Salka og Sofie var topløse på altanen - så fik de en klagemail

Kan man tillade sig at være topløs på sin egen altan? Ikke ifølge en virksomhed, der administrerer en ejendom i København, hvor to unge kvinder har fået besked om at dække sig til.

"Jeg håber, I vil tage klagerne til jer, og tage hensyn til det ikke er alle der trives med at kunne se hinandens kropsdele, og derfor vil være rimeligt tildækket når i opholder jer på altanen. Go sommer."

Sådan står der i den mail, Sofie Rømer Henriksen og Salka Stougaard Rafn forleden modtog fra en kvinde, der er er administrator for den ejendom på Vesterbro i København, hvor de to kvinder bor til leje.

De har i godt tre år delt den københavnske lejlighed, der som andre lejligheder i samme bygning har altan mod gården. Og når vejret er godt skinner solen på Salka og Sofies altan, og så solbader de. Topløst.

Men i et land, der ellers er kendt for fysisk frisind, er det faldet flere andre beboere i ejendommen for brystet, at de to unge kvinder solbader topløst. Der blev klaget.

Fire lejemål havde klaget

Klagen er dukket op sammen med endnu en varm sommer, der har ramt landet. Og da varmen kom, indtog Salka og Sofie altanen, hvor de nød det gode vejr, ligesom de plejer. Indtil mailen landede i indbakken:

"Hej Salka og Sofie.

Jeg skal gøre opmærksom på, at jeg desværre har modtaget henvendelse fra 4 forskellige lejere vedr. at de føler ubehag ved jeres letpåklædte adfærd på altanen",.

Sådan lyder starten på mailen til de to forbløffede kvinder.

- Jeg var i chok, og sendte straks mailen videre til Sofie. Vi skrev frem og tilbage om, hvad vi skulle gøre fortæller Salka Stougaard Rafn til TV 2 Lorry.

quote Vi vil da ikke seksualiseres, fordi vi er topløse på altanen.

Sofie Rømer Henriksen og Salka Stougaard Rafn

Det blev til et opslag på Instagram om klagesagen - og sidenhen også til et debatindlæg i dagbladet Politiken, hvor de to kvinder fortæller om sagen - og slår et slag for solen, tolerancen - og de topløse bryster.

- Vi vil da ikke seksualiseres, fordi vi er topløse på altanen. Lige nu er der en udvikling, hvor vi har taget kroppen tilbage. Og hvis man har lyst til at hoppe i vandet topløs, så skal man gøre det - det er ikke op til andre at bestemme. Det gælder også i en park eller på en altan. Og selvfølgelig kan man ikke undgå, at folk kigger, men der er forskel på at kigge og på at glo - og ligefrem sende en klage, lyder det enstemmigt fra de to kvinder.

De ved ikke, hvem klagerne er. 

- Det er jo ikke folk fra vores egen opgang, for de har altaner over eller under vores og kan ikke se ind. Så det er nok nogen overfor, fortæller Salka og Sofie. 

Vi bliver ved

De siger dog til TV 2 Lorry, at de vil fortsætte med at være topløse på altanen - men næste gang, det sker, bliver det med en lidt anden følelse.

- Det har da sat tanker i gang, og det kommer til at føles en smule grænseoverskridende. Det bliver ikke, som før vi fik klagen. Det sidder i kroppen, og man får en ubehagelig følelse. Også fordi vi ikke ved, hvem det er, der har klaget, siger de.

De to kvinder kan ikke lade være med at hæfte sig ved, at hvis de havde været to mænd, der havde solet sig i bar overkrop, så ville det ikke have udløst hverken rynkede bryn eller klager.  Men situationen er - åbenbart - ikke den samme, når der er tale om to kvinder. Og det skuffer dem.

- Vi føler os seksualiserede, siger de to Vesterbro-kvinder.

Nu handler denne artikel på ingen måde om sex. Men i midten af juli bragte TV 2 Lorry en artikel om regler for sex og nøgenhed i det fri. Og her kunne chefkonsulent Anker Madsen fra Friluftsrådet fortælle, at der i Danmark er få begrænsninger for nøgenhed - også i det offentlige rum.

- Jeg tror ikke, der er mange, der ved det, men du må faktisk godt solbade nøgen i Kongens Have midt i København, forklarede han.

Justitsministeriet tillod nøgenhed i 1975

Nu tilføjer Anker Madsen:

quote Hvis en nabo kan se det ved at kravle op på en taburet og kigge ud af sit toiletvindue, så skulle han måske kigge den anden vej.

Anker Madsen, chefkonsulent, Friluftsråd.

- Det, der regulerer den slags, det er ordensbekendtgørelsen. Det er forbudt at udvise uanstændig eller anstødelig opførsel der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse. Og hvis du opfører dig uanstændigt eller anstødeligt kan du få en bøde også på privat grund. 

- Hvis jeg står i min egen parcelhushave i bar røv og laver propellen, hvis nogen går forbi - så kan jeg faktisk godt få en bøde. Men jeg kan ikke se, at det skulle være uanstændigt at være topløs på en altan. Hvis en nabo kan se det ved at kravle op på en taburet og kigge ud af sit toiletvindue, så skulle han måske kigge den anden vej, lyder det fra Anker Madsen.

Han tilføjer, at i 1975 udsendte Justitsministeriet brev til landets politikredse om, at nøgenhed var tilladt. Og der blev ikke nævnt noget om, at det kun gjaldt strandene - dermed kan man også være nøgen på Strøget eller i en skov, så længe der ikke er tale om noget seksuelt.

- Og under alle omstændigheder er det ikke en beboerformand, der skal vurdere det. Er der et problem, så er det politiet, siger Anker Madsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra virksomheden Newsec, der er administrator for ejendommen på Vesterbro i København.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik