Se videoen af den vilde nedrivning: Højhus gnaves ned fra toppen

Den 88 meter høje kontorsilo på Carlsberggrunden i København gnaves ned af kæmpemaskiner ovenfra.

Der er ikke noget med voldsomme eksplosioner og et tårn, der langsomt synker sammen i en støvsky, når nedrivningen af den gamle kontorsilo på Carlsberg-grunden i København nu gennemføres. 

Nej, det foregår langt mere elegant - næsten nænsomt. For bygningen pilles i stykker - bid for bid - af store maskiner, der arbejder på toppen af det gamle højhus.

Det er første gang, den form for nedrivning benyttes i Skandinavien - og på verdensplan er det bare fjerde gang. På toppen af bygningen er store maskiner i gang med at klippe betonen i stykker.

- Det bliver så knust i mindre stykker, og så bliver det hevet ind til midten og smidt ned i skakte, hvor det ryger ned i bunden af bygningen og trukket ud om aftenen, når der ikke bliver arbejdet, fortæller Peter Anker Olsen, der er projektchef i Carlsberg Byen.

450 ton tung stålkonstruktion sikrer nedrivningen

På toppen af bygningen sidder en 450 tons tung stålkonstruktion, som sikrer, at der ikke kan falde beton ned på veje og boliger under arbejdet.

- Der er jo ting, der vil kunne falde ned, hvis man ikke forhindrer det. Og der ville man normalt skulle lave et tyve etager højt stillads i stedet for, fortæller Peter Anker Olsen om stålkonstruktionen, der bevæger sig nedefter i takt med nedrivningen.

Den snart forhenværende bygning blev opført mellem 1965 og 1967, og det efter københavnske forhold meget høje byggeri blev tegnet af arkitekt Svenn Eske Kristensen.  Den blev oprindeligt anvendt som silo, men fra 1997 fungerede den også som Carlsbergs hovedkontor. 

Bygningen kan ikke anvendes til boliger og må derfor lade livet som en del af det gigantiske projekt, der har ændret hele Carlsberg-grunden, hvor der er vokset et nyt bykvarter op. 

Nedrivningen skal være færdig til maj. 98 procent af materialerne fra det nedrevne byggeri forventes genanvendt, og når grunden er ryddet, skal der rejses et nyt tårnbyggeri på stedet. Byggeriet skal huse både boliger og butikker.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik