Sag mod politifolk om løgn i retten forsinkes i flere år

Uheldigt, siger vicestatsadvokat om manglende dom i straffesag, der er rejst i forbindelse med Tibetsagen.

Efterhånden er det syv år siden, at to ledende politifolk forklarede en dommer i Københavns Byret, hvordan et kinesisk statsbesøg blev håndteret.

Folk måtte gerne have tibetanske flag med for politiet. Der var ikke instrukser om, at personer skulle fratages flag, sagde de i retsmødet 13. august 2013.

Imidlertid blev dommeren bevidst ført bag lyset, mener anklagemyndigheden.

De to ledere afgav falsk forklaring, hævdes det i et anklageskrift, som Statsadvokaten i København udfærdigede i maj 2018, og som vakte en del opsigt.

Mændene, en vicepolitiinspektør og en politikommissær, nægter at have løjet. Men sagen ligger stille, og ingen ved, hvornår den kommer for retten. Muligvis kan det først ske i 2022 - altså ni år efter at den påståede lovovertrædelse fandt sted.

- Af flere grunde er det uheldigt, at det trækker ud, siger vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich.

Københavns Byret besluttede i september 2018 at udsætte sagen. Det skyldtes, at regeringen havde nedsat Tibetkommissionen på ny.

Kommissionen skulle fortsætte arbejdet med at undersøge kinesiske besøg. Og samtidig blev også Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) bedt om en fornyet efterforskning.

Selv om der nu er gået to år, er man begge steder stadig langt fra at komme i mål.

Således oplyser vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich, at hun ikke forventer at få resultatet af DUP's indsats før "tidligst ved udgangen af året". Og kommissionen har fortalt Folketinget, at den forventer at være færdig "inden udgangen af 2021".

Dette får konsekvenser for straffesagen. Men vicestatsadvokaten understreger, at det var de tiltaltes forsvarere, der bad om og fik en udsættelse.

Den ene er advokat Martin Cumberland.

- Der er gået rigtig lang tid, og min klient vil selvfølgelig gerne have sagen afgjort, men ikke for enhver pris, skriver han i en sms.

Sagen er ikke færdigefterforsket og er dermed ikke tilstrækkeligt belyst, mener han.

- Vi afventer med spænding, hvad såvel DUP som Tibetkommissionen når frem til - og forhåbentlig vil det medvirke til at afklare og afmystificere en række forhold, lyder det.

Den anden forsvarer er advokat Anders Németh.

- I realiteten kan vi ikke gøre andet end at vente. Det nye materiale, der måtte komme frem i kommissionsundersøgelsen, kan være og er formentlig relevant for straffesagen, og ingen af os har lyst til, at straffesagen afgøres på et ufuldstændigt grundlag, siger han.

I sin første beretning fastslog Tibetkommissionen, at politiet ved flere lejligheder under det kinesiske statsbesøg begik ulovlige indgreb mod borgernes frihedsrettigheder.

Folk blev hindret i at ytre sig og i at demonstrere. For eksempel rev betjente tibetanske flag ud af borgeres hænder og forsøgte at skjule demonstranter.

Godt 100 personer har fået erstatning, oplyste Københavns Politi i foråret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik