende. Fordi Mies psykiske lidelse ikke bliver opdaget og taget i opløbet, kommer hun så langt ud, at hun ikke kan komme tilbage. Hun havde flere måder at skade sig selv, og metoderne tog til.

På et tidspunkt finder hun et forum på internettet, hvor andre der er selvskadede lægger billeder af deres sår op.

- Det betød rigtig meget for mig. Lige pludselig fandt jeg et forum, hvor der var rigtig mange, der havde det ligesom mig, og som forstod mig, siger Mie Andersen.

De fora er tidligere beskrevet og er af eksperter betegnet som dybt problematiske.

Det kunne Mie Andersen dog ikke se.

- Jeg var sådan: Gud, man kan også selvskade på den her måde. Hvorfor har jeg ikke prøvet det? Det tror jeg, at jeg vil prøve. Da jeg var derinde, kunne jeg jo ikke se det. Jeg kunne ikke se, at jeg blev påvirket så negativt, siger Mie Andersen.


Selvskade_closup2

Mies selvskade er tæt på at ende fatalt

- Jeg sidder på badeværelset, og jeg skærer igen og igen og igen. Det samme sted. Da jeg kommer til skadesturen, får jeg at vide, at hvis det havde været en millimeter dybere - altså hvis jeg havde skåret oveni det bare en gang til - så var det ikke sikkert, at jeg ville overleve det, siger Mie Andersen.

I dag kan Mie holde sin selvskade i ro det meste af tiden. Men det sker stadig, at hun selvskader.

Hun læser engelsk på Københavns Universitet, og hun håber, at hun kan gennemføre og få et job. Hun ville ønske, nogen havde opdaget hendes selvskade tidligere, og hjulpet hende før hun kom helt derud, hvor det blev meget svært at komme ud af.

- Jeg er ret sikker på, at hvis man havde grebet min selvskade i starten, så tror jeg ikke, jeg havde været selvskadende i dag, siger Mie Andersen.

Hvis du går med svære tanker, og overvejer at tage dit eget liv, så kan du ringe til:

Livslinien på telefon: 70 20 12 01