Rødt lys? Så må du vente med at svømme

De bemandede københavnske havnebade gør klar til en travl sæson med særlige corona-forholdsregler

På varme sommerdage er de københavnske havnebade og badezoner de rene publikumsmagneter, men denne sommer er der indført helt særlige forholdsregler, der skal beskytte de badende mod coronasmitte. Og blandt andet udstyres de bemandede havnebade med lyssignaler, der skal forhindre for mange mennesker i at opholde sig i området samtidig. Det oplyser By og Havn i en pressemeddelelse.

De bemandede havnebade er dog ligenu lukket efter de seneste dages kraftige regn, men kan genåbne i løbet af kort tid.

- Havnen er byens blå byrum, der summer af liv hen over sommeren, og særligt i år forventer vi, at rigtig mange københavnere vil hoppe i vandet, når flere tilbringer ferien hjemme. Derfor gør vi brug af nogle nye tiltag ved havnebadene, så det bliver nemt at bade sikkert i havnen, ligesom vi løbende vil se på, om der kan gøres mere eller andet, lyder det fra Kultur- og Fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Alternativet).

Som trafiklys

Og de røde - eller grønne - lys er altså et af tiltagene. Et rødt lys markerer, at nu er der så mange mennesker inde på havnebadets område, at nye må vente, mens det grønne fortæller, at der er fri adgang. PÅ de tre bemandede havnebade er der opsæt tællere, som hele tiden registrerer, hvor mange mennesker, der er inde på området.

Tre havnebade og seks badezoner

Københavns Havn har mange bademuligheder for de vandglade. Tre havnebade er bemandede, og dertil kommer seks badezoner, som er ubemandede. Lysene sættes dog kun op på de bemandede havnebade. 

By og Havn oplyser til TV 2Lorry, at da man kan komme ind i badezonerne fra flere sider er det ikke muligt at registrere hvor mange, der er til stede, men det kan man i de bemandede havnebade. Dermed er det ekstra vigtigt, at man husker at holde afstand på de ubemandede badezoner.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Islands Brygge Havnebad er det formentlig mest populære af de bemandede havnebade. Nu skal lyssignaler fortælle folk, om der er adgang - eller om, der er for mange mennesker påstedet.
Islands Brygge Havnebad er det formentlig mest populære af de bemandede havnebade. Nu skal lyssignaler fortælle folk, om der er adgang - eller om, der er for mange mennesker påstedet.
Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

- Udfordringen opstår på de varme dage, hvor alle gerne vil bruge en hel dag ved havnen med at bade og sole sig, men i år er det simpelthen ikke muligt. Hvis alle skal have mulighed for at bade, bliver vi nødt til at justere vores adfærd og vise hensyn til hinanden. Det håber vi, at retningslinjerne for god badeadfærd vil hjælpe på vej, siger Anne Skovbro, der er administrerende direktør i By og Havn.

Corona-tiltag på de bemandede havnebade

  • Lyssignal. Når der er grønt lys, kan man bade, og når der er rødt lys, skal man vente. En tæller registrerer, hvor mange der er på badeanlægget og skifter fra grønt til rødt lys, når det maksimale antal badegæster på badeanlægget er nået
  • Håndsprit til badegæster
  • Afspritning af gelændere
  • Afstandsopmærkning på land og adskillelse af badegæster ved ind- og udgang
  • Nye retningslinjer for god og sikker adfærd
  • Ekstra bemanding ved havnebadene på de varme dage

På den travleste af de ubemandede badezoner, Sandkaj i Nordhavn, er der opsat afstandsmarkører. Stedet blev tidligere lukket af Københavns Politi, fordi der var for mange mennesker til stede.

Sådan så Sandkaj ud 1. juni. Nu er der opsat afstandsmarkører.
Sådan så Sandkaj ud 1. juni. Nu er der opsat afstandsmarkører.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

De københavnske badesteder

København har tre bemandede havnebade:

Islands Brygge

Fisketorvet

Sluseholmen

 

Og så er der seks såkaldrte (ubemandede) badezoner:

Halfdansgade

Halvandet

Havnevigen

Sandkaj

Søndre Refshalebassin

Kalvebod Bølge

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik