Se video: Trafikkaos ved børnehave får Kristine til at frygte for sin datters liv

Et vejarbejde har medført farlig cykeltrafik tæt på en børnehave i Brønshøj. Forældrene frygter for deres børns sikkerhed og løsningen trækker ud.

Hver morgen er det forbundet med frygt, når Kristine Thygesen skal aflevere sin 4-årige datter i Nordtoftegaard Udflytterbørnehave i Brønshøj.

Kristine frygter ikke for sig selv, men for sin datters og hendes børnehavekammeraters sikkerhed.

På grund af vejarbejde bliver cykeltrafikken omdirigeret, og det betyder, at cyklister i store horder er begyndt at køre ulovligt over fodgængerfeltet ved børnehaven.

Og her er der altså risiko for, at cyklisterne rammer forældrene og deres små børn på vej i børnehave, fortæller Kristine Thygesen. 

- I sidste uge gik min datter over fodgængerfeltet hånd i hånd med en jævnaldrene ven, hvor jeg gik lige bagved. Her bliver vi mødt af 10-15 cyklister, som overhovedet ikke tog hensyn til de to børn, der jo let kan blive ramt og falde, fortæller Kristine Thygesen og fortsætter:

- Jeg blev bange - rigtig bange. Flere forældre har samme oplevelse, og jeg har prøvet at henvende mig til cyklisterne flere gange, men de er ligeglade. Tre gange er min hund også blevet ramt af cyklisterne, men uden at nogen stopper op eller siger undskyld.

Derfor er Kristine Thygesen begyndt at optage videoer af de mange cyklister, som hun har delt med politiet og TV 2 Lorry, som du kan se nedenunder. 

Bøden for at cykle over et fodgængerfelt er på 700 kroner.

Videoerne er også blevet delt i en Facebook-gruppe for borgere i Brønshøj, og her vælter det ind med kommentarer fra personer, der har oplevet det samme, og som fordømmer cyklisternes adfærd.

Også i Nordtoftegaard Udflytterbørnehave ønsker man, at de mange cyklister tager mere hensyn.

- Alle forældre har udtrykt bekymring om det. I sidste ende frygter vi alle et uheld, og cyklisterne bør selvfølgelig trække over fodgængerfeltet, fortæller Hella Carstensen, der er leder i børnehaven.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Det er i fodgængerovergangen fra Mosesvinget i retning mod Pilesvinget, hvor cyklisterne forsømmer færdselsloven ved at køre gennem i stedet for at stå af og trække cyklen.
Det er i fodgængerovergangen fra Mosesvinget i retning mod Pilesvinget, hvor cyklisterne forsømmer færdselsloven ved at køre gennem i stedet for at stå af og trække cyklen.
Foto: Google Maps

Efter massiv efterspørgsel sendte politiet i sidste uge et par betjente til området, og her blev der uddelt bøder til trafiksynderne i stor stil.

Det stod dog kun på enkelt dag, og selvom der efterfølgende var flere, der begyndte at trække cyklen over, er alt nu som før, fortæller Kristine Thygesen.

Københavns Kommune oplyser til TV 2 Lorry, at gravetilladelsen på strækningen er blevet forlænget med fire uger, og vejarbejdet kommer derfor med stor sandsynlighed til at vare frem til slutningen af september.

- Det er jeg meget ked af at høre, fortæller Kristine Thygesen, der vil fortsætte med at optage videoer og sende til politiet i håb om, at de tager handling igen. 

Københavns Politi bekræfter over for TV 2 Lorry, at man har rettet henvendelse til Københavns Kommune om uhensigtsmæssig skiltning ved krydset.

- Der kan opstå farlige situationer for både bilister, cyklister og gående, og derfor vil jeg stærkt opfordre til, at man følger reglerne og ikke mindst er ekstra påpasselig, da der er børn og mange bløde trafikanter på stedet, siger Steen Søder, der er politiinspektør i Københavns Politi. 

Københavns Politi kunne dog ikke kommentere på, om de har planer om at sende betjente med bødeblokke ud til krydset igen i den nærmeste fremtid. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik