Se billederne: Hovedstaden mindes Mia og de øvrige ofre for kvindedrab

Et fakkeltog fra Christiansborg Slotsplads til Transport- og Ligestillingsministeriet mindede søndag aften den 22-årige kvinde, der sidste uge blev dræbt efter en bytur i Aalborg.

I bunden af denne artikel kan du se flere billeder fra aftenens fakkeltog.

Søndag aften var flere hundrede mennesker samlet på Christiansborg Slotsplads for at mindes ofrene for kvindedrab.

Her blev der holdt taler, hvorefter de mange mennesker i samlet flok bevægede sig mod Transport- og Ligestillingsministeriet.

Mindeoptoget kommer en uge efter, at den 22-årige Mia Skadhauge Stevn blev dræbt på vej hjem fra en bytur i Aalborg.

quote Jeg havde selv en oplevelse for tre uger siden, hvor jeg måtte løbe ind i min opgang. Det er også derfor, at jeg er her i aften. Jeg var heldig, men det er ikke altid, folk er heldige.

Laura Landin, højskoleelev

En af de fremmødte var højskoleeleven Laura Landin, der selv har oplevet at føle sig utryg i nattelivet.

- Jeg har valgt at være her, fordi jeg mener, at det er vigtigt at sætte fokus på kvinders utryghed i nattelivet, siger hun til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Jeg havde selv en oplevelse for tre uger siden, hvor jeg måtte løbe ind i min opgang. Det er også derfor, at jeg er her i aften. Jeg var heldig, men det er ikke altid, folk er heldige. 

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Madeleine Stenberg Williams (til venstre) var blandt de fremmødte søndag aften.
Madeleine Stenberg Williams (til venstre) var blandt de fremmødte søndag aften.
Foto: Ninna Kokholm

Også Madeleine Stenberg Williams, der går i 3.g. på Bagsværd Kostskole og Gymnasium, var søndag aften dukket op for at sætte fokus på problemet med overgreb mod kvinder.

- Jeg er her for at støtte Mia, de kvinder, der har mistet livet til partnervold og generelt alle kvinder, der har oplevet overgreb, siger hun til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Jeg håber, at dagen i dag vil vække opmærksomheden omkring det store problem, der er i Danmark, ved at så mange kvinder er bange for at gå alene.

Forud for søndagens fakkeltog i København mødte TV 2 Lorry arrangøren bag, Frederikke Bencke. Hør om hendes tanker bag arrangementet i videoen herunder.

(Artiklen fortsætter efter videoen).

Frederikke Bencke har arrangeret søndagens mindeoptog.

Øget politisk fokus

Netop overgreb på kvinder og kvindedrab er der kommet et stort fokus på, efter den 22-årige Mia Skadhauge Stevn blev dræbt sidste weekend.

Flere politikere blandt andet statsminister Mette Frederiksen (S) har været ude og kommentere på sagen.

- Det knuser mit hjerte. En festlig aften, der ender som det værst tænkelige mareridt. En ung kvinde på vej hjem. Det føles så uendeligt meningsløst, lød det fredag fra statsministeren i et opslag på Instagram.

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Den nyudnævnte ligestillingsminister deltog i aftenens mindeoptog i København.
Den nyudnævnte ligestillingsminister deltog i aftenens mindeoptog i København.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Også den nyudnævnte ligestillingsminister, Trine Bramsen (S), der også var tilstede ved fakkeltoget, har i kølvandet på sagen sagt, at det er "bedrøveligt", at der i 2022 er kvinder, der bliver dræbt, fordi de er kvinder.

- Det skal vi gøre noget ved, sagde hun fredag til TV 2.

- Vi bliver nødt til at tale om det her som noget, der sker for kvinder, fordi de er kvinder. Ikke på grund af alt muligt andet, fortsatte hun.

Nedenfor kan du se flere billeder fra aftenens fakkeltog i København.

Søndag aften gik flere hundrede mennesker gennem København for at mindes  Mia Skadhauge Stevn, der sidste weekend blev dræbt efter en bytur i Aalborg.
Søndag aften gik flere hundrede mennesker gennem København for at mindes Mia Skadhauge Stevn, der sidste weekend blev dræbt efter en bytur i Aalborg.
Foto: Ninna Kokholm
Mindeoptog
Foto: Ninna Kokholm
Aftenens fakkeltog begyndte på Christiansborg Slotsplads i København.
Aftenens fakkeltog begyndte på Christiansborg Slotsplads i København.
Foto: Ninna Kokholm
Ligestillingsminister Trine Bramsen (S) var blandt de fremmødte til søndagens mindeoptog i København.
Ligestillingsminister Trine Bramsen (S) var blandt de fremmødte til søndagens mindeoptog i København.
Foto: Ninna Kokholm
Fra slotspladsen ved Christiansborg bevægede folk sig mod Transport- og Ligestillingsministeriet.
Fra slotspladsen ved Christiansborg bevægede folk sig mod Transport- og Ligestillingsministeriet.
Foto: Ninna Kokholm
Fakkeloptoget sluttede foran Ligestillingsministeriet. Her blev nynnet "Kringsatt av Fiender".
Fakkeloptoget sluttede foran Ligestillingsministeriet. Her blev nynnet "Kringsatt av Fiender".
Foto: Ninna Kokholm

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik